Forskningsdesign og metode

Af Peter Nicolaisen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2017.

< Teori

Indholdsfortegnelse

Analyse >

Forskningsdesign og metode
I min gennemgang af studiets metode vil jeg lægge ud med at redegøre for, hvorfor jeg har valgt et komparativt casestudie, der undersøger enhederne over tid. Dernæst vil jeg vurdere, hvilke inferenser mit design muliggør. Jeg vil efterfølgende begrunde mit valg af IPCC, Venstre og Socialdemokratiet som undersøgelsens aktører. Slutteligt vil jeg præsentere mine metodiske strategier og bevæggrundene for de enkelte operationaliseringer.

Forskningsdesign
Tanken bag forskningsdesignet er, at det skal bane vejen for en afprøvning af, om forskeres mulighed for at påvirke politikerne er ideologiafhængig, når det handler om partiernes problemdefinitioner som vist i Figur 1. Samtidig skal det muliggøre en sammenligning af partiernes valg af regulerende policy-løsninger illustreret i Figur 2. Tilgangen er teoritestende med udgangspunkt i de tre forventninger, der er udledt af den teoretiske syntese. Til dette formål har jeg valgt et longitudinalt, komparativt casestudie, hvor jeg undersøger Venstre og Socialdemokratiets retorik og politiske løsninger på klimaområdet i perioden 1990-2014.


Figur 1: Kausalmodel til illustration af den forventede interaktion mellem klimaforskningens gennemslagskraft, ideologi og partiernes problemdefinitioner.


Figur 2: Kausalmodel til illustration af den forventede interaktion mellem partiernes problemdefinitioner, ideologi og deres valg af policy-løsninger.

Dette design er foretrukket, fordi jeg interesserer mig for, om der har været en udvikling i partiernes problemdefinitioner og brug af regulerende policy-løsninger. Det er altså nødvendigt at kunne operere diakront, så en eventuel forandring over tid kan spores. Det komparative aspekt mellem enhederne, Venstre og Socialdemokratiet, skyldes ønsket om at teste betydningen af ideologi, som indfries ved at holde to partier fra henholdsvis højre og venstre side af det politiske spektrum op imod hinanden. Udvælgelsen af de to partier er derfor bevidst foretaget for at skabe variation på den betingende variabel, ideologi og holde væsentlige baggrundsvariable som land og partistørrelse konstante. Ved at have foretaget en teoretisk funderet udvælgelse af mine enheder, så de ligner hinanden på centrale parametre, men ikke deler samme ideologi, kan jeg udelukke visse forklaringer. For eksempel at en given forskel på den afhængige variabel skyldes partiernes størrelse eller den nationale politiske struktur. Enhedernes værdi på de afhængige variable, problemdefinitionerne og policy-løsningerne, har altså ikke været styrende for valget. Min tilgang åbner dermed op for, at den afhængige variabel potentielt kan udtrykke forskellige værdier, hvilket præsenteres som en grundlæggende regel for enhedsvalget i Designing Social Inquiry (King, Keohane, & Verba, 1994: 129). Argumentet er, at det er umuligt at forklare variation, hvis man har valgt sine enheder på baggrund af deres ens værdier på den afhængige variabel (Odell, 2001: 167).

Et væsentligt element i analysen er altså at fastslå, om det er en rimelig klassificering af partierne at kalde Venstre for et højrefløjsparti og Socialdemokratiet for et venstrefløjsparti, og om den betingende variabel, ideologi, har et stabilt niveau gennem hele undersøgelsesperioden for begge enheder. Udfaldet af denne måling vil være styrende for resten af analysen. Det er således centralt, om udviklingen på de afhængige variable, partiernes problemdefinitioner og deres førte klimapolitik, skal ses i lyset af en jævn ideologisk forskel mellem partierne gennem perioden.

Styrker og begrænsninger
Med den separate afdækning af partiernes klimaretorik undgår jeg den tautologiske faldgrube, hvor idéer ikke afsondres fra den adfærd de formodes at ligge til grund for (Parsons, 2007: 116). Denne metodiske indretning sikrer muligheden for at bruge partiernes italesættelse af klimaet til at forklare deres instrumentvalg på området. Var analysen af de politiske tekster blevet udeladt i forskningsdesignet til fordel for et spring direkte til policy-delen, havde det været umuligt at forstå idéers betydning i denne sammenhæng. Desuden betyder inddragelsen af både problemdefinitioner og policy-løsninger, at et eventuelt misforhold mellem de to elementer vil afsløre sig i analysen. Hvis partiernes ord havde stået alene, var der risiko for, at de ville give et vildledende billede af den faktiske klimapolitik (Båtstrand, 2013: 161).

Fordi analysen udelukkende fokuserer på tiltag vedrørende de regerendes magtudøvelse over befolkningen (Bemelmans-Videc, Rist, & Vedung, 1998: 31), kan jeg med dette design ikke udelukke, at højrefløjspartier imødegår klimaudfordringerne på anden vis - eksempelvis gennem offentlige investeringer i den grønne omstilling. Som Fay Farstad påpeger, er der dog en tæt sammenhæng mellem regulering og minimeringen af CO2’s betydning for økonomien (Farstad, 2017: 3), så en seriøs håndtering af klimaforandringerne må forventes at indebære regulering. Mens mit design ikke kan bruges til at konkludere, hvem der gør mest for klimaet, kan det bidrage med et svar på, om to partier, som har lignende problemdefinitioner på et område, også vælger de samme policy-løsninger, eller om den ideologiske modstand mod regulering vægter højest, når politikerne skal træffe beslutninger om konkrete værktøjer.

Studiets opbygning
Undersøgelsens tidsinterval er struktureret omkring udgivelsen af den første og seneste rapport fra IPCC i henholdsvis 1990 og 2014. Publiceringen af den første, tredje og femte rapport vil angive et nedslagspunkt i analysen, så der former sig et kontinuerligt forløb med udgangspunkt i årene 1990, 2001, og 2014. Hermed bliver det muligt at følge, hvordan partierne har forholdt sig til klimaet i yderpunkterne og i midten af perioden. For at begrænse datamængden har jeg skåret undersøgelsen ned til at omfatte det følgende år, efter rapporterne er udsendt. På den måde kommer analysen til at fokusere på tre særskilte år over en 25-årig periode. I frasorteringen af rapporterne fra 1995 og 2007 går der naturligvis en mængde information tabt, men det har været nødvendigt for at sikre en dybdegående analyse af de resterende perioder. Den største konsekvens af ikke at inddrage alle rapporter er, at det bliver sværere at konkludere noget om, hvornår problemdefinitionerne og policy-løsningerne ændrer sig, og hvilken gennemslagskraft klimaforskningen skal have for at kunne øve indflydelse på henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet.

