Vindmølleenergi skal lagres, men hvordan..?

En "søø":
http://ing.dk/artikel/86496

Angående konserveringen af kraftværker, er det så ikke bare et spørgsmål om at spule kedlen ren og derefter, når den og turbinen et tørre, så at sprøjte det hele ind i tynd olie..?
Holder man derefter temperaturen på ca. 18-20 'C, så er der næppe noget jern, der ruster det første års tid.

De eksisterende anlæg skal selvfølgelig betales, men de er jo også stadig kernen i distributionen, så jeg ser ikke, at der kan blive tale om at lukke eller skrotte dem.
Derimod kan et effektivt og billigt konserveringssystem forlænge deres levetid og reducere reservedelsbehovet, så afskrivningstiden evt. kan forlænges betydeligt.
Altså under forudsætning af, at vindkraften boomer og overtager hovedparten af årsproduktionen.

@BOE
Hvor stort et anlæg bliver der tale om, omkring lammefjorden. Effekt og hvor meget vand flyttes altså hvor meget energi er lagret som el.

Byernes affald er et andet sted hvor uudnyttet energikilde forekommer til overflod.

Punkt 1. Så skal vi have nogle store varmeværker interesseret og det må i første række være DONG og Københavns Energi og de større byer som Randers, Århus Ålborg og jo herunder projektet omkring Odsherred.

Offentlige støttemidler er også en alen lang proces

Har du andre firmaer du mener skal med jeg når måske at få noget afsendt i morgen.

Jeg kiggede hos York og fandt deres varmepumpe HPC 108S som kan levere ca. 1 MW. Jeg formoder dert er varme (35-70 deg C) og hvis vi siger COP = 4 skal der jo så bruges 250 kW el for at lave dine 1 MW varme.
Er det en sådan man får for 2 mio kr?

På mit lille varmeværk kan jeg købe el på markedsvilkår med et afgiftsniveau på 18 øre/kWh.
Så umiddelbart skulle det jo være muligt at producere varme til 10-20 øre/kWh.
Men jeg skal jo så have en varmekilde. Og det er om vinteren det er svært.

Hvad koster en luftkilde til 1MW om vinteren ved 0-5 C?
Hvor meget jordverme skal man dække for at klare det?
Hvis man anvendte solfangere hvad skulle da til og vil de kunne gøre det om vinteren?

Og hvad vil det koste?

Kan du hjælpe med at komme tættere på en simpel MWh kalkyle som Boe og jeg vil kunne håndtere?

Det har vel pligt til at forbruge gas eller?

Hvis man lader store dele af varmeforsyningen både ved private gasforsynede boliger og fjernvarmeværker overgå til varmepumpe og møllestrøm. Har du nogen ide omkring hvor meget naturgasnettet herefter mangler årligt til at afdrage gælde

Hvis den tidligere VKR regering regnede rigtigt, er der pt. ikke afdraget en eneste krone på naturgasnettet. Hvis der fra start blev sat en afdragsperiode på 30 år, er der nok ca. 25 år tilbage før naturgasnettet er betalt, men det kan jo afdrages hvis vi eksportere naturgassen til Tyskland m.fl.

Af Steen Leth Jeppesen

NR. 26, 27. juni - 3. juli 2008

Regeringen har indledten kampagne for at få den enkelte til at tage »et ansvar for fællesskabet«. Der er således ministre, som tager et ansvar, fordi de går en tur, sender deres aflagte tøj til genbrug, undlader at spise en kage osv.

Men hvis der findes et særligt »ansvar« for det, som kaldes »fællesskabet«, så må det vel egentligt være de folkevalgte, der skal løfte det.

De har nemlig ubetinget ansvar for den offentlige sektor. Men måske har de svært ved at leve op til det, siden de taler udenom ved at koncentrere sig om private virksomheders ansvar – og tilsyneladende også den almindelige borgers adfærd. Selv om det vel rettelig ikke rager dem.

Men hvordan varetager de folkevalgte politikere deres eget »ansvar«?

