Hvad, vi taler om, når vi taler om klima

Af Rasmus Vincentz

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at klimaspørgsmålet faktisk er på den politiske dagsorden, og nu er noget, som langt de fleste mennesker er bekendt med. Og selvom der endnu er en fatal mangel på egentlig handling og implementering af de flotte strategier og skåltaler, så er emnet faktisk noget, der tages stilling til, både hjemme, i virksomheder og politisk, såvel nationalt som internationalt.
Men netop derfor er det vigtigt at spørge sig selv og hinanden: Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om klima? Eller sagt mere ligetil: Hvad er det, vi i det daglige kalder klimaspørgsmålet?
Dette er nemlig langt mere end en akademisk Erasmus Montanus-øvelse, da de (politiske) løsninger, vi kommer frem til, hænger nøje sammen med, hvordan vi forstår, hvad problemet er.

Så lad os lige tage et kort historisk blik på, hvordan klimaet som dagsorden blev formet.
I gamle dage, der hvor klimaet slet ikke var på den brede politiske dagsorden, og heller ikke var noget, man henkastet henviste til over middagsbordet, var opfattelsen af klimaet en ganske anden, end vi ser det i dag.
Vi taler om blot 20 års tid siden, og alligevel er der bogstaveligt talt en verden til forskel. Dengang var det som udgangspunkt opfattelsen, at klimaet var en del af vores natur, og at det hang tæt sammen med de andre miljøproblemer, der var på dagsordenen.

I 1989 udgav Bill McKibben som den første overhovedet en populærvidenskabelig bog om klimaforandringerne, End of Nature (på dansk Farvel til Naturen – Gyldendal 1990). Som titlen antyder, bliver der her anlagt en vinkel på klimaspørgsmålet, som dækker hele vores natur, og især vægtes vores personlige forhold til naturen. Pointen med bogen er, at naturen, som tidligere var uafhængig af os, og frit udviklede sig på sine egne betingelser, nu med de menneskeskabte klimaforandringer endegyldigt er underlagt vores indflydelse. Den vil således aldrig mere kunne findes i sin uberørte og uspolerede form.
”Vi har ændret atmosfæren, og dermed har vi ændret vejret. Ved at ændre vejret gør vi hver eneste plet på jorden menneskeskabt og kunstig.” (McKibben 1990, s. 61). Og med dét følger en stor sorg, ”… for vi har ødelagt et storslået, overdådigt ødselt kunstværk, ført en hammer mod den mest perfekt proportionerede skulptur nogensinde” (s. 89).

Men McKibben var ikke den eneste, der ved klimadebattens opblomstring så klimaspørgsmålet som et spørgsmål om hele vores natur. Også Al Gore, som senere skulle være ham, der for alvor bragte spørgsmålet ud til alle og enhver, og som med sin enestående formidling fik gjort ellers ubegribelige klimamodeller og scenarier forståelige, anlagde på den tid en meget bred tilgang til klimaspørgsmålet.
I 1992 udgav Al Gore bogen Earth in Balance (dansk Jorden i Balance – Gyldendal 1993). Bogen handler helt grundlæggende om den miljømæssige krise, og den behandler blot klimaspørgsmålet som et blandt mange af de globale miljøspørgsmål, verden står over for, fra udvaskning af muldjord, over DDT og ozonhullet til klimaforandringer. Altså en bred forståelse af klima, som en del af en langt større naturproblematik.
Senere skulle Al Gore med sin film og foredrag være blandt de fremmeste til at snævre dagsordenen gevaldigt ind, og kun tale om klima som et spørgsmål om vores CO2-udledning og kun som den del, der stammer fra vores energiforbrug (Den ubekvemme sandhed, 2006).

