Vi oplever i dag en øget flytrafik, og branchen står bag en stor del af verdens samlede
CO2-udslip. Modsat
biler, så udleder fly hovedsageligt de forurenende partikler i den ydre
atmosfære. Dette har ikke den store betydning, når det drejer sig om CO2, men fly udleder også nitrogen-oxider, som er meget skadelige, når de udledes oppe i de tynde luftlag.
Fly både skaber og ødelægger
ozon. Nogle fly flyver i stratosfæren, og der ødelægger udstødningsgasserne den vigtige ozon, der beskytter Jorden fra
solens stråler. De fleste passagerfly flyver dog i ca. 10 kilometers højde, i den såkaldte ydre troposfære, og her er udstødningsgasserne med til at skabe ozon.
Ligesom med biler, så forurener nye fly mindre end gamle. Air Berlins kommende Boeing Dreamline 787 vil reducere brændstofforbruget med 20 procent, og Ryanairs 189-sæders udgave af Boeing 737-800 er mere energieffektiv end 162-sæders versionen. Easyjet er et af de luftfartsselskaber med den yngste flåde på 2,3 år, mens Ryanairs er en smule ældre med 2,7 år. Til sammenligning er gennemsnitsalderen over ni år for flyene i SAS.
Nogle selskaber bruger eksempelvis såkaldte grønne landinger, hvor flyet ”går i tomgang” for at spare brændstof og taxier på én motor. Omhyggelig planlægning af ruter under hensyntagen til vind og vejr er også en miljøvenlig mulighed.
Fly er ligesom
skibsfarten ikke omfattet af
Kyoto-protokollen, men fra 2012 forventes luftfarten at blive omfattet af EU’s handel med
CO2-kvoter. En anden ting, der skal være med til at nedsætte CO2-udledningen fra flytrafikken er, at EU-landene etablerer et fælles luftrum. Flyselskaberne spilder i dag mange kilometer på overflødig flyvning på kryds og tværs over Europa. Den forventede besparelse er 12 procent af CO2-udledningen fra luftfarten.
Eksterne links/kilder:Sightline Institute
Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.