Det er svært at se. For politikerne har nemlig været ansvarlige for den ene fadæse og skandale efter den anden i den offentlige sektor. Lad mig bare nævne DSBs nye tog, forsvarets materielanskaffelser, efterlønnen, dagpengeperioden, ulandsbistanden, opera- og teaterkaos i København, tv-ditto, rekordantal borgere på passiv forsørgelse, aftaler med kommunerne, som disse aldrig har overholdt. Kære skatteborger: Prøv at læse finansloven og se, hvilke uhyrligheder dine skattekroner bruges til.

Hvordan skabes det holdbare grundlag for velfærden? Mange vælgere synes at tro, at det tilvejebringes ved, at vi passer og behandler hinanden, og i øvrigt ved at stille offentlige kasser til rådighed. Det er imidlertid helt ude i hampen. Vi kan ikke leve af at passe hinanden! Grundlaget for velfærden er et konkurrencedygtigt privat erhvervsliv, der kan klare sig i en globaliseret økonomi. Kan det ikke fungere, fjernes gradvist grundlaget for velstand og velfærd, uanset minister Hjort Frederiksens og andre socialdemokraters besværgelser om den offentlige sektors og velfærdssamfundets ukrænkelighed. Naturligvis er den offentlige sektors indsats også vigtig, ikke mindst hvad angår infrastrukturen. Beklageligvis er det dog her, »velfærdspolitikerne« har svigtet mest ved at misrøgte veje, jernbaneskinner, skoler, universiteter og lign., der ikke har været tilstrækkeligt potente i den almindelige stemmekøbspolitik.

Det helt katastrofale svigt i relation til »ansvaret for fællesskabet« tog sin begyndelse allerede under den borgerlige flertalsregering Baunsgaard fra 1968 og er fortsat siden. Det har nu ført til, at Danmark blandt sammenlignelige lande samlet har det allerhøjeste skattetryk. Selv om det er svært at udtrykke ved et enkelt tal, og selv om enkelte (socialdemokratiske) velfærdsapologeter i den forbindelse har forsøgt at forklare, at skattetrykket slet ikke er så højt i international sammenhæng, hvis man bare i sammenligningen udelader en del af de danske skatter og afgifter(!), er situationen ganske klar: Der er fyldt på alle hylder. Marginalsatserne i indkomstbeskatningen er i international top, bilskatterne findes næppe højere, pensionsafkastbeskatningen heller ikke, momsen er rekordhøj, de utallige punktskatter er i den internationale topliga osv. Hvordan er det overhovedet kommet så vidt?

Vi er så rige, fortæller man befolkningen. Alle mulige interessegrupper kræver ind. De politiske partier – hvis medlemstal er sunket fra 25 til 5 pct. af vælgerne – har sørget for at blive statsfinansierede og koncentrerer sig om midtbanespillet med henblik på opfyldelsen af ledernes ministerambitioner.

Nu har vi altså den vestlige verdens relativt største offentlige sektor og højeste samlede skattetryk. Så godt som alle interesseorganisationer – ikke mindst dem på græsrodsniveauet – har imidlertid fremdeles et ønske om øgede offentlige udgifter på deres eget felt. De utallige (som hovedregel offentligt aflønnede) »eksperter«, som landet er forsynet med, har næsten alle deres egen udgiftssag. Det er et ganske stærkt nummer, når en stor del af befolkningen åbenbart tror, at goder og ydelser kan trylles frem som »gratis«.

Hvem dæmmer op for det? Vi har et såkaldt skattestop, som i det mindste burde kunne standse finansieringsstrømmen til al den veldædighed og den generelle godhedsindustri og disses mange velbjærgede fortalere. Men det forhindrer jo efter al erfaring alligevel ikke stigende beskatning. Og nu skal skattestoppet ophæves ved den planlagte skattereform – for så at blive indført igen. Det er da vist, hvad man ellers kalder et prokuratorkneb.

De politiske partier indgår næsten alle i den gavebod, som allerede har bragt dansk økonomisk politik ud i tovene. Det har ført til et samlet beskatningsniveau, der er en trussel mod privat initiativ og virkelyst, begrænser udbuddet af arbejdskraft og på sigt vil føre til afvandring af de bedst kvalificerede unge, der vil bort fra den vestlige verdens skatteinferno.

