Klima- og Energiminister Connie Hedegaard udgiver i denne måned bogen
"Da klimaet blev hot", og her slår hun fast, at klima og energisikkerhed vil blive kædet stærkere sammen. Klimadebatten er ikke bare en trend lige nu, men den vil efterhånden ændre karakter.
Koblingen mellem sikkerhed og energi vil blive forstærket af, at olien er ved at slippe op. Således begynder Nordsøens oliekilder at løbe tør omkring 2017, og det betyder, at klimadebatten vil ændre karakter, forklarer Connie Hedegaard i et interview med Kristeligt Dagblad.
"Klima og energisikkerhed vil blive kædet stærkere sammen. Barack Obama nævnte selv for nylig som præsidentkandidat, at et af de vigtigste emner, han vil fokusere på, er energisikkerhed. Der vil komme et større politisk fokus på, hvordan vi undgår at være afhængige af Mellemøstens olie, Kinas penge og Ruslands gas," siger hun til avisen.
Kilde: Kristeligt Dagblad