Fordi der i litteraturen er en tendens til at bruge metodiske begreber som cases og observationer i flæng (King, Keohane, & Verba, 1994: 116-118), er det nødvendigt at afklare præcist, hvad der i denne opgave forstås ved disse termer. Jeg vil benytte Gerrings definition af enheder og cases, så enheder er rumligt definerede fænomener såsom politiske partier, mens der er tale om cases, når enheder observeres i et afgrænset tidsrum (Gerring, 2004: 342). Dermed opererer jeg med to enheder og seks cases som vist i Tabel 1. Undersøgelsens observationer vil følgelig udgøres af målingerne af de enkelte variable inden for hver case. På den måde kommer hver case til at indeholde flere observationer.


Tabel 1: Oversigt over cases

Sammenligningen mellem de to enheder vil som sagt både være tidslig (internt i enheden) og rumlig (på tværs af enheder), hvilket i Tabel 1 er ensbetydende med, at det komparative element findes såvel horisontalt som vertikalt. Ved hjælp af den dobbelte sammenligning, inden for og mellem enheder, søger jeg samtidig at leve op til det ideal for casestudier, der fremføres af George og Bennett: …there is a growing consensus that the strongest means of drawing inferences from case studies is the use of a combination of within-case analysis and cross case comparison … (George & Bennett, 2005: 18).

Fordi undersøgelsesperioden strækker sig over et kvart århundrede med regelmæssige nedslag mindskes risikoen for tilfældige fund, og den interne validitet styrkes (Andersen, Hansen, & Klemmensen, 2012: 110). Afprøvningen af det kausale forhold mellem partiernes ideologi og deres modtagelighed over for klimaforskningens konklusioner hviler således på en plausibel teoretisk påstand jævnfør teorikapitlet, hvormed risikoen for spuriøsitet mindskes (Andersen et al., 2012: 63). Fordi den formodede sammenhæng er teoretisk velfunderet, vil den fremstå stærkere, hvis den viser sig ved flere målinger.

Idet jeg måler klimaforskningens påvirkning af partiernes problemdefinitioner og forskellen i deres valg af policy-løsninger, er det nødvendigt at få etableret en baseline, som ligger forud for den første IPCC-rapport. Ved at gøre brug af hvad George og Bennett kalder et before-after element, bliver det muligt at afdække, om udgivelserne fra IPCC overhovedet har nogen betydning (George & Bennett, 18 2005: 166). Udgangspunktet fastslår jeg ved at undersøge partiernes ideologiske ståsteder, problemdefinitioner og policy-løsninger i en periode, som starter 1. juli 1988 og slutter 1. juli 1989 – henholdsvis to og et år før udgivelsen af panelets debutrapport. Ved at operere med et nulpunkt kan jeg fastslå partiernes problemdefinitioner og policy-løsninger forud for den første rapport. Hermed kan det afprøves, om partierne allerede inden panelets oprettelse var på linje med den problemdefinition, IPCC senere repræsenterer. I så fald ville IPCC ikke kunne krediteres for at have introduceret en ny problemdefinition og ændret partiernes opfattelse af klimaet, men snarere at have givet en etableret problemdefinition yderligere eksponering. Ved at identificere partiernes valg af policy-løsninger i baseline-året kan jeg spore, om udgivelsen af klimarapporterne har en påvirkning på deres handlinger.

Potentiale for inferens
Relevansen af politologiske studier afhænger af, i hvilken grad der kan drages inferenser på baggrund af dem. Erfaringerne med de observerede fænomener skal kunne overføres til ikke-observerede fænomener (King et al., 1994: 8). Når man laver et kvalitativt casestudie som mit, har inferenserne form af det, Yin kalder analytiske generaliseringer (Yin, 2009: 38-39). Her sluttes der til et teoretisk univers modsat store-N studier, hvor inferenserne har form af statistisk generalisering. Spørgsmålet er derfor, hvad der kan udledes teoretisk ved hjælp af mit studie af to partiers problemdefinitioner og policy-løsninger på klimaområdet.

Det vigtigste bidrag består i at belyse, om det politiske system er åbent og modtageligt for ydre input, som David Easton hævder (Easton, 1965: 17-19), eller om det er lukket og autonomt i tråd med Luhmanns systemteori (Luhmann, 2012: 32-34). Haas´ teori om videnskabelige fællesskaber bygger på en eastonsk forståelse af det politiske system, hvor videnskaben formodes at kunne trænge igennem til politikerne. Modsat kan ideologi ses som en af de særegne logikker, et socialt system ifølge Luhmann er bygget op omkring, og som gør det svært for omgivelserne at få indflydelse. Hvis partiernes problemdefinitioner ikke afspejler klimaforskningens, vil det svække opfattelsen af det politiske system som modtageligt for udefrakommende betragtninger, fordi videnskaben burde have gode muligheder for at gøre sig gældende på et felt som klimaet, der er præget af stor kompleksitet og usikkerhed. I så fald kan man se mit studie som en dumpet most likely-case, hvor casebegrebet er forstået bredt som klimaområdet. Fundet af en påvirkning på klimaområdet vil være overførbare til andre policy-felter, som baserer sig på specialiseret viden. Omvendt vil man ikke nødvendigvis kunne konkludere, at der også må være en effekt på mindre oplagte politiske emner.

Parti- og områdevalget muliggør en anden interessant inferens. Klimaproblematikken er som tidligere nævnt tæt kædet sammen med regulering, og netop opfattelsen af regulering er ifølge Huber og Inglehart noget af det primære i moderne partiers differentiering (Huber & Inglehart, 1995: 84-85). Derfor vil en eventuel effekt af ideologi skulle vise sig i tilfælde som klimaspørgsmålet, hvorfor der igen er tale om en most likely-case. Såfremt ideologi ikke har betydning for partiernes ageren i forhold til klimaet, har det næppe nogen vægt i andre spørgsmål. Viser det sig, at partierne taler eller lovgiver forskelligt om klimaet, kan man dog ikke udlede, at det nødvendigvis skyldes ideologi. Der findes således konkurrerende forklaringer, som vil forudsige samme mønster, hvilket jeg vil uddybe i diskussionen.

