Om vejr og vindFrede Vestergaard, Weekendavisen
I DANMARK blev 2006 et rekordvarmt, solrigt og temmelig vådt år. Det blev det varmeste år, der er registreret i Danmark, siden Danmarks Meteorologiske Instituts forgænger begyndte at måle temperaturen i 1870.
Det fremgår af årsrapporten Danmarks Klima 2006, som er udarbejdet af John Cappelen. Den blev i sidste uge lagt på på DMIs hjemmeside.
Vejrmæssigt blev 2006 i det hele taget rekordernes år. Ikke siden 1947 har vejret sat så mange rekorder, især hvad angår varme i den sidste del af året. De første tre måneder af 2006 var faktisk vinterlige og gav en kold
start på året.
Årsmiddeltemperaturen for landet som helhed varierer fra år til år, fra under 6 grader til over 9 grader. Med en årsmiddeltemperatur på 9,4 grader celsius var 2006 knap 1,5 grader varmere end 1870.
Året 1870 lå i slutningen af den såkaldt lille istid, som et andet sted på DMIs hjemmeside bliver beskrevet som »perioden fra 1450 til 1900, hvor Europa, Nordamerikas østkyst og hele Asien oplevede nogle af de laveste temperaturer i de sidste 10.000 år.«
De 10 varmeste år, siden temperaturmålingerne begyndte, er spredt fra 1930rne til 1990erne. De fleste år har siden 1988 ligget i den varme ende. Omvendt var perioden fra slutningen af 1950erne til slutningen af 1980erne koldere end i de foregående to-tre årtier.
Hvad angår soltimer satte 2006 dog ikke rekord. Som det fremgår af grafen (figur 1) er det fortsat 1947, der kan tegne sig for mest sol, siden DMI i 1920 begyndte også at registrere soltimer.
Globalt blev 2006 det sjettevarmeste år, der er registreret på Jorden siden globale målinger begyndte for omkring 140 år siden. Det var især på den nordlige halvkugle, det var varmere end normalt, og selv om december måned blev den varmeste, der nogensinde er målt globalt, forblev 1998 det varmeste år, der er registreret siden regelmæssige målinger begyndte.
Siden 1998 har temperaturtrenden faktisk været faldende, i modsætning til, hvad man undertiden kan få indtryk af i reportagerne i nogle medier, men medarbejdere ved klimaforskningscentret Hadley Centre bebudede i begyndelsen af januar, at 2007 vil blive varmere end 1998, fordi der er udsigt til en kraftig El Nino i år.
Den globale temperatur er siden starten af det 20. århundrede steget cirka 0,7 grader mod som nævnt en temperaturstigning i Danmark på knap 1,5 grader
siden 1870.
Men hvorfor har det nogle steder på kloden været varmere end sædvanligt, og andre steder koldere i de seneste måneder. Det afgøres af den såkaldte
jetstrøm, siger Ole Humlum, der er professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet, og tidligere lektor ved Københavns Universitet.
»Det er i høj grad jetstrømmen, der bestemmer, hvordan lavtrykkene bevæger og fordeler sig, og hvor varmt og koldt det bliver forskellige steder på den nordlige - henholdsvis den sydlige halvkugle. Jetstrømmen er en kraftig østgående vind, der kan være hundreder af kilometer bred. Der er to jetstrømme ved de polare breddegrader. En på den nordlige og en på den
sydlige halvkugle.
Figur nr. 2 viser jetstrømmen i 200 millibar-højden, dvs. i 5-7 kilometers højde, som den lå på den nordlige halvkugle den 15. januar i år. På grafen ser den ud som en stor, omtrentlig cirkel med Nordpolen som centrum, men den ligger ikke stille. Den bevæger sig i bølger rundt om Jorden. Det område, der ligger i cirklen inden for jetstrømmen, er de kolde polare luftmasser.
