Hvordan vi taler, når vi taler om klimaet
Af Rasmus Vincentz
Denne klumme handler om nogle overvejelser om sammenhængene mellem noget så dagligdags som, hvordan vi taler sammen, og så en så enorm udfordring som de globale klimaforandringer. Jeg mener nemlig, at en del af løsningen på netop klimaforandringerne skal findes i vores samtalekultur, og forleden fik jeg anledning til igen at eksperimentere lidt med netop disse overvejelser.
Men hvordan skulle samtalekultur og klima dog hænge sammen?
Ideen er, at for at vi kan udvikle løsninger, som passer til et så stort, nyt og anderledes problem som klimaforandringer, kan vi ikke bare benytte os af den palet af løsninger, vi allerede kender. Vi skal simpelthen udvikle nye måder at leve på, producere, bo, spise osv. I forbindelse med at udvikle de løsninger, for ikke at tale om at vænne os til at leve med dem, kræver det, at vi kan tænke ikke bare anderledes, men radikalt anderledes. I den forbindelse spiller det en stor rolle, hvordan vores samtalekultur er, for hvis der undervejs ikke gives plads til, at nye ideer og ufærdige forslag kan komme på banen, kommer der i sagens natur ikke så mange frem. Og hvis de forslag, der kommer frem, med det samme bliver skudt ned, og forslagsstilleren forsøgt jordet og hånet, kan det blive katastrofalt i forhold til at udvikle løsninger på udfordringerne med klimaforandringer (såvel som mange andre udfordringer).
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi sikrer, at vi har en samtalekultur, der er orienteret mod at frembringe løsninger? En samtalekultur kan både være noget, vi er en del af i hjemmet, i familien, på arbejde og blandt beslutningstagere. Desværre ser vi, både hjemme men sandelig også i offentlige ’samtaler’, at de handler om at få ret og vinde over den, man debatterer med. De nationale politikere er ofte et skrækeksempel på dette, og man skal ikke lytte længe til en debat fra Folketingssalen, før det står klart for en, at noget er helt galt.
Denne tilgang vil jeg kalde den debatorienterede tilgang, hvor man som udgangspunkt skynder sig at hævde sit eget synspunkts overlegenhed, leder efter svagheder hos modparten med henblik på at pille dem ned, og lejlighedsvist endda benytter grove og manipulerende tricks til at opnå dette mål.
At politikere ofte er mere indstillet på en nidkær debat end på at lære, fremgik også tydeligt til et vælgermøde, jeg deltog i, i forbindelse med folketingsvalget sidste år. Vælgermødet handlede om klimaspørgsmål, i panelet sad en række politikere fra de forskellige partier, og jeg var ordstyrer. Ved mødets afslutning spurgte jeg: ”Hvad har du lært løbet af mødet?”. Jeg skal sent glemme de måbende ansigtsudtryk og de vævende og ligegyldige svar på det, der, i hvert fald i min optik, burde have været det mest oplagte at svare på.
En helt anden tilgang er, hvad jeg vil kalde en dialogorienteret tilgang. Inden for denne er man imødekommende over for nye ideer, også selv om de ikke fra starten er perfekte, man ser sig selv som medansvarlig for at bidrage til at gøre ideerne bedre, og man tillader sig at trække på hele sin viden og baggrund, i forsøget på at nå frem til løsninger, som er endnu bedre end nogle af dem, deltagerne selv ville kunne frembringe.
Min påstand er helt overordnet, at hvis vi tillader os at fremme en konstruktiv, kreativ og dialogorienteret samtalekultur, hvor nye ideer bliver forsøgt videreudviklet, og hvor man ser sig selv som medansvarlig for netop dette, så har vi en chance for at udvikle løsninger på klimaproblemerne. Ellers er vi for alvor fortabt.
I forbindelse med netop overvejelser om vores samtalekultur og udviklingen af løsninger, var jeg så heldig, at jeg forleden havde anledning til at være facilitator ved et møde i Lejre, hvor jeg bor.
Det skal siges, at jeg den sidste håndfuld år ofte har holdt foredrag, undervist og stået for mange forskellige workshops. Her har jeg altid prøvet at give plads til, at nye erkendelser og forståelser kunne opstå undervejs; men til mødet forleden tænkte jeg, at det virkelig var en mulighed for nærmere at undersøge den dialogorienterede tilgang i praksis.
Mødet handlede om, hvordan borgerne ser på, at Lejre nu har fået en målsætning om at blive en økologisk kommune. Danmarks første af slagsen. I den forbindelse skal der derfor udvikles helt nye tiltag, initiativer og løsninger på, hvordan man kan tænke økologi helt ind i alle aktiviteter i kommunen.
Blandt deltagerne var både Landbrugs- og Fødevareminister Mette Gjerskov, Borgmester i Lejre Mette Touborg, Per Thomasen, der er økologisk landmand, samt forkvinden for foreningen Praktisk Økologi Trine Krebs.
Som led i at planlægge arrangementet havde vi valgt, for nemheds skyld, at kalde det et ’debatmøde’, men egentlig tænkte vi det mere som et ’visionsmøde’ eller ’dialogmøde’, netop for at komme ud over de typisk ret kedelige debatter. Vi gad kort sagt ikke endnu et møde, hvor folk mundhugges, beskylder hinanden for forskellige ting, og ingen rigtig lytter eller flytter sig. Det er opgaven med at blive en økologisk kommune simpelthen for vigtig til.
Til selve mødet brugte jeg som ordstyrer meget bevidst ord som ’skabe’, ’fødsel’ og ’give plads’, for derved netop at lægge op til, at det ikke kun er velkendte løsninger, som skal bringes i spil, men også det at give plads til nytænkning. Herudover gjorde jeg mig umage for at skabe en fælles forestilling om det nye, ved simpelthen at markere den plads i rummet, lige mellem debatpanelet og de andre deltagere. Med armbevægelser angav jeg, at her er der noget, