Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Iben ØstergaardFyn er fin - også til det vedvarendeVi gjorde det, som absolut ikke var god latin blandt græsrodsbevægelser, nemlig at organisere os som en ganske almindelig forening i erkendelse af, at denne traditionelt anvendte struktur stadig var meget brugbar, og tiltrak folk, som normalt ikke ville have deltaget i såkaldt græsrodsarbejde. I OVE ville man ellers have en løsere struktur,men da foreningen for Vedvarende Energi, Fyn blev så kraftfuld, så blev organisationsformen ikke blot accepteret,men også en slags forbillede for resten af OVE. Foreningens succes skyldtes måske ikke så meget organisationsformen, men derimod de aktive medlemmer af megen forskellig karakter, og med mange forskellige positioner i samfundet. Der var formanden Unni Bille Brahe, som brændte for sagen, og som havde en ejendom med en gammel, men nyrestaureret vandmølle. Der var Olaf Erichsen, aktiv radikal, som også brændte for sagen, og som drev et handelsfirma i Odense - i dag er hans hovedmetier handel med vindmøllestumper. Der var Jørgen Bjerring, som ud over at bruge megen tid på den vedvarende energi også var aktiv i lokalpolitik og havde fuldtidsarbejde på ‘uni’.
VindmøllefreaksDer var Per Nielsen der sammen med et par kammerater udviklede en lille mølle. Det var før han blev ingeniør og startede VEdata i Aalborg. Leif Henriksen, højskolelæreren fra Båring Asperup, som med sine elever havde bygget et stort solvarmeanlæg til højskolen. Der blev udarbejdet en VE-plan til Båring Asperup, men den løb ud i sandet, da gassen skulle til byen. Der var Produktionskollektivet Svantevit, som den dag i dag installerer solvarmeanlæg. Her huserede bl.a. Ole Hansen, som siden da har arbejdet for den vedvarende energi, specielt solvarme. Først i en årrække i Vestsjællands Amt, hvor han stod for de første vellykkede solkampagner, så i Energistyrelsen og på DTI, og senest hos solfangerfabrikanten Batec.
Der var en flok unge tidligere Tvind-møllebyggere,
Lars Peter Riishøjgaard, Sanne Wittrup,Martin Winther-Jensen, Hans Peter Ravn Rasmussen og
Iben Østergaard, (forfatteren til dette kapitel), som nu havde indset, at vejen måtte gå over de små vindmøller. Derfor havde vi givet os i kast med en lille 11 kW mølle, Veflinge-møllen, som voldte os meget besvær i mange år, og som derfor aldrig blev til det arbejdsløshedsprojekt, som den var ment som.Men den gjorde da, at vi fem aldrig var arbejdsløse i de 12 år møllen stod.Martin Winther-Jensen og Sanne Wittrup udfyldte i øvrigt et begyndende behov for vindmålinger, idet de lavede den første transportable vindmålemast af galvaniseret vandrør med kop-anemometer af tre plastictragte, som var blevet kalibreret ved at blive holdt ud af vinduet på vores gamle russiske bil. Derefter blev vindmåleren stillet op ved landingsbanen i Beldringe og målingerne sammenholdt med lufthavnens vindmålinger. På samme køretøj blev masten bragt rundt til de kommende mølleejere, hvor den så var monteret i nogle måneder. Et af de første steder vindmålermasten blev stillet op, var i forbindelse med en OVE-udstilling på arealer, der lå lige ud til en vej; det vakte sådan en opsigt blandt trafikanterne, at to biler kørte sammen, fordi de havde travlt med at glo på ‘monstrummet’.
Praktikere og politikereForeningen for Vedvarende Energi, Fyn var altså præget af praktikere, og det var de praktiske resultater, der var i højsædet, så de kom til at stå som modstykke og supplement, til de mange generalister, som ellers prægede OVE. Ja, sådan så det i hvert fald ud fra Fyns land: Københavnerne gik mere op i at registrere og informere, mens fynboerne syntes, at der først skulle være noget at registrere og informere om. En dag henunder aften ringede formanden for OVE fra København til et bestyrelsesmedlem fra Fyn. Hun kom løbende ind ude fra værkstedet, hvor de netop var ved at hejse generatoren på plads, derfor havde hun ikke tid til at drøfte energiplaner og udstillingsaktiviteter med teoretikeren og strategen fra København - en prioritering, som han ikke helt forstod.
Ved et senere bestyrelsesmøde, som fandt sted på en gård meget længere ude end kragerne normalt vender, fik de blege københavnere vindens magt at føle under en af de jordfygninger, der virkelig flyttede rundt på bøndernes afgrøder.
Samtidig med det praktiske udførte fynboerne mange public relation opgaver og andre organisatoriske opgaver: Vi startede de yderst velbesøgte ‘Åbent hus’ arrangementer på VE-steder på hele Fyn, vi havde lokale vindtræf i form af studiekredse, arrangerede OVE-landsmøde i Odense, havde samarbejde med Fyns Stifttidende, hvor en journalist dækkede den vedvarende energi fortrinligt. Vi skrev, redigerede og trykte OVEs Internblad på Badstuen i Odense i en årrække, og gav interviews til det lokale blad og samarbejdede med den lokale smed, som interesserede sig for VE.