Der er ikke styr på, hvor atmosfærens CO2 forsvinder hen. Hvert år bliver 1,6 milliarder ton væk. Det afslører en analyse af jordens CO2-balance udført af en forskergruppe fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet, skriver Forskning.no.
Sammen med førsteamanuensis Peter Anton Stæhr og forskningsassistent Lars Båstrup-Spohr har professor Kaj Sand-Jensen kigget på CO2-balancen i perioden 2000 til 2005, og når alle kilder til CO2 lægges sammen tilføres atmosfæren hvert år 8,7 milliarder tons CO2, hvoraf 7,2 milliarder tons kommer fra afbrænding af fossilt brændstof. 7,3 milliarder ton hober sig op i atmosfæren, opsluges af havet eller på landjorden. Tilbage er en manko på 1,6 milliarder tons, som ingen ved, hvor er blevet af.
Professor Sand-Jensen tør gætte på, at den manglende CO2 optages af uidentificerede dræn på landjorden og i søer, men nøjagtig, hvad der foregår vides ikke. Det kan virke paradoksalt, at man ikke har styr på atmosfærens CO2-regnskab, når det netop er så vigtigt i en tid, hvor der fokuseres meget på den globale opvarmning og hvor kraftig den bliver.
”Når vi ikke ved, hvor kultveilten bliver af, kan vi heller ikke være sikre på, at tabet bare vil fortsætte med at vokse i fremtiden, siger professor Sand-Jensen til Forskning.no.
Forskningsgruppens analyser er offentliggjort i det danske tidsskrift Aktuel Videnskab.
Kilde: Forskning.no
Kilde: Publikum Kommunikation
28. maj 2009, 21:11 0 Kommentarer · 2586 Fremvisninger ·
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.