I et idéperspektiv kan mit studie bidrage til forståelsen af, hvordan de forskellige niveauer af idéer, relaterer sig til hinanden. Ved at undersøge, hvordan en makroidé som ideologi påvirker de mere konkrete idétyper, problemdefinitioner og policy-løsninger, kan jeg afprøve samspillet mellem niveauerne. Om der er tale om en ligefrem relation, hvor en given ideologi dikterer en overensstemmende problemdefinition, som igen udmønter sig i en bestemt tilgang til policy-løsningerne (Mehta, 2011: 43), eller om sammenhængen viser sig at være mere kompleks, som hvis ideologi og policy-løsninger er tættere knyttet end ideologi og problemdefinitionen.

Valg af aktører
IPCC – Et orienteringspunkt i klimaforskningen
I min undersøgelse af klimaforskningens politiske effekt vil jeg tage afsæt i FN’s klimapanel, Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). Panelets raison d’être er at vejlede verdens lande om udviklingen inden for den internationale klimaforskning. Udformningen af konkrete policy-løsninger ligger uden for IPCC’s kommissorium, og indflydelsen på politikudviklingen er derfor mere indirekte ved at prikke til og fastholde bekymringen om klimaet (Agrawala, 1998b: 638). Det videnskabelige arbejde hos IPCC udtrykker de betragtninger, der er konsensus om blandt verdens mest produktive og citerede klimaforskere (Anderegg, 2010: 12107). Klimapanelet har bidraget væsentligt til, hvordan klimaforandringerne omtales i offentligheden (Hulme & Mahony, 2010: 712) og har opnået noget nær hegemonisk status på klimaforskningsområdet (Agrawala, 1998a, 1998b). Der er derfor grund til at antage, at interaktionen mellem IPCC, verdens vigtigste klimaforskningsorganisation (Betz, 2009: 4), og det politiske system er det rette sted at kigge, hvis man vil belyse klimaforskningens effekt på politik.

IPCC lader som et internationalt panel af klimaforskere umiddelbart til at være omfattet af Haas’ teori om videnskabelige fællesskaber. I den forbindelse er det dog nødvendigt at efterprøve, om IPCC flugter med de fire karakteristika, som Haas hæfter på et videnskabeligt fællesskab: Delte værdibaserede antagelser, sammenfaldende opfattelser af årsagssammenhænge, ensartede krav til validitet samt et fælles politisk projekt.

Kravet om delte værdibaserede antagelser opfyldes, fordi der bag IPCC’s arbejde ligger en holdning om, at den videnskabelige usikkerhed ikke skal bruges til at retfærdiggøre manglende politisk handling i forhold til klimaet (Paterson, 1996: 141-142). Det kommer eksempelvis til udtryk i indledningen til panelets anden rapport, hvor der henvises til artikel 3 i FN’s klimakonvention om behovet for at agere på et ufuldstændigt beslutningsgrundlag (UNFCCC, 1992). Allerede i den første rapport argumenteres der for hurtig handling:


I forhold til de sammenfaldende opfattelser af årsagssammenhænge er der i IPCC enighed om, at mennesket spiller en betydelig rolle i opvarmningen af jordkloden. Den menneskelige komponent bliver også slået fast fra starten:


I validitetsspørgsmålet er det afgørende, at der i IPCC’s forskning er et overvejende naturvidenskabeligt udgangspunkt. Bjurström og Polk fandt ved at studere forskersammensætningen i den tredje rapport frem til, at kun 12 procent af bidragyderne havde en baggrund i samfundsvidenskaberne (Bjurström & Polk, 2011: 8). Fordi særlige grene af naturvidenskaben, oceanografi, geofysik og meteorologi, dominerer i panelet (Bjurström & Polk, 2011: 8) er der også konvergens i måden at opnå valide resultater på – for eksempel ved at konstruere modeller, der kan bruges til at fremskrive udviklingen i klimaet under forskellige omstændigheder (Betz, 2009: 4). Det fælles politiske projekt fremgår ikke eksplicit, men kan siges at komme i naturlig forlængelse af de fælles værdibaserede antagelser og opfattelser af årsagssammenhænge: at klimaudfordringen kræver politiske svar i form af CO2-reducerende initiativer, som ikke bør udskydes på baggrund af den videnskabelige usikkerhed (Paterson, 1996: 143). IPCC kan derfor siges at leve op til de kriterier, Haas stiller til et videnskabeligt fællesskab, og hans teori er derfor relevant i analysen af panelets indflydelse på dansk politik.

Venstre og Socialdemokratiet - To kæmper på hver sin fløj
Valget af partier har været styret af undersøgelsens fokus på ideologis betydning for reaktionen på de videnskabelige konklusioner. Derfor har sigtet været at finde to ideologisk forskellige partier at basere undersøgelsen på for at belyse virkningen af varierende politiske overbevisninger. Trods kritik om øget konvergens (JydskeVestkysten, 2012) antager jeg stadig, at Venstre og Socialdemokratiet har forskellige ideologiske indstillinger. De lever dermed op til det grundlæggende kriterium for at blive analysegenstande i denne sammenhæng. Ved at inddrage to veletablerede partier sikrer jeg også, at udviklingen over hele perioden kan følges. Hvis valget eksempelvis var faldet på ideologisk mere ekstreme partier som Liberal Alliance og Alternativet for at opnå større spredning på ideologivariablen, var det longitudinale aspekt gået fløjten. En anden årsag til partivalget er det faktum, at massepartiernes miljøpolitik er underbelyst sammenlignet med grønne partiers håndtering af området (Carter, 2006), og at misrepræsentationen er endnu mere markant, når det handler om klimaspørgsmålet (Farstad, 2017). Ved at interessere sig for hvordan de to sværvægtere forholder sig til klimaet, kan min undersøgelse forhåbentlig være med til at udfylde det hul i litteraturen, som Carter og Farstad påpeger.

Metode
Jeg vil som tidligere nævnt afprøve ideologis betydning for klimaforskningens effekt på partiernes problemdefinitioner og samtidig undersøge deres respektive brug af regulerende policy-løsninger (se Figur 1 og 2 ovenfor). I den del af min analyse, som foregår inden for hver enhed, vil jeg gøre brug af kongruensproceduren (George & Bennett, 2005: 181-204), mens sammenligningen mellem enheder vil ske ved hjælp af controlled comparison (George & Bennett, 2005: 151-179).

