| Earth Liberation Front (ELF)20-05-2018 21:32 | |
| Jakob★★★★★ (9287) |
Dømt for terror. 7 års anbringelse i et fængsel beregnet til terrorister. Det blev straffen i USA til en mand, der bevidst kun har medvirket til materiel skade ( hærværk ), som ikke var for egen berigelses skyld, men kun for at bremse skader på miljø og klima. Hvis man ikke ønsker at føle den mindste sympati med folk, som er dømt for terror, så vil jeg gerne fraråde, at man bruger 1½ time på denne video: IF A TREE FALLS 2011 https://www.youtube.com/watch?v=UmZkNNJqr1I Men hvor langt er det rimeligt for danske økologiske aktivister at gå..? Hvor slemt skal det blive med klima, miljø og råstof forbruget, før et flertal i befolkningen vil betragte en given handling som retfærdig og i orden..? |
| 22-05-2018 15:50 | |
| Jakob★★★★★ (9287) |
En lille novelle: DELF Da fuglene gik i krig. I Vadehavet en stille aften for et år siden lå der to edderfugle på vandet og diskuterede verdenssituationen. De var begge pensionerede 5 stjernede generaler fra Edderfuglekorpset, så de var ikke til små slag med vingerne. De blev lidt højrystede, og det vidste de godt selv fra tidligere, at de ville blive, så derfor var de trukket lidt væk fra resten af flokken. Men denne aften var det som om, der var noget i luften, som fik dem til at hidse sig yderligere op, og det begyndte efterhånden at trække de andre edderfugle til, fordi de gerne ville følge med i, hvad der egentlig foregik. Men da de kom tættere på, så blev de to Generaler helt stille. Og var det meget højrystede usædvanligt, så var stilheden det kun endnu mere, og det fik straks resten af flokken til at komme ilende til. Til sidst var de alle samlet helt tæt om de to gamle, og den ene begyndte at tale sagte til den anden. Okay, jeg giver op. Men så må du selv fortælle dem, hvad det er, du vil gøre, og hvad risikoen er. Derefter blev der igen helt stille for en tid, mens en Generaledderfugl i tjeneste ledsaget af tre Majoredderfugle svømmede helt frem i forreste række. Derefter begyndte den anden gamle Generaledderfugl at tale. Som I alle ved er Edderfugle fredelige fugle, der ikke ønsker at genere andre. Alligevel har vi i årtier trænet angrebsøvelser og afledningsmanøvrer og natnavigation og meget meget mere. Alt sammen fordi vi føler os truet af mennesker, og endnu har intet givet os andet end tab på tab på tab. Den gamle General slog blikket ned et øjeblik, som ville han mindes alle de døde. Men så løftede han blikket, og der var en sjælden glød i hans øjne, og han fortsatte nu med hævet stemme. Men hvad I ikke ved, er, at vi gennem årtier også har udviklet nogle hemmelige våben, og hvis den nuværende forsvarskommando er med på det, så har vi besluttet at sætte det hele ind mod Danmark nu. De tilstedeværende officerer fra forsvarskommandoen havde stor respekt for de to gamle, så de kiggede kort på hinanden og nikkede hvorefter de gjorde honør for den gamle, som fortsatte.. Det drejer sig om nogle vira, som vi har udviklet og anbragt i hemmelige undersøiske grotter i Norge og i den svenske skærgård. I nat i ly af mørket skal I bringe bud til divisionen i Storebælt, og den vil, når den modtager kodeordet "Vira-DELF" iværksætte operationen. Målet med operationen er at inficere mennesker, så de i bedste fald begynder at tænke helt anderledes fornuftigt. Risikoen ved krig er, at det slår fejl, og endnu flere vil dø. Er der nogen spørgsmål.? Nede bagerst i flokken er der en ung edderfugl, som begynder at røre uroligt på sig. Den har spottet to skydepramme, som langsomt og uset har nærmet sig flokken, og pludselig bliver den bange og flyver op, og det skræmmer alle de andre, og med et bliver hele mødet forvandlet til et kaos af edderfugle, som ligger alt for tæt og kæmper for at komme i luften. De to gamle edderfugle er de sidste til at komme på vingerne og "bang bang", lyder det fra den forreste skydepram, og de to gamle edderfuglegeneraler styrter døde i havet. Se far, jeg dublerede, råber den forreste jæger