Men politikerne er altså ikke dem, der vil tage det afgørende ansvar for velfærden ved at sige, at nu er nok nok – og mere end nok – på skatteområdet, og at der derfor bør ske en mærkbar reduktion af det samlede skattetryk. Således fables der stadig om, at den helt nødvendige sløjfning af topskatten mv. må »kompenseres« ved andre skattemæssige foranstaltninger, f.eks. ved en forøgelse af de i forvejen meget høje energiafgifter og/eller gennem et eller andet dødsstød til det allerede kriseprægede ejendomsmarked.

Det er nødvendigt med en modstand mod den udvikling i retning af en stadig voksende strangulering af den privatbetingede velfærd i det danske samfund, hvor privatforbruget i forvejen længe har været klart mindre end i andre vestlige lande. Også fordi et øget rum for privat initiativ og virkelyst på sigt er den eneste mulighed for at bevare også den – sekundære – velfærd, der flyder fra den offentlige sektor.

Skatteborgerforeningen har på et partipolitisk uafhængigt grundlag til opgave at mobilisere den modstand, som de politiske partier så åbenlyst ikke evner. Den består af almindelige borgere, som finder, at nok er nok – og mere end nok – på det skattemæssige område. Helt aktuelt vil vi gerne bidrage til at forhindre nye skatte- og fordelingsmæssige overgreb i forbindelse med en kommende skattereform. For der er som nævnt allerede fyldt op på alle hylder. En nedsættelse af indkomstskatten ved sløjfning af top- og mellemskat vil være meget velkommen. I vidt omfang vil det være selvfinansierende, som skattemyndighederne jo også selv er kommet til at påpege. Men skal der ske en provenumæssig kompensation i et eller andet omfang, bør det som nævnt ikke gennemføres ved andre skatte- og afgiftsforøgelser, afskaffelse af fradrag etc. Danmark har et offentligt udgiftsbudget på ca. 800 mia. kr. En relativ rekord. Således kan man konstatere, at vi har verdens dyreste politikere. Kan de ikke inden for den ramme finde evt. fornødne kompenserende besparelser, må man konstatere, at vi også har verdens dårligste af slagsen uden relevant ansvar for fællesskabet og velfærden.

Vi vil anbefale Skattekommissionen, at den tænker utraditionelt. Sporene fra andre skattereformer skræmmer, og man kan frygte forslag om »neutrale« skatteomlægninger udtænkt i skatteøkonomers hjerner, som blot vil øge de økonomiske forvridninger og på længere sigt skattetrykket. Efter sommerferien går kommissionen ind i sin udredende og konkluderende fase, og dens forslag fremlægges i begyndelsen af 2009. Kommissoriet giver faktisk visse muligheder for at agere nytænkende og ikke bare være lænket til det uændrede samlede skatteprovenus aksiom. Overskrider man disse uskrevne regler, risikerer kommissionens forslag naturligvis at lide samme kranke skæbne som mange af de konstruktive forslag om sociale og velfærdsmæssige reformer fra salig Velfærdskommissionen. Men måske er der dog trods alt en stærkere opinion, der mener, at nok er nok – og mere end nok – på skatte- og afgiftsområdet. Skatteborgerforeningen vil bidrage til at skærpe den opinion. Vi håber, at Skattekommissionen har mod og evne til nytækning i Vestens mest skatteplagede land.

Hvorfor nedlægge gasmotoren? Er det ikke bedre at tilmelde den som backup for vindmøller - 1 mio pr. MW pr. år?

Jeg syntes lige dette læserberv fra weekend avisen var på sin plads

Problemet med gasmotor og backup er at de skal bruge 30 min til at starte til de kan opkobles til net.

Siger du hermed, at gasmotorer ikke dur som backup?

Jeppesen er formand for den i indlægget anpriste 'Skatteborgerforening'!

Som de virker i dag kan de ikke umiddelbart overtage produktion ved vindmølleudfald.