Kongruensproceduren
Denne metode indebærer, at der forud for analysen af en enhed formuleres nogle forventninger til værdien på den afhængige variabel ved en given værdi på den uafhængige variabel. Første analytiske skridt er derfor at fastslå værdien af den uafhængige variabel, hvorefter niveauet af den afhængige variabel konstateres. Hvis værdierne på de to variable flugter med den teoretiske forudsigelse, er der tale om kongruens, og sandsynligheden for en kausalrelation mellem den uafhængige og den afhængige variabel stiger dermed. Med udgangspunkt i kausalrelationen fra Figur 1 og 2 vil jeg teste de teoretiske forventninger på Venstre og Socialdemokratiet.

Testen består i, at jeg for hver enhed opstiller nogle observerbare implikationer, som skal være til stede, hvis min teori skal have forklaringskraft.

Observerbare implikationer for Venstre
I Venstres tilfælde udmønter det sig i tre observerbare implikationer:

• Partiet placerer sig som et højrefløjsparti, og accepterer ikke IPCC’s problemdefinition, når klimaforskningens gennemslagskraft er lav.
• Så længe partiet tilhører den ideologiske højrefløj, vil man først acceptere IPCC’s problemdefinition, hvis klimaforskningens gennemslagskraft stiger.
• Som højrefløjsparti vil man være utilbøjelig til at støtte regulerende policy-løsninger på klimaområdet, selvom man har accepteret IPCC’s problemdefinition.

Observerbare implikationer for Socialdemokratiet
For Socialdemokratiet vil der være to observerbare implikationer.

• Partiet placerer sig som et venstrefløjsparti, og dets problemdefinition minder om IPCC’s selv ved en lille gennemslagskraft for klimaforskningen.
• Socialdemokratiet vil som venstrefløjsparti være tilbøjelige til at støtte regulerende policy-løsninger på klimaområdet.

Controlled comparison
Når enhederne skal holdes op imod hinanden, vil jeg benytte controlled comparison (George & Bennett, 2005: 151-179). Her er idealet, at man vælger sine enheder ud fra et ønske om at isolere den forklarende variabel for at kunne teste effekten af denne. Det kan gøres på to måder, som John Stuart Mill introducerede i A System of Logic fra 1843 (Mill, 1843). Enten ved method of agreement, hvor enhederne bør adskille sig på alle uafhængige variable undtagen én, som forventes at kunne forklare et ens udfald på den afhængige variabel. Jeg benytter som tidligere nævnt den anden tilgang, method of difference, hvor enhederne ideelt ligner hinanden på alle uafhængige variable bortset fra én, der spås at være ansvarlig for et divergerende resultat på den afhængige variabel.

Et centralt begreb i sammenligningen mellem enheder er unit homogeneity, som King, Keohane og Verba fremhæver i Designing Social Inquiry. To enheder er homogene, når the expected values on the dependent variables from each unit are the same when our explanatory variable takes on a particular value (King et al., 1994: 91). I mit tilfælde er der enhedshomogenitet, hvis den forventede problemdefinition og valget af policy-løsninger ville være ens for Venstre og Socialdemokratiet, såfremt de havde samme ideologi. Det vurderer jeg som plausibelt. Antagelsen forbliver dog hypotetisk, fordi partierne ikke pludselig bytter ideologi. Fuldstændig enhedshomogenitet er således en utopi uden for laboratoriet (King et al., 1994: 93-94; Odell, 2001: 173). Det betyder, at man ved hjælp af controlled comparison aldrig med sikkerhed kan isolere én forklaring. Derfor anbefaler Bennett og George også, at man som jeg kombinerer denne metode med en analyse inden for enhederne såsom kongruensproceduren for at styrke belysningen af, hvordan udfaldet i den enkelte case passer med de teoretiske forventninger (George & Bennett, 2005: 178-179).

Ved at sammenligne Venstre og Socialdemokratiet med hinanden i hvert nedslag kan jeg afprøve forventningen om, at klimaforskningens problemdefinition hurtigere vil få indflydelse på venstrefløjspartier end højrefløjspartier, og at højre- og venstrefløjspartiernes policy-løsninger på klimaområdet vil være forskellige, selvom partierne nærmer sig hinanden i deres problemdefinitioner. Hvis mine forventninger skal bekræftes, kræver det følgende fund:

• Socialdemokratiet accepterer klimaforskningens problemdefinition før end Venstre.
• Der er forskel på de to partiers policy-løsninger uanset ligheden i deres problemdefinitioner.

Den ideologiske distance mellem partierne forventes at ligge fast perioden igennem, mens jeg formoder, at klimaforskningens gennemslagskraft vil blive stærkere med tiden. Derfor svarer dette design til et kvasieksperiment (Yin, 2009: 12), hvor jeg udsætter to ideologisk forskellige partier for den samme stimulus på det samme tidspunkt og observerer effekten jævnfør Tabel 2 nedenfor. Idet jeg forventer et forskelligt udfald på den afhængige variabel, er der tale om det, Yin kalder teoretisk replikation: To enheder, der adskiller sig på den forklarende variabel (ideologi), udsættes for den samme stimuli (klimaforskningen) med forskellige resultater til følge. Modsat er literal replication, hvor man forudser ens udfald på den afhængige variabel (Yin, 2009: 54), som hvis jeg havde sammenlignet de danske og svenske socialdemokraters respons på klimaforskningen.


Tabel 2: Oversigt over observationer af uafhængige og afhængige variable

Operationaliseringer
Nedenfor vil jeg præcisere, hvordan jeg vil måle analysens fire centrale variable:

• Ideologi
• Klimaforskningens gennemslagskraft
• Partiernes accept af klimaforskningens problemdefinition
• Policy-løsninger

Ideologi
En forudsætning for at kunne fastslå den ideologiske forskel mellem to partier er tilstedeværelsen af et gyldigt mål for ideologi. Her har jeg valgt at benytte dataene fra Det Danske Valgprojekt.

Datasættet tager udgangspunkt i et repræsentativt udsnit af danske vælgere, som i forbindelse med folketingsvalg udpeger de politiske partiers ideologiske positioner. Respondenterne rangerer partierne på en skala fra 0 til 10, hvor 0 indikerer den mest venstreorienterede position og 10 den mest højreorienterede. Derudover bliver de adspurgte også bedt om at placere sig selv på skalaen, så det bliver klart, hvor partierne befinder sig i forhold til gennemsnitsvælgeren (Stubager, Hansen, Callesen, Leed, & Enevoldsen, 2016).

