Husk mig
▼ Indhold

Frosset ud ...

Af Astrid Heidemann Simonsen, Generation K

Det store samtaleemne blandt alle os "almindelige mennesker", dvs. NGO-medlemmer, til topmødet har været den store begrænsning af antallet af os til topmødet.

I går og i forgårs lukkede de 7000 NGO'er ind, hvilket er 20-30 % af hvor mange, vi havde regnet med at kunne få ind. I dag er de gået ned til 1000 NGO-medlemmer, og fredag får kun 90 meget heldige civile lov at komme ind. Én ting er, at det er rigtig træls for os, som har været så heldige at få lov at overvære forhandlingerne indtil videre, at denne spændende oplevelse slutter før tid, og før det går rigtig løs med ministre, deadlines og pres for at få truffet nogle beslutninger. Noget helt andet, og langt mere vigtigt er, at det er et stort problem for forhandlingerne og en fremtidig aftale, at civilsamfundet ikke kan få lov at observere og give deres mening til kende i tilstrækkelig grad.

NGO-medlemmerne er vigtige af flere grunde: dels repræsenterer vi nogle andre interesser end forhandlernes. Hvor det er en forhandlers job at repræsentere sit land og altid kæmpe for, hvad der er i det lands snævre interesser, så er det vores opgave at tale for interesser på tværs af landegrænser, generationer, erhverv osv. Dette betyder ikke, at NGO'erne burde styre forhandlingerne alene, men at kombinationen af mange forskellige mennesker, vinkler og interesser er essentiel for en bred og gyldig aftale. Desuden har mange NGO'er en kernefunktion ift. pressen. Det er klart, at en journalist, uanset om de har skrevet meget om klima, ikke har den samme ekspertviden om politiske eller naturlige processer som personer, som er uddannet inden for disse kerneområder og arbejder med dem fuld tid. Her er det vigtigt, at NGO'er kan give pressen oplysninger om de politiske udspil, som ofte er præget af greenwashing, som kan være svær at gennemskue. Skal medierne kommunikere effektivt, hvorvidt en aftale reelt er ambitiøs, bindende, og hvad vi klima-NGO'er ellers drømmer om, har de brug for eksperter til at gennemskue smuthullerne.

I denne uge gik begrænsningen af NGO'erne så i gang, og det betød, at vi som start på dagen fik lov at stå to timer i kø i den danske morgenkulde – og så hørte vi endda senere, at to timer ikke var noget at prale af! Her i køen opstod en mærkelig blanding af egoistisk skubben på for at komme to minutter hurtigere ind end dem bagved, dels en utrolig stor solidaritet, hvor alle talte med naboen, og rakte hjemmeværnets uddelte kaffe (tak for det, hjemmeværn!) videre til dem, der stod bagved. Det var i denne forsamling, at bemærkningen blev fremsat om, at nu blev vi da i allerbogstaveligste forstand frosset ud af forhandlingerne.

Trods de magtfulde mennesker, som har del i klimaforhandlingerne, så tvivler jeg alligevel på, at de har den form for forbindelse til hvad højere magter der måtte eksistere. Men sandt er det i hvert fald, at vi NGO'er nu fryses ud af FN-processen i de sidste, kritiske dage.





17. december 2009, 22:58 0 kommentar(er) · 4225 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Frosset ud ...:

Husk mig

Lignende indhold
DebatterSvarSeneste indlæg
Niagara Falls frosset til is!110-01-2014 20:11
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik