Foråret i
USA kommer nu 10 dage tidligere, end det gjorde for 20 år siden. Det er nogenlunde samme ændring, som europæerne har oplevet. Den amerikanske undersøgelse bygger på studier af planter, og ændringen har store konsekvenser for naturen.
Det er forskeren Charles Davis fra Harvard Universitet, der har undersøgt forandringer i plantevæksten i Concord, Massachussetts, hvor der er markant forskel mellem vinter- og sommerklimaet.
Fænomenet, som amerikanerne kalder ”spring creep” har skabt ubalance i miljøet for en række forskellige amerikanske dyr og planter – lige fra den harelignende pika i vest til roser og liljer i New England østpå. Det er især de oprindelige arter, der er under pres, fortæller Charles Davis ifølge News.yahoo.com.
Ifølge biologen Erik Beever er pikaen allerede blevet mindre som følge af det tidligere forår i det vilde landskab i det nordvestlige USA. Samtidig vokser risikoen for skovbrande, når den varme sæson varer længere.
Økologisk uligevægt kan for eksempel opstå, når nogle arter tilpasser sig hurtigere til klimaforandringer end andre. Jake Weltzin fra U.S. Geological Survey nævner en larveart fra det sydøstlige USA. Larverne ædes normalt af træfugle. Men nu falder de ned fra træerne, før fuglene når frem. Heste under træerne æder dem, men da larverne er giftige for drægtige hopper, fører dette til, at mange af hestene aborterer.
Kilde: News.yahoo.com