Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D., Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USAOm godt fire uger starter COP17 i Durban, Sydafrika (28. november til 9. december). Senest har fremtrædende klimafortalere såsom EU’s klimakommissær Connie Hedegaard og USA’s tidligere vicepræsident og modtager af Nobels Fredspris Al Gore henholdsvis været fremme med, at: 1) amerikanske politikere – kongresmedlemmer – afviser videnskabelige fakta, samt at antividenskaben har slået rod i den allerede kommende præsidentvalgkamp, og 2) at den globale opvarmning blot vil blive udsat med omkring 20 år, hvis kun de rige lande holder op med at udlede drivhusgasser. Al Gore mener, at klimaproblemet kun løses, hvis alle nationer, rige som fattige, kommer med i en global aftale. Hermed gør Al Gore op med store dele af den internationale klimalobby, som hidtil har støttet ideen om, at det kun er de rige lande, der skal reducere udledningen af deres drivhusgasser. Med COP17 i horisonten, og de forskellige politiske udmeldinger i rygsækken, så lad os for en kort stund gøre status og drage på en tur rundt om de seneste videnskabelige udmeldinger omkring forholdene i for eksempel Grønland og Polarhavet for 2011, som de i oktober blevet præsenteret ved den internationale klimakonference WCRP (World Climate Research Programme) i Denver, Colorado, USA.
Her er i punktform beskrevet, hvordan året 2011 (oktober 2010 til september 2011), med perspektiv til tidligere år, har artet sig:
- Året 2010/2011 havde en unormal varm vinter i det nordvestlige Grønland, efterfulgt af unormale kolde temperaturforhold i marts-april og igen rekordvarme sommerforhold i det nordvestlige hjørne af Grønland.
- En unormalt stor overfladeafsmeltning forekom på indlandsisen, især i den vestlige del. Overfladeafsmeltningen i sommeren (juni til august) 2011 er af satellitterne blevet bestemt til det tredjestørste areal siden 1979, efterfulgt af 2007 og 2010. I perioden midt-maj til midt-september var indlandsisens arealafsmeltning den sjettestørste efter 2010, 2007, 2002, 1998 og 2005.
- Sommernedbøren (snenedbøren) var under det normale for den sydlige halvdel af indlandsisen, samt årsnedbøren under gennemsnittet i Vest-, Sydvest- og Sydøstgrønland, men derimod over gennemsnittet i Nordvestgrønland. Ingen årlige nedbørsrekorder blev sat.
- Overfladealbedoen var i gennemsnit den laveste observeret i de seneste 12 år på indlandsisen baseret på MODIS-satellitobservationer for juni til august. Dette som en konsekvens af den øgede smeltning og de lave nedbørsforhold. Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi. En mørk flade med lav albedo optager langt mere energi fra Solen – og omvendt.
- Tæt på observeret rekordtab for indlandsisens overflade i Kangerlussuaq-regionen, Vestgrønland. Massetabet for K-transektet var i 2011 i gennemsnit det næstlaveste i 21 år. Derimod blev der for andet år i træk observeret rekordafsmeltning fra lokale gletsjere i Østgrønland, målt siden 1995.
- Tabet af isareal fra de af indlandsisens udløbsgletsjere, der er i direkte kontakt med havet/fjordene, bestemt ud fra MODIS-satellitter, var cirka 45 kvadratkilometer, eller omkring 79 kvadratkilometer mindre end det gennemsnitlige årlige tab over de sidste 10 år (124 kvadratkilometer pr. år).
- For indlandsisen som helhed, bestemt ud fra GRACE-satellitten, var tabet (april 2010 til april 2011) af masse på omkring 430 gigatons, hvilket er omkring 70 % mere end det gennemsnitlige tab på 250 gigatons pr. år for perioden 2003 til 2009. Et tab svarende til en havniveaustigning på 1,1 millimeter, og dermed det største tab siden man startede med GRACE.
- Havisarealet var omkring 2,5 millioner kvadratkilometer mindre end i perioden 1972-2000. Samtidig kunne det konstateres, at såvel Nordøst- som Nordvestpassagen var åben for kun anden gang i nyere tid. Havisarealet nåede 9. august sin minimumudbredelse – et minimum, der blev det næstlaveste, siden satellitobservationerne blev påbegyndt i 1979 (kun overgået af 2007). Havisen var dog generelt tyndere i 2011 end i 2007, og i de seneste 10 år er isdækket i gennemsnit blevet mindre og tyndere.
At nogle benægter og afviser videnskabelige fakta i forhold til klimaforandringer, skulle man ikke tro muligt anno 2011, for som det bl.a. er præsenteret her, så indikerer en objektiv fremstilling af klimaet og isforholdene for 2010/2011 (med perspektiv tilbage i tiden), at vi i gennemsnit er på vej mod højere temperaturer og et mindre isdække, såvel på land som i oceanet. At der forekommer årsvariationer, er blot et udtryk for den naturlige variabilitet i klimaet, men den overordnede tendens gennem de sidste adskillige årtier er ikke til at tage fejl af. Med baggrund i vores nuværende viden, så tyder det på, at kloden på sigt vil blive varmere og mindre isdækket – kort sagt bliver eksempelvis Grønland grønnere. At såvel
Connie Hedegaard som Al Gore slår et slag for klimaet og påpeger, hvorledes klimaforandringerne på sigt kan forsøges bremset, vil forhåbentlig sammen med de objektive videnskabelige analyser af klimaet være med til, at videnskaben sejrer over antividenskaben, og at flere får øjnene op for klodens igangværende forandringer som et resultat af menneskets påvirkning – det gælder især beslutningstagerne for de tunge industriforurenende og drivhusgasudledende lande.