Om sommeren ligger jetstrømmen længere nordpå, således at det kolde område omkring Nordpolen bliver mindre. I den kolde del af året, altså om vinteren, er jetstrømmen langt kraftigere og mere veldefineret, og
cirklens »radius« bliver større. En større del af den nordlige halvkugle kommer dermed til at ligge i det kolde område nord for jetstrømmen eller polarfronten, som man også - især tidligere - kalder grænsen mellem de varme og de kolde luftmasser. Det er langs denne grænse mellem den kolde og varme luft, at lavtrykkene dannes. Og det er denne grænse lavtrykkene følger på deres færd rundt om kloden.«
Professor Ole Humlum siger videre, at det interessante ved jetstrømmen er, at der ikke er nogen god teori for dynamikken i systemet.
»Den har ikke kunnet beskrives i modeller. Derfor har det ikke hjulpet, at vejrberegningscomputerne er blevet stadig større og kan kapere flere data.
Der er ingen, der kan forudse, hvordan jetstrømmen varierer mere end nogle få dage frem i tiden. Det er en af hovedårsagerne til, at vejrudsigter ikke med ret stor nøjagtighed kan række mere end to-tre-fire dage, for
jetstrømmen ændrer pludselig beliggenhed, uden at det er forstået hvorfor.
Nogle gange løber den i en forholdsvis enkel form rundt om den nordlige halvkugle, således at strømningen foregår meget jævnt, men lige pludselig får den et meget mere slynget forløb. Og hvis man har en slynge, der drejer mod nord, så efterfølges den i reglen af en slynge, som bevæger sig i retning af ækvator. Det forklarer, hvorfor der nogle steder pludselig kommer vældig varm luft, for der er altid varme luftmasser syd for
jetstrømmen, mens der er koldt nord for.
På figur 2 angiver de violette farvetoner lufthastigheden. Jo mørkere de er, des hastigere er luftbevægelsen i meter pr. sekund. Pilene angiver retningen. Det, som ligger inden for det kraftigt farvede violette bælte, er de kolde polare luftmasser, som polarfronten afgrænser til de varme luftmasser syd for fronten.
Som det fremgår af figuren, lå polarfronten den 15. januar ret langt mod syd over den østlige del af Stillehavet og rammer Nordamerika på grænsen mellem Mexico og
USA. Figuren vedrører kun denne ene dag. Men det gjorde jetstrømmen faktisk i nogen tid i januar, svarende til at man i en periode havde det usædvanlig køligt i San Francisco og i Californien i det hele taget. Fra det sydlige Californien trak fronten mod nordøst op over USA og ud over Nord-Atlanten, syd om Grønland og ramte det europæiske kontinent lidt nord for Skotland og gik ind over det sydlige Norge, således at hele Vesteuropa - noget usædvanligt for årstiden - lå syd for polarfronten.
Derefter bøjer hovedstrømmen mod syd og går ned mod Sortehavet, men der er en lille strøm, der fortsætter ind over det nordlige Rusland ind mod Sibirien, og tager nogle af de varme luftmasser med sig derind. Syd for
polarfronten er det forholdsvis varmt.
Jeg har lavet et temperaturdiagram (figur 3) for den nordlige halvkugle for januar, hvor jeg sammenligner temperaturen i januar med gennemsnitstemperaturen for januar for årene 1995-2004.
Temperaturdiagrammet omfatter ganske vist hele januar, mens figur 2 vedrørte den midterste dag i måneden, men faktisk ser man eksempelvis, at
det i Californien var koldere end sædvanligt, og i Europa varmere end sædvanligt, ligesom tilfældet var i et område af Sibirien. Altså akkurat som man skulle forvente det ud fra jetstrømmens beliggenhed den 15. januar, og en række andre dage i løbet af måneden, hvor den løb på nogenlunde samme måde.
Og hvad man også ser er, at samtidig med at temperaturen nogle steder var klart over gennemsnittet for de foregående ti år, var den andre steder på samme breddegrad under gennemsnittet. Det er således ikke nogen generel opvarmning, der er forklaringen på vinterens usædvanlige vejr,« slutter professor Ole Humlum i telefonen fra Oslo.