Der findes andre måder at indfange ideologi på. For eksempel ved at bede politiske eksperter i forskellige lande om at placere de politiske partier på et højre/venstre-spektrum (Bakker et al., 2015; Benoit & Laver, 2007; Huber & Inglehart, 1995). Alternativt kan man ved hjælp af partiernes valgprogrammer score dem på diverse politiske parametre, som folkene bag Comparative Manifesto Project (CMP) har forsøgt på (Lehmann, Matthieβ, Merz, Regel, & Werner, 2017). At jeg har foretrukket Det Danske Valgprojekt som datagrundlag frem for de andre metoder, skyldes to faktorer: konsistens og validitet. Selvom ideologi må opfattes som en vedholdende størrelse, kan partierne potentielt ændre deres ideologiske indstillinger. Hvis Venstre og Socialdemokratiet pludselig lå på linje, ville det have store implikationer for min problemstilling. Derfor er det vigtigt, at der løbende bliver foretaget målinger af partiernes ideologiske placeringer - særligt når min undersøgelse strækker sig over næsten 25 år. Her kommer ekspertrundspørgerne til kort, idet de ikke dækker perioden tilstrækkeligt - enten er der for langt mellem målingerne (se for eksempel Benoit & Laver, 2007; Laver & Hunt, 1992), eller også begynder dataindsamlingen for sent (se for eksempel Bakker et al., 2015). Det Danske Valgprojekt går til gengæld tilbage til 1987 og frem til 2015. Et forbehold her er, at vælgerne mellem 1987 og 1994 ikke blev spurgt til, hvor partierne befandt sig ideologisk. Jeg har derfor valgt, at referencepunktet for det første nedslagspunkt kommer til at bestå af gennemsnittet mellem målingerne i 1987 og 1994. Dette er naturligvis ikke en optimal løsning, men det er en måde at indfange den udvikling, der potentielt har været i løbet af de syv år. Målingen fra 1987 bliver brugt til at fastslå partiernes placering i undersøgelsens baseline. Derudover kan partierne i 2014 udelukkende placeres ved hjælp af figuraflæsning, da rådata fra Valgundersøgelsen 2015 endnu ikke er tilgængelige.

CMP kan også levere målinger med korte intervaller gennem alle årene. Her er problemet ikke manglende konsistens, men i stedet tvivlsom validitet i dansk kontekst. Valgprogrammerne i Danmark skiller sig ud ved at have et mere overfladisk indhold end i andre lande, hvilket ledte Farstad til at sortere de danske data fra i sit CMP-baserede studie (Farstad, 2017). For at undgå at basere min undersøgelse på et usikkert grundlag, ser jeg også bort fra CMP, når Det Danske Valgprojekt samtidig er garant for både konsistente og valide målinger. Det er naturligvis en overvejelse værd, hvad vælgerne har af autoritet, når det handler om at vurdere partipositioner. Til det kan man sige, at den gennemsnitlige vælger til daglig både oplever, hvad politikerne siger og konsekvenserne af deres beslutninger. Hermed tilfører vælgerundersøgelsen en vurdering af partiernes ageren modsat CMP, der udelukkende fokuserer på, hvad der bliver lovet i valgmaterialerne. Ekspertrundspørger er også i stand til at forholde sig til både ord og handling, men her er der ikke samme grad af repræsentativitet som i vælgerskaren. Fordi de politiske eksperter er en ret uniform gruppe af veluddannede og højtlønnede, er der en fare for, at de systematisk overser nogle af de forhold, som har betydning for andre samfundsgruppers opfattelse af partierne. Benoit og Laver når dog frem til, at den manglende repræsentativitet ikke udgør et validitetsproblem, fordi deres eksperters politiske overbevisning ikke spiller ind på deres vurdering af partierne (Benoit & Laver, 2006: 90-92)

Selvom de tre strategier til at måle ideologi adskiller sig markant metodisk, tyder det på, at de kommer frem til ens resultater. Ved at sammenholde CMP-data med ekspert- og vælgerundersøgelser finder Evans og De Graaf en høj grad af korrelation mellem målemetoderne (Evans & Graaf, 2012). Deres studie benytter dog data fra Eurobarometer, hvor vælgerne skal placere sig selv på en højre/venstre-skala og samtidig angive, hvilket parti de stemmer på. Denne forskel til trods kan studiet bruges til at understrege, at vælgerne er i stand til at placere i hvert fald deres foretrukne parti præcist, og at denne type undersøgelser kan angive et validt mål for ideologi.

Den største udfordring ved at anvende Det Danske Valgprojekt i forbindelse med min problemstilling er, at spørgsmålet til vælgerne går på at placere partierne på en generel højre/venstre-skala. Fordi mine teoretiske forventninger er fremsat på baggrund af regulerings tætte forbindelse til ideologi, havde det været oplagt at bruge Huber og Ingleharts data i analysen af den ideologiske forskel mellem partierne. Her fremgår koblingen mellem ideologi og regulering således eksplicit. Deres studie fra 1995 er dog ikke fulgt op siden, hvorfor jeg ville være nødsaget til at bruge én måling på ét tidspunkt til at demonstrere den ideologiske forskel mellem partierne. At bruge deres data på en 25-årig periode ville stride mod ovennævnte konsistenssprincip og underkende muligheden for ideologiske forskydninger mellem partierne. For at kompensere for valgprojektdataenes manglende fremhævelse af reguleringsaspektet vil jeg holde dem op imod Huber og Ingleharts data for at undersøge, om der er harmoni mellem vælgernes og eksperternes placering af partierne. Dette er oplagt, da de to tilgange tager udgangspunkt i sammenlignelige skalaer. Huber og Inglehart benytter en skala, der går fra 1 til 10 med 1 som den mest ekstreme venstreposition og 10 som den tilsvarende højreposition. Såfremt de to estimater stemmer overens tyder det på, at de danske vælgere opfatter ideologi på samme måde som eksperterne fra Huber og Ingleharts undersøgelse, hvormed valgprojektets relevans styrkes yderligere.

Klimaforskningens gennemslagskraft
Som det fremgår af min teoretiske syntese, kan videnskabens evne til at påvirke politik defineres ud fra, hvor synlige de videnskabelige fund er for offentligheden samt graden af enighed blandt forskerne på området. Det er den samlede styrke af disse faktorer, jeg betegner som klimaforskningens gennemslagskraft. Denne variabel er svær at kvantificere meningsfuldt i absolutte tal, for hvor mange artikler skal et emne generere, før dækningen kan siges at være høj, og hvor stor skal enigheden være blandt forskerne, inden konsensus er stor? I stedet vil jeg tage udgangspunkt i den relative værdi af de to parametre, synlighed og konsensus, for de tre nedslagsår, som jeg sammenligner med hinanden. Ved hjælp af de tre observationer bliver der dannet et spektrum, som kan give en indikation på, om den enkelte måling ligger højt eller lavt i forhold til de andre.

Synlighed
Jeg vil måle synligheden ved at følge dækningen af IPCC i et bredt udsnit af landsdækkende danske dagblade (Aktuelt, Arbejderen, Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen). Man kunne også have opgjort omtalen i danske nyhedsudsendelser i radio og på fjernsyn, men dette er svært udførligt, fordi der ikke findes databaser over disse medietyper, som tilfældet er med aviser og Infomedia. Desuden er der ikke noget, som tilsiger, at dækningen skulle have været enten større eller mindre her og dermed ville have ændret indtrykket.

Jeg vil ved hjælp af Infomedia og Mediestream tælle, hvor mange gange ordene ”IPCC” eller ”FN’s klimapanel” bliver nævnt i landsdækkende medier i to uger op til og efter udgivelsen af hver af de analyserede rapporter fra IPCC - altså en måneds mediedækning i alt. Det er nødvendigt at bruge begge databaser for at få alle aviserne med i opgørelsen (se afsnit om kronikker i landsdækkende dagblade for uddybning) Den korte periode er valgt for at indfange omtalen af rapporterne, lige inden de udkommer, og mens de er nyudgivne, fordi opmærksomheden på dem må formodes at være størst på dette tidspunkt. Det er her, jeg forventer at kunne finde empiriske indikationer på, om rapporterne kan siges at udgøre en kingdonsk focusing event og skabe den chokeffekt, som Haas omtaler. For at sikre at udgivelsen af hver rapport faktisk forstørrer mediernes fokus på IPCC og dermed har noget sensationelt over sig, vil jeg også måle baggrundsdækningen. Det vil jeg gøre ved at undersøge, hvor ofte ”IPCC” eller ”FN’s klimapanel” bliver nævnt i løbet af en tilfældig måned, som jeg fastlægger til at være et halvt år inden udgivelserne i 1990, 2001 og 2014.

Konsensus
Både Haas og Albæk lægger vægt på, at videnskabens evne til at påvirke politik forøges, når der er en høj grad af konsensus blandt forskere om en given forståelse af et problem. Da det er en uoverstigelig opgave selv at skulle konstruere et mål for den løbende enighed blandt klimaforskerne, gør jeg brug af eksisterende analyser af konsensus på klimaområdet. Her fokuserer jeg på den mest grundlæggende strid i klimaproblematikken: om mennesket er ansvarlig for klimaforandringerne. Dette spørgsmål er essentielt, fordi tanken om global opvarmning som et politisk problem står og falder med, hvorvidt den varmere gennemsnitstemperatur skyldes menneskelige handlinger. I relation til IPCC er det særlig relevant, fordi panelet fra begyndelsen har lagt vægt på menneskets rolle i opvarmningen af atmosfæren.

Min analyse af den videnskabelige konsensus i 1990 og 2001 baserer jeg på et studie, der har gennemgået 11.944 abstracts fra artikler udgivet i årene 1991-2011, hvor ordene ”global climate change” eller ”global warming” indgår (Cook et al., 2013). Formålet var at sætte tal på, hvor mange artikler der gennem perioden har støttet hypotesen om global opvarmning som et menneskeskabt problem. De abstracts, som ikke udtrykte en holdning til menneskets rolle i klimaforandringerne, blev sorteret fra. Desuden blev 1189 artikelforfattere spurgt til, hvilken opfattelse deres artikler udtrykte til spørgsmålet, om klimaforandringerne er forårsaget af mennesker eller ej. Undersøgelsen bidrager dermed med to mål for konsensus på klimaområdet: en ekstern bedømmelse af abstractsene samt forskernes egen vurdering af deres standpunkter. I min analyse vil jeg kun inddrage sidstnævnte mål til at kvantificere, hvor stor tilslutningen i klimavidenskaben har været til tesen om menneskeskabte klimaforandringer, fordi der har været kritik af procedurerne vedrørende brugen af eksterne kodere (Tol, 2015: 2-3). Selvom Cook har tilbagevist de påståede mangler (Cook & Cowtan, 2015), vurderer jeg, at det bedste mål for trenden i den videnskabelige konsensus på klimaområdet findes i forskernes selvrapporteringer.

Fordi undersøgelsens første abstracts stammer fra 1991, må jeg bruge denne konsensusmåling i forhold til nedslaget i 1990. For at måle den videnskabelige enighed i 2014 benytter jeg John Stuart Carltons data, som de bliver præsenteret i et metastudie af den videnskabelige konsensus om klimaforandringerne (Carlton, Perry-hill, Huber, & Prokopy, 2015; Cook et al., 2016). Carlton har som led i en bred undersøgelse af konsensus blandt naturvidenskabelige forskere på tolv amerikanske universiteter spurgt 306 forskere med klimaet som deres primære forskningsområde, om de opfatter menneskelig aktivitet som en signifikant medvirkende faktor i ændringen af den globale middeltemperatur (Carlton et al., 2015: 8).

Fordi de to undersøgelser adskiller sig i deres metode, kan deres resultater ikke strengt sammenlignes. I stedet kan man ved at holde resultaterne op imod hinanden få et indblik i, om de understøtter den samme opfattelse af konsensusgraden.

Partiernes accept af klimaforskningens problemdefinition
Identificeringen af partiernes problemdefinitioner funderer jeg i autoritative tekster om klimaet med folketingspolitikere fra Venstre og Socialdemokratiet som afsendere. De politiske udsagn sammenligner jeg med problemdefinitionerne fra IPCC’s rapporter. Hermed skabes der grundlag for at afprøve forventningerne om, at venstrefløjspartier vil acceptere klimaforskningens problemdefinition før end højrefløjspartier, og at højrefløjspartier med tiden vil acceptere klimaforskningens problemdefinition. De autoritative tekster er kendetegnet ved at have nogle genretræk til fælles angående afsenderens legitimitet, lejligheden til ytringen og dens form (Brænder, Kølvraa, & Bagge Laustsen, 2014: 96-97). Der er således tale om folkevalgte, der formidler et politisk budskab ved at tale direkte til modtageren uden journalistisk redigering. Ved at basere undersøgelsen på tekster, der lever op til disse krav, repræsenterer analysematerialet partiernes uredigerede klimasyn på det givne tidspunkt.

