Før COP 15 - hvad kan vi forvente?

Af Martin Lidegaard, Formand, CONCITO - Danmarks grønne tænketank

Så går det løs. Verdens største topmøde løber af stablen i København de næste 14 dage, og udfaldet vil få stor betydning for vores egen og vores børns fremtid. Men hvad kan vi forvente, og hvad vil der ske, hvis det ikke lykkes at få en aftale i hus?

Jeg tror man kan sige to ting med rimelig stor sikkerhed:
1. Vi får en aftale.
2. Den bliver ikke god nok.

Den første påstand bygger jeg på, at så mange lande allerede har meddelt deres ankomst på statslederniveau, og at rygtet i skrivende stund vil vide, at Obama - udover selv at komme den 9. december - som minimum også vil sende sin vicepræsident og udenrigsminister til den sidste del af topmødet. Så mange topledere investerer ikke så meget tid og energi i noget, som de tror ender med et flop. Der er endnu ikke forhandlet en aftale på plads, men der ligger et udkast, som ingen af de dominerende statsledere på forhånd tør afskrive. Det lyder ikke fantastisk, men det er faktisk ikke så dårligt. Dertil kommer, at der stadig er momentum i de politiske udmeldinger. I onsdag bekendtgjorde Det Hvide hus, at man udover de 17% reduktion i 2020 i forhold til 2005, også stiler mod 30% reduktion i 2025 og 43% i 2030. For bare et år siden anerkendte den amerikanske administration knap den globale opvarmning. Det samme politiske ryk kan vi observere hos Kina, Indien, Australien, Japan etc. Det fyger med politiske udmeldinger i disse dage og "it ain't over until the fat lady sings".

Når man omvendt ikke kan forvente, at resultatet bliver godt nok, skyldes det selvfølgelig, at man ikke er i nærheden af at sikre de reduktionsmål, som videnskaben anbefaler: 25-40% reduktion af de rige landes udledninger inden 2020 og en stabilsering af BRIK-landenes udledninger i den samme periode. Derfor skal en samlet aftale også i høj grad vurderes på, hvor hurtigt og hvordan man vil følge op på den. Tiden er vores største udfordring.

Der er selvfølgelig stadig også den risiko, at det hele bryder sammen, og der slet ikke kommer en aftale. Jeg tilhører ikke den skare, der vil byde et sådant sammenbrud velkommen ud fra en forventning om, at man så kan lave en ambitiøs aftale om 6 måneder i stedet. Hvis ikke den politiske vilje er til stede nu, hvorfor skulle den så være det om et halvt eller helt år?

Under alle omstændigheder føler jeg mig overbevist om, at klimadagsordenen er kommet for at blive. Uanset hvad der sker i Bella Centeret, har bevidstheden om de store økonomiske, sundhedsmæssige og sociale fordele, der er forbundet med handling på klimaområdet, slået rod både hos politikerne, erhvervslivet og forbrugerne. Den globale opvarmning kan kun imødegås ved en fælles international indsats, og allerede nu har opgaven fået de nationale stater til at arbejde tættere sammen end nogensinde før. Om de har modet til at tage det sidste skridt, ved vi om seksten dage.