'Naturfølelse'

At være engageret i kampen mod klimaforandringer er noget helt andet, og det er en af Fredrik Sjöbergs pointer: Klimaengagement bygger på rædsel.
»Det er frygten for, at alt går ad helvede til,« siger han og læner sig frem i Hotel Admirals kønsløse lædersofa.
»Naturfølelsen bygger på det modsatte, den bygger på glæde.«
Man kan ikke bygge et samfund på frygt og rædsel, for ingen orker at være bange i så lang tid, siger han. Et engagement, der trækker på naturfølelse, holder meget længere.
»Det var derfor, jeg blev natursveriges mest forhadte mand,« siger han med henvisning til essays med samme titel.
»Jeg syntes, man overdrev for meget, og man skabte for meget rædsel.«
Rædslen er effektiv i det korte tidsperspektiv, og hvis man skal skaffe sig tilhørere eller vælgere, men man kan ikke bygge et samfund på den.
Selv er Fredrik Sjöberg rundet af den svenske miljøbevægelse. Fra han var ti år i 1968 til 1983 var han aktiv hos Feltbiologerne.
»Det var mit universitet. Jeg lærte meget mere dér om politik, samfund og natur, end jeg nogensinde gjorde på Lund Universitet.«
En tid der var meget social også.
»I begyndelsen var vi alle sammen drenge, der kiggede på fugle. Så kom pigerne, der gik op i dyrerettigheder til, og vi er alle sammen gift med hinanden.«
Fredrik Sjöbergs kone er også feltbiolog, og det mere end antydes, når han fortæller, at han ikke mener, man kan forandre samfundet uden at have en fest.
»Går du kun op i klimagrafer, dør du af kedsomhed, selvom der findes noget tillokkende ved at bo i apokalypsens indbyggede mørke. Der er noget trygt i at vide, at det hele alligevel går ad helvede til.«
Ungdommens engagement i miljøbevægelsen gav ham også en særligt sensitiv radar over for overdrivelser.
»Jeg genkender en kampagneoverdrivelse, når jeg ser den.«
Hvad enten kampagnen kommer fra det kommercielle skovbrugs side eller fra miljøvennerne, hvorfor han i perioder har stået alene med sine standpunkter...

Netop det akademiske ligger ham på sinde i sin definition af essayet. Men som hos essayisten Jonathan Franzen er han faktisk bedst, når han er bevæget og ikke kun belæst. Som når han pønser på at få sin hævn over en klimajournalist ved at hælde lunken glögg ned over hende

Jeg synes nærmere, at det tyder på en karakterbrist

Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt

Men med hensyn til naturfølelse uden en bred indsigt, så er det min erfaring, at man næsten er dømt til at gøre mere skade end gavn

Ornitologen har set en kat tømme en fuglerede.
Han brokker sig til kattedamen, og de bliver enige om, at katten ikke hører hjemme i naturen.

Med lobbyisme får de sammen twistet lovgivningen og et etiksæt, så det bliver vanskeligere og mere bekosteligt at avle huskatte, så det nærmest kun er kæledyrsfanatikere i byen, der har råd til kat. Og disse mennesker har ikke skadedyrsjagt, men nærmere en unaturlig kat med smuk upraktisk pels som avlsmål.
Og deres indavlede krapyl holdes ikke inde, men slippes ud og forurener huskattens genmateriale til ukendelighed.

Landmanden, som ikke er med i pagten, han forstår ikke, hvad der sker. Han må avle flere og flere katte for at bekæmpe det samme antal mus, og flere og flere katte dør for ham af kulde og sygdomme, fordi de mangler medfødt modstandskraft.

Og sådan gik det til, at "dyreeksperter" i den bedste mening giftede sig, men med for smal indsigt fik påført huskatten og naturen langt flere lidelser og meget mere nød i et stort arbejde, hvor i hvert fald den ene part ellers netop stærkt ønskede at opnå præcist det modsatte.