tilbage til sin far i den bagerste flydepram. Ja, det var flot min dreng, lød det fra faderen, som sendte hunden apport, og den hentede lydigt de to edderfugle. Senere samme nat i bulder mørke flyver to meget vrede Majoredderfugle i angrebsfart til Storebælt med kodeordet, og derfra sendes der straks bud videre til Kattegat og til det Det Sydfynske Øhav, hvor yderligere to divisioner ligger i kantonnement. I den følgende tid og altid i ly af mørket og i små grupper begynder edderfuglene at hente små biologisk nedbrydelige kapsler fra Norge og Sverige, og de drysser dem jævnt ud over hele Danmark. Et år senere et sted ved Limfjorden. Et år senere finder en ålefisker ved Limfjorden en underlig kapsel i tarmen på en ål, han har fanget. Han klemmer lidt på kapslen, og det får den til puffe noget støv ud, som lugter lidt sødligt. Han tænker, at det nok er en ligegyldig pille, som en turist har tabt i fjorden, og han smider det hele i skraldespanden. Men samme aften får han det underligt. Han begynder at svede og bliver rastløs. Han skulle egentlig tidligt i seng, fordi han skulle op og sætte åleruser dagen efter, men det kan han slet ikke overskue. Omsider falder han i søvn, men vågner kort efter, og da er solen allerede tæt på at stå op. Han tænker, at så kan han jo ligeså godt sætte ruser alligevel, men da han finder ruserne frem, så kan han ikke få dem lagt op på trækvognen. Det er som om nogle stemmer inde i hans hoved løbende overbeviser ham om, at åleruserne i stedet skal hen på bålpladsen og brændes. Da bålet er på sit højeste begynder han pludselig at smile, og det er som om, der kommer en fred i hans sind, som han ikke kunne huske, siden han var en lille dreng. Det var så underligt, at han straks gik ind i seng igen, fordi han troede, at han måtte være meget syg. Der sov han som en sten i 24 timer, og da han vågnede igen følte han sig som født på ny og kvik som en frisk. Mens han sad og drak morgenkaffe kom han i tanke om sit dykkerudstyr og fik lyst til snorkle lidt i fjorden. Det var længe siden, og våddragtens lynlås var sej at trække op over maven, men det gik. Dykkerknivens skede og brillerne passede som altid, og så var det bare afsted. Igen vidste han ikke helt, hvad der drev ham til det. Det føltes bare så rigtigt at lægge sig ud i vandkanten og skvulpe og svømme og kigge på det undersøiske liv i fjorden. Langsomt men uforklarligt sikkert svømmede han langs kysten i retning af det område, hvor han og de andre fiskere satte deres åleruser. Efterhånden som han kom nærmere satte han farten lidt op, og før han fik set sig om, var han helt henne ved de ruser, som de andre ålefiskere lige havde sat. Egentlig ville han helst svømme væk igen, men så begyndte stemmerne i hans indre igen at kommandere rundt med ham. Han måtte svømme tættere på og pludselig var han blevet filtet ind i en ruse, så han måtte skære sig fri med dykkerkniven. Det blev noget af en frigørelse, for rusen var nærmest fuldstændigt flænset i stykker, før han var færdig. Og som om det ikke var nok, så svømmede han videre til den næste ruse, hvor der skete det samme og efter den endnu een og så fremdeles, indtil han havde flænset alle ruserne på række og svømmede død træt hjem igen. Han var urolig over, hvad han havde gjort, men da han gik i seng sov han igen bedre end nogensinde og næste dag var han igen kvik som en frisk. Han gik ned på stranden og mødte de andre fiskere, der stod fortabte og kiggede på deres flænsede ruser. Han kunne fortælle, at hans ruser ikke var flænset, men forsvundet sporløst, og han anede ikke, hvad der var på færde. Men han sagde også til dem, at han ikke ikke gad det mere, og det måske var, hvad de kunne forvente, når miljøministerens eneste begrundelse for ikke at forbyde ålerusefiskeriet var, at andre lande ikke ville være med til det og Danmark ikke skulle gå foran. Hans ord gjorde nogle af de andre vrede, mens et par stykker gav ham ret og sagde, at de også ville stoppe. Nogle af de vrede ålefiskere ville fortsætte