For både at få indblik i den parlamentariske diskussion af emnet og partiernes kommunikation med omverdenen inddrager jeg folketingsdebatter med klimaet som omdrejningspunkt samt kronikker fra alle landsdækkende dagblade (Aktuelt, Arbejderen, Berlingske, BT, Børsen, Effektivt Landbrug, Dato, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Licitationen, Politiken og Weekendavisen) om emnet. Udsagnene fra Folketinget og kronikkerne vil jeg holde op imod resuméer af IPCC’s rapporter – det såkaldte Summary for Policymakers.

Folketingsdebatter
For at finde de relevante diskussioner fra Folketinget har jeg benyttet mig af Folketingstidende. Materialet til baseline-året og de to første nedslagsår i 1990 og 2001 er fundet ved fra samtlige ministerier at gennemgå overskrifterne på lov- og beslutningsforslag, forespørgsler og spørgsmål til ministeren med henblik på at finde de dokumenter, hvor Socialdemokratiet og Venstre berører klimaet. I tvivlstilfælde har jeg læst resuméerne for at afklare, om dokumentet indeholdt klimarelaterede spørgsmål. For 2014 bruger jeg samme fremgangsmåde. Søgningen er her foretaget i Folketingets elektroniske arkiv, fordi materialet for denne periode er digitaliseret.

Kronikker i landsdækkende dagblade
For at finde kronikker fra de relevante personer fra Venstre og Socialdemokratiet i 1990, 2001 og 2014 gør jeg brug af Infomedia, som i vid udstrækning dækker landsdækkende, danske medier fra 1990 og frem. Til min søgning opstiller jeg et filter inspireret af Sondre Båtstrands metode fra et studie af klimaets optræden i norske regeringsgrundlag (Båtstrand, 2013: 160-161). Overgangen fra en norsk til en dansk kontekst rummer risikoen for, at terminologien ikke kan føres med, men i denne sammenhæng vurderer jeg begreberne til også at være velegnede i Danmark. Mine nøgleord er derfor ”klimaforandringer”, ”klimaændringer”, ”drivhuseffekt”, ”global opvarmning”, ”CO2”. Jeg supplerer derudover med ”miljø-” i min baseline, fordi begrebet klima i slutningen af 1980’erne ikke havde slået igennem i den betydning, det har nu. Miljø havde dengang en mere altfavnende karakter, så det også beskrev, hvad der nu vil høre under betegnelsen klima. Nøgleordene bliver brugt i kombination med Infomedias funktion til at søge på artikelforfattere, så jeg kun søger på ordene, når de fremgår i artikler skrevet af personer med enten ”Venstre” eller ”Socialdemokratiet” som en del af deres byline. Til 1990-søgningen er jeg dog i det første halve år af perioden nødt til at kombinere Infomedia med en anden mediedatabase, Mediestream, hvad angår Weekendavisen og B.T., fordi de først figurerer i Infomedia fra henholdsvis november 1990 og december 1990.

I forhold til baselinen har jeg været nødt til at bruge en anden procedure end i resten af undersøgelsen for at finde kronikker fra perioden, inden IPCC opstod. Det skyldes, at Infomedia før 1990 udelukkende har indhold fra Politiken. Derfor er det også her nødvendigt at benytte Mediestream, som har et større arkivmateriale for disse år til at søge blandt Berlingske, B.T., Information, Jyllands-Posten og Weekendavisen til baselinen. Artikler fra Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad er modsat de resterende nedslagsår ikke tilgængelige i 1988-1989. Denne mangel skaber et potentielt hul i min indsamling af kronikker, men jeg anser det ikke for et tungtvejende problem. Hverken Ekstra Bladet eller Kristeligt Dagblad har særligt oplagte profiler for at bringe kronikker om klimaet. Ekstra Bladet vægter typisk mere sensationelle og tilgængelige emner, mens Kristeligt Dagblad per tradition prioriterer metafysisk stof og desuden var i oplagsmæssig krise på daværende tidspunkt og dermed ikke var et oplagt talerør (Thomsen & Søllinge, 1991: 184-185). Med Mediestream er det ikke muligt at søge på artikelforfattere, så jeg har i stedet angivet, at nøgleordene skulle optræde sammen med enten Venstre eller Socialdemokratiet.

IPCC’s rapporter
Det videnskabelige sammenligningsgrundlag vil jeg finde ved at analysere særligt politikerhenvendte dele af IPCC’s rapporter. Panelets arbejde har været struktureret omkring tre arbejdsgrupper, der koncentrerer sig om hver deres aspekt af problematikken. Den første beskæftiger sig med de fysiske tegn på klimaforandringerne, den anden ser på effekterne af et varmere klima og tilpasningen hertil, mens den sidste gruppe arbejder med, hvordan udviklingen kan bremses. I 1990 leverede hver arbejdsgruppe et såkaldt Summary for Policymakers, hvor deres vigtigste fund blev opsummeret, men siden har de i tillæg hertil leveret ét samlet resumé. I forhold til nedslagene i 2001 og 2014 vil jeg gøre brug af det samlede Summary for Policymakers, mens jeg for 1990 vil inddrage de tre gruppers særskilte sammenfatninger. I min analyse vil jeg derfor udelukkende beskæftige mig med dele af rapporten, som er henvendt specifikt til beslutningstagere. Dette snit er foretaget med afsæt i Albæks pointe om, at eksperters indflydelse er størst, når de formidler deres viden i et letforståeligt sprog. Tilgængeligheden er netop vægtet højt i gengivelsen af de væsentligste budskaber fra arbejdsgrupperne: The SPM (Summary for Policymakers, red.) should reflect the state-of-the-art understanding of the subject matter and be written in a manner that is readily comprehensible to the non-specialist (Bolin, 1995: vii).

