Helbredelse og forebyggelse

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.) ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, USA.

Isen i Grønland smelter, og det globale havniveau stiger. Derfor vil amerikanske indlandsisforskere til sommer på en noget atypisk måde forsøge at tage kampen op mod de globale klimaforandringer og den hastigt smeltende gletscheris. Forskerne vil overdække et område af Indlandsisen (10.000 kvadratmeter) med forventningen om, at det hvide udrullede kunststoftæppe vil minimere afsmeltningen og afstrømningen af smeltevand fra den smeltende Indlandsis.
Et pilotprojekt som dette er en interessant idé og kan vel mest af alt betragtes som et pædagogisk eksperiment. Men at tro, at en 'tæppebombning' af samtlige gletschere og iskapper, der er truet af global opvarmning, er vejen frem, synes som en fjern tanke, samt en tidskrævende og uoverkommelig opgave i forbindelse med en reduktion af massetabet fra de enorme ismasser.
Idéen om en tildækning af Indlandsisen er blot et eksempel på, hvordan videnskaben gennem den seneste tid via kreative alternative løsningsmodeller – via de såkaldte 'geomanipulationstiltag' – forsøger at minimere effekterne af de globale klimaforandringer. Af andre kreative forslag kan nævnes tiltag, der bl.a. har til hensigt at sænke den globale temperatur ad kunstig vej. Dette gennem teknologier, der enten reducerer solindstrålingen ved menneskeskabte midler eller uddrager CO2 fra atmosfæren.

Problematikken omkring klimaforandringerne stikker dybere end de nævnte manipulationstiltag. Det handler ikke om, hvorvidt vi kun skal helbrede klodens tilstand – minimere effekten af igangværende klimaforandringer – gennem videnskabelige tiltag og nye teknologier, men ligeledes omkring, hvad der skal til af politiske tiltag for at forebygge effekten af fremtidige formodede klimaforandringer. Politiske CO2-reduktionstiltag som af klimaforskere vurderes til at være for små og komme for sent: jo længere tid der fra politisk hånd går med forhandlinger samt en ratificering af en kommende afløser for Kyoto-aftalen, jo sværre og dyrere bliver det at begrænse temperaturstigningen til 2–3 grader ved udgangen af dette århundrede.
En helbredelse af klodens tilstand – af klimaforandringernes effekt – gennem geomanipulering bør af det politiske system ikke opfattes som et alternativ til en forebyggelse af fremtidige CO2-reduktionsforhold; som en kattelem for en kommende traktat, der skal afløse den nuværende Kyoto-aftale. Men derimod som en aktiv medspiller i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer i det omfang, at tiltagene ikke griber forstyrrende og ødelaggende ind i klodens økosystemer.

Et afgørende spørgsmål er, om vi for fremtiden vil acceptere, at atmosfæren anvendes som losseplads for vores CO2? For perioden 2000 til 2007 var CO2-udledningen til atmosfæren steget i gennemsnit 3,5 procent pr. år, hvilket er mere end tre gange den observerede stigning i 1990'erne (0,9 procent i gennemsnit).
For Danmarks vedkommende står det skidt til! Så skidt, at Danmark vil udlede 35 millioner tons flere drivhusgasser, end regeringen har forpligtet sig til, hvis ikke der strammes op på den danske klimastrategi (for yderligere info se http://concito.info). Det vil betyde, at Danmark har svært ved at leve op til Kyoto-forpligtelserne for perioden 2008 til 2012. Dette synes en smule pinligt, da Danmark som vært for COP15 ikke selv er i stand til at leve op til egne krav.

Men hvordan knækkes CO2-kurven, så koncentrationen af drivhusgasser ikke fordobles inden udgangen af dette århundrede? Vil det kunne ske med allerede kendte teknologier – gennem for eksempel en optimering af energiforsyningen, teknologier til forbedret energiudnyttelse, ved energibesparelse og effektivitestforbedringer samt ved en intensivering af geomanipulerende tiltag? Eller er det, som Stanford-professoren Paul Ehrlich (se klimaklummen fra februar 2009) udtrykker det, ikke langsigtet nok kun at fokusere på energibegrænsende og energieffektiviserende initiativer i en tid, hvor kloden står over for stigende overbefolkning og overforbrug. Problemer verden bør løse indledningsvis ifølge Ehrlich.
Spørgsmålene er mange, og interessante. Hvis ikke vores atmosfære skal ende som losseplads, bør forebyggelse og helbredelse gå hånd i hånd. Og endda måske i kombination med Ehrlichs ideer? En agressiv holistisk klimapolitisk indsats er nødvendig. Grundlaget for en sådan bør være fælles ansvarlighed og fælles forpligtigelser. Det er vigtigt at have i hukommelsen, at klimaproblematikken er et globalt anliggende og en udfordring, som kræver globale løsninger: hvis nogen taber, taber vi alle.