Frigivelse af kulstof fra vådområder kan forværre klimaproblemet

En kombination af stigende temperaturer og generel udnyttelse af jorden har ført til, at mange af verdens vådområder i dag er truede. Den store mængde kulstof, der er bundet i vådområderne risikerer derfor at blive frigivet til atmosfæren og dermed forstærke drivhuseffekten yderligere.
Denne dystre udvikling er baggrunden for den ottende "International Wetlands Conference", der netop har fundet sted i Cuiaba, Brasilien. 700 eksperter fra 28 lande deltog i konferencen for at kaste lys over problematikken.
Vådområderne, der består af marsk- og sumpområder, tørvemoser, floddeltaer, mangrover, tundraer, laguner m.m., udgør 6% af Jordens landområder - men de gemmer på omkring 771 milliarder ton drivhusgasser, hvilket i CO2-ækvivalenter svarer til det samlede indhold af Jordens atmosfære.
Ved at dræne vådområder i forbindelse med opdyrkning frigives enorme mængder kulstof derfor til atmosfæren. Eksempelvis vil et drænet tropisk sumpområde efterfølgende udlede omkring 40 ton CO2 pr. hektar om året, mens en tidligere tørvemose vil udlede mellem 2,5 og 10 ton pr. hektar årligt.
Inden for de sidste 100 år er over halvdelen af Jordens vådområder forsvundet. Især i de industrialiserede lande er der ikke meget tilbage - alene i Europa er op imod 90% af de naturlige vådområder således blevet inddæmmet, drænet og opdyrket. Det er derfor især i udviklingslandene, at der kan gøres en effektiv indsats for at bevare disse naturlige kulstoflagre, der i dag er nogle af Jordens mest sårbare og truede økosystemer.

Kilde:
ScienceDaily