Sammenligning af den videnskabelige og de politiske problemdefinitioner
Analysen af partiernes accept af klimaforskningens problemdefinition sker med udgangspunkt i Stones begreber om årsag, skyld, ansvar og kontrol, der tilsammen udgør en problemdefinition. Jeg vil analysere resuméerne fra IPCC’s rapporter, empirien fra Folketinget og aviskronikkerne på samme måde. Det vil ske med fokus på deres respektive fremstillinger af klimaforandringernes årsag, hvem der bærer skylden for problemet, hvem der skal tage ansvar for at løse det, i hvilken grad det kan kontrolleres og af hvem. Figur 4 viser, hvordan jeg har operationaliseret problemdefinitionens kerneelementer, så de er målrettet en klimasammenhæng. Når teksterne forholder sig til menneskets rolle i den globale opvarmning, er det relevant for kategoriseringen af problemets årsag. Skylds- og ansvarsproblematikken berøres i vurderingen af forskellige landes andel i problemet og i udpegningen af klimaforandringernes ofre. I forhold til kontrolaspektet vil jeg lægge et lag til Stones forståelse af begrebet som omhandlende human control (Stone, 1989: 300). Dermed bliver kontrol reduceret til, om det er menneskeligt muligt at påvirke situationen. I forhold til min problemstilling er det meningsfuldt at beholde det overordnede niveau med tanke på en diskussion af, hvorvidt det overhovedet er muligt at gøre noget ved klimaforandringerne. Men for at give analysen yderligere dybde vil jeg nuancere brugen af begrebet, så det også omfatter forskellige aktørers mulighed for at udøve kontrol. Derfor vil kontrol i min analyse blive brugt i relation til panelets estimering af muligheden for at påvirke udviklingen og hvilke aktører, der i så fald kan gøre det.



Figur 4: Figuren angiver, hvordan Stones nøglebegreber vil blive brugt til at udlede problemdefinitioner af klimapanelets rapporter og de autoritative tekster fra partierne.

Den videnskabelige problemdefinition fra hvert nedslagspunkt vil jeg holde op imod den problemdefinition, partierne opererer med på det pågældende tidspunkt, så den første klimarapport fra 1990 eksempelvis sammenlignes med partiernes udsagn i den samme periode (Case 1 og Case 2 i Tabel 1). Hermed kan det efterprøves, om Socialdemokratiet hurtigere end Venstre kommer på linje med IPCC, og om Venstre på et tidspunkt accepterer klimaforskningens problemdefinition.

Policy-løsninger
For at afprøve forventningen om, at partierne vil vælge forskellige policy-løsninger vil jeg inddrage de klimarelaterede lov- og beslutningsforslag, Socialdemokratiet og Venstre har fremsat i baselinen, 1990/1991, 2001/2002 og 2014/2015. Ved at inkludere begge typer forslag sikrer jeg, at hverken regeringen eller oppositionen forsømmes. Det er således primært førstnævnte, der kommer med lovforslag, mens sidstnævnte står bag beslutningsforslagene. For at snævre min søgning ind vil jeg udelukkende interessere mig for de forslag, der vedrører Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet samt Skatteministeriet.

Førstnævnte ministerium er oplagt, fordi det har klimaet som ressortområde og er ansvarlig for at træffe beslutninger om fremtidens energiforsyning med store implikationer for CO2-forbruget. Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet har dog kun eksisteret siden 2007. Forinden var opgaverne delt mellem Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet. Derfor vil jeg i 1990/1991 og 2001/2002 studere lovforslag stillet i regi af de to ministerier.

Skatteministeriet er valgt på baggrund af specialets interesse for regulering. Hvis et parti vil forsøge at ændre danskernes adfærd i en mere klimavenlig retning via øget beskatning, vil det komme til udtryk i de forslag, der bliver stillet her.

I konstruktionen af baselinen vil jeg gøre brug af samme fremgangsmåde som ved de øvrige nedslag og medtage lov- og beslutningsforslag stillet i regi af Skatteministeriet, Energiministeriet og Miljøministeriet i perioden 1. juli 1988- 1. juli 1989.

Fordi Huber og Inglehart ikke definerer, hvad de konkret forstår ved regulering, må jeg ty til andre kilder for at kunne arbejde med begrebet på analyseniveau. Hos Benoit og Laver knytter begrebet sig til den politiske kontrol med markedet, men denne definition er heller ikke tilstrækkelig udfoldet til at kunne bruges analytisk. I stedet vil jeg anvende Evert Vedungs typologi over politiske instrumenter. Her skelnes der mellem tre typer af policy-løsninger: Regulering, økonomiske instrumenter og informative tiltag. Ifølge Vedung er regulering measures undertaken by governmental units to influence people by means of formulated rules and directives which mandate receivers to act in accordance with what is ordered in these rules and directives (Bemelmans-Videc, Rist, & Vedung, 1998: 31). Regulerende tiltag forstås altså smalt som forbud og påbud, hvor de omfattede personer er tvunget til at adlyde en autoritativ ordre. Det er tydeligt, at både Huber og Inglehart samt Benoit og Laver sigter på en bredere forståelse af regulering som påvirkning af markedet på andre måder end gennem forbud og påbud. Derfor er det nødvendigt også at inkludere, hvad Vedung betegner som økonomiske instrumenter. Det er tiltag, der søger at korrigere adfærd ved enten at gøre det dyrere eller billigere at udføre en given handling (Bemelmans-Videc et al., 1998: 32). Til denne kategori hører blandt andet skatter, afgifter og tilskud.

I min analyse vil jeg derfor opgøre partiernes parlamentariske aktivitet i forhold til regulerende tiltag, der har til hensigt at mindske udledningen af drivhusgasser. Den parlamentariske aktivitet omfatter både partiernes egen fremsættelse af lov- og beslutningsforslag og deres stillingtagen til andre partiers forslag. Her vil der jævnfør ovenstående argumentation blive tale om regulering i en bredere forståelse end Vedungs, så det også omhandler økonomiske instrumenter. Derudover vil jeg inddrage partiernes parlamentariske aktivitet i forhold til deregulerende tiltag, der kan forventes at øge udledningen af drivhusgasser eller svække indsatsen for at nedbringe den. Også her vil jeg gå bredt til værks og inkludere både juridiske initiativer som ophævelse af forbud og påbud samt økonomiske tiltag som afskaffelse eller lettelse af skatter, afgifter og tilskud. Ved at analysere både regulerende og deregulerende tiltag er det muligt at belyse partiernes policy-adfærd mere dybdegående. Der bliver således tilføjet endnu et parameter, hvor partiernes løsningsvalg kan adskille sig fra hinanden.

Opsummering af operationaliseringer
Som beskrevet ovenfor vil jeg i min analyse operere med en blanding af kvantitative og kvalitative indikatorer. De fire indikatorer vil tilsammen bidrage med svar på, hvordan den ideologiske udvikling hos partierne har været gennem perioden, om klimaforskningen med tiden har fået en større gennemslagskraft, om partiernes problemdefinitioner minder om klimaforskningens, samt hvordan partierne har ageret i forhold til lovgivning. Tabel 3 bidrager med en oversigt over indikatorerne og måden, de måles på.


Tabel 3: Tabel over undersøgelsens indikatorer, deres kilder og måleværdier.

< Teori

Indholdsfortegnelse

Analyse >