Det er omkring denne tid, at vi oplever en voldsom indsnævring af klimadagsordenen, der i kraft af stærke forenklinger nu kun bliver set som et spørgsmål om vores energiforbrug. Altså den CO2, der stammer fra afbrænding af fossile ressourcer, uden inddragelse af spørgsmålet om naturen i form af skovfældning og landbrug m.m.
I Danmark er denne snævre og overforsimplede tilgang desværre stadig udbredt, og dermed også nogle politiske og personlige prioriteringer, som giver sig ud for at adressere klimaproblemerne, men desværre ofte kun tager fat på en del af udfordringen, svarende til at lappe halvdelen af hullet i sit flade hjul.
I Danmark er det nyeste og klareste eksempel på denne forsnævring af dagsordenen kommet til udtryk med det, der fuldstændig misvisende blev kaldt Klimakommissionen. Sagen var nemlig den, at kommissionen i sin rapport fra september 2010 stort set kun behandlede energispørgsmål, og gik ud fra, at hvis vi får styr på udledningerne fra energiproduktion (57 %), så er vi i mål med de nationale tiltag på klimaområdet. De resterende danske udledninger, der kommer fra landbruget (ca. 15 %) samt import af produkter som soya fra sydamerikanske regnskovsområder eller palmeolie fra Sydøstasien, er så godt som overset. Men ikke helt. På side 45 i kommissionens rapport er begrænsning af drivhusgasser ”fra andet end energi” behandlet. Vi taler her om 162 små ord, som afsættes til at behandle et emne af det omfang. Det fremhæves godt nok her, at landbruget er den næststørste udleder af drivhusgas (efter energisektoren), og det bliver slået fast, at det er ”afgørende at fokusere på en udvikling i landbruget, der i en betydelig grad kan begrænse udledninger fra selve produktionen”. Fuldt stop – så står der ikke mere! Det ville være sjovt, hvis det ikke var så tragisk.

I dag har vi fortsat et Klima- og Energiministerium (inkl. Byggeri), som er ansvarlig for klimaområdet herhjemme og i de internationale forhandlinger. En opdeling, der giver mening af en række grunde, men som desværre også afslører en opfattelse af klimaspørgsmålet som en sag for energinørderne uden indblanding fra folk, der går op i og har ansvar for natur og landbrug.
Men måske er der lys forude. Miljøminister Ida Auken holdt forleden oplæg på et arrangement kaldet Rebuild21. Her talte hun længe og meget passioneret om ressourcespørgsmål, og problemerne med at begrænse og erstatte vores enorme forbrug af jordens ressourcer. Ressourcetilgangen til klima- og miljøudfordringerne rummer et stort potentiale til at rejse nogle af de mere grundlæggende spørgsmål i dansk og international politik, på tværs af den tidligere omtalte snævre forståelse af klima. Det bliver spændende af følge, om miljøministeren har succes med at få den tilgang til at være fremherskende i dansk såvel som europæisk politik.

Imens vi afventer svaret på det, kan vi tage fat på at spørge os selv: Hvad mener du egentlig, når du taler om klimaspørgsmålet? Ser du alene skorstene, biler og kraftvarmeværker for dit indre blik, eller er muldjord, træer og køer også en del af billedet?
I mit daglige arbejde lægger jeg stor vægt på at holde klimaspørgsmålet åbent og omfattende, uden at forfalde til at snævre det ind. En halv forståelse risikerer at give halve løsninger, og dem kan vi ikke bruge til noget. Jeg har tidligere arbejdet meget direkte med energi i forhold til klimaindsatsen, men fandt den tilgang for snæver og savnede de større hensyn til den natur, vi lever i og lever af.
I mit arbejde i Lejre Klimagruppe lægger vi selvfølgelig vægt på de direkte energispørgsmål, som f.eks. udbygning af vedvarende energi i kommunen, og generel begrænsning i udledninger af drivhusgasser. Derudover er vi dog også meget engagerede i spørgsmålet om f.eks. lokal produktion af fødevarer. Det sidste både for at være med til at gendanne en rig og mangfoldig natur, som er godt for den biologiske mangfoldighed og for at binde kulstof i jorden, men selvfølgelig også for at sænke CO2-udslippet fra opvarmede drivhuse og lang transport.

Pointen er, at vi skal holde op med kun at tænke fossile brændsler og energiproduktion, når vi taler om klima. Ja, det udgør langt den største del af Danmarks udledninger af drivhusgasser, men håndteringen af energispørgsmål er på afgørende vis flettet sammen med spørgsmålene om, hvordan vi behandler naturen. Mest oplagt med udviklingen inden for biomasse, biogas og eventuelt optag af CO2 i mulden, men også i kraft af, at der ved vores afbrændinger af fossile brændsler skabes overflod af næringsstoffer i naturen, som kvæler utallige hjemmehørende arter og udrydder stor dele af den historiske danske flora og fauna.
Husk derfor, at klimaudfordringen, selv om det måtte stille større krav til vores formidling, vedrører hele vores natur i al dens mangfoldighed og kompleksitet! Kun med en nuanceret forståelse af problemet kan vi finde en nuanceret løsning.