Hvad mener du om yderligere afgifter for bilister, herunder en betalingsring om København?Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti:En betalingsring er en dårlig idé. For det første er det en økonomisk hæmsko, som forvrider københavnsområdet, og det er en urimelig skat på at passere et bestemt punkt, til stor gene for folk som bor i nærheden af ringen. Dertil kommer, at en betalingsring udløser spekulation i at undgå passage af ringen, så man risikerer at skabe en masse omvejskørsel.
Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre:Jeg er enig i, at vi skal lægge afgift på både trængsel og på benzin/diesel.
Villum Christensen, Liberal Alliance:Ikke netto flere afgifter på danske biler, som er verdens højeste, og en betalingsring skaber flere problemer, end den løser. Skal man overhovedet overveje at gå i den retning, ser vi hellere lavpraktiske løsninger i form af p-afgifter i storbyerne, som stort set vil løse trængselsproblemet i samme omfang. Hertil kommer det kæmpestore problem, at der ikke er reelle alternativer til bilen, da den kollektive trafik slet ikke er udbygget og ikke vil blive det i de næste mange år.
Benedikte Kiær, Konservative:Vi har i forvejen en meget høj beskatning af bilismen – og jeg mener derfor ikke, at yderligere afgifter er vejen frem. F.eks. er en betalingsring gift for et fleksibelt familie- og arbejdsliv i og omkring København. Derimod skal vi have en intelligent omlægning af bilafgifter, som fremmer miljørigtige biler og kørsel. Derudover skal vi fremme mere miljøvenlige brændsler.
Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne:Jeg boede selv i London, just inden betalingsringen blev indført der – og var bilist. Det var en kæmpe gevinst for folk i London. En del mennesker rykkede over i den kollektive trafik og en del fortsatte med at bruge bilen, og nu kunne de så køre væsentligt hurtigere gennem byen, fordi trængslen på vejene var aftaget. Man får taget en unødig top af trafikken, og det giver mere plads til den nødvendige trafik.
Vi står jo i Danmark over for lignende gigantiske trængselsproblemer på vores veje, som er tusindvis af spildte arbejdstimer, folk bruger i bilkøer. Derfor er en betalingsring i Hovedstadsområdet en rigtig god idé.
Steen Gade, Socialistisk Folkeparti:SF har foreslået trængselsafgiften for at få flyttet mest muligt transport over på det kollektive system. Det er jo selvsagt en ny afgift for dem, der skal til og fra, men en mindre udgift for samfundet og for de, der vælger at benytte det kollektive. Provenuet skal som bekendt anvendes til at gøre det kollektive transportsystem billigere og bedre.
Per Clausen, Enhedslisten:Det går jeg ind for. Det er vigtigt, at indtægterne går til billigere og bedre kollektiv trafik, og at der skaffes midler til omfattende investeringer i bedre kollektiv trafik inden for de nærmeste år.
<
Tilbage til hovedsiden: 12 spørgsmål til en klimaordfører