ålefiskeriet, fordi de havde spillegæld og tjente mange sorte penge på at sælge ål til den lokale kro. Men i løbet af de næste måneder måtte de alle give op. Glade og friske badegæster slæbte ganske enkelt alle åleruser op på stranden og pralede med, hvad de havde fundet. Bådene kunne heller ikke ligge i fred mere, og politiet kunne dårligt gøre noget, fordi der var for mange utroværdige turister, som alle ville prale med deres fund. Kromanden ville i øvrigt heller ikke købe ål mere, fordi han for ofte oplevede, at hans gæster blev chikaneret, når de havde spist ål hos ham. Og det kunne endda fortsætte flere uger efter, de havde indtaget et måltid på kroen. Hvis de tog bilen til byen, så blev den genkendt af nogle mennesker, som nærmest pr. naturinstinkt kom til at spytte på dens forrude og dørhåndtag. Det var en grim tid med mange skældsord, men efter et halvt år blev ålen fredet, og der faldt en idyllisk ro over hele området. Ålefiskerne var i stedet begyndt at dyrke økologiske grøntsager i deres haver og solgte dem til stor glæde for hele lokalområdet. På samme tid på Nordjyllandsværket i Aalborg. En dygtig Maskiningeniør med speciale i økonomi og plastik fra AUC er på besøg på Nordjyllandsværket, hvor han har tænkt sig at skrive sin afsluttende hovedopgave. Han har udregnet, at med noget en ny type plastik som bundmembran, så kan de udbygge kulpladsens lagerkapacitet enormt for næsten ingen penge, og det vil kunne svare sig, fordi kulprisen er stigende. Mens han går rundt med de store tanker nede på pladsen træder han på et eller andet, der puffer, og der kommer noget støv på hans ene sko og bukseben. Da han bukker sig ned for at børste det væk, kan han lugte en let sødlig lugt. Dagen efter har han det lidt underligt, da han møder op igen for at danne sig et ekstra godt overblik. Han skulle jo studere omgivelserne, men han kan ikke få øjnene væk fra de kul, som allerede ligger på lager. De tiltrækker ham som en magnet og tankerne flyver afsted omkring alt det dårlige, der er med kul, og hvor nemt det vil være at sætte en stopper for det hele. Blot et enkelt kanonslag kamufleret som et kulstykke i den rette størrelse måtte være tilstrækkeligt til at ødelægge kedlen, så den ville blive for bekostelig at genopbygge. Hvordan kunne det gøres, så ingen kom til skade, og hans tanker fløj afsted omkring alt fra formler til styrkeberegning af kulkedler og kongevand og trykbelastning og personalets arbejdstider og afstand til naboer. Han blev svimmel og kastede op og måtte skynde sig hjem i seng, hvor han sov som en sten i 24 timer. Dagen efter gik han beslutsomt op til direktøren for Nordjyllandsværket og fortalte, at han havde kalkuleret nogle risikomomenter, som fik ham til at anbefale at projektet blev droppet. Da direktøren hørte om risikomomenterne, blev han meget forfærdet, og de blev hurtigt enige om i stedet at starte et projekt for en langt hurtigere afvikling af værkets kulkraftanlæg til fordel for lagring af vindenergi. Efter mødet var den unge ingeniør vokset to tommer, så hans bukser var begyndt at stumpe, og han mærkede en indre lykke og styrke, som han aldrig havde oplevet før. Novellen overlader herfra gerne de efterfølgende afsnit til læsernes fantasi: På samme tid i nærheden af Cheminova. På samme tid i Randers i industrikvarteret. På samme tid på kajen i Københavns Havn. På samme tid i Odense. På samme tid ved olieraffinaderiet i Fredericia. På samme tid på et arbejdsformidlings kontor i Haderslev. På samme tid i nærheden af svineslagteriet i Thisted. På samme tid på et embedsmands kontor i Fødevareministeriet. På samme tid i forbindelse med et edderduns dyneudsalg over hele landet. Osv..... Hvad er det mon forfatteren ønsker at sige med denne novelle..? |
| Debatter | Svar | Seneste indlæg |
| The greening of the earth | 1 | 29-04-2022 18:55 |
| Randall Munroe a timeline of earth´s average temperature, kritisk gennemgang. | 16 | 04-10-2016 14:34 |
| The Greatest Debate on Earth | 0 | 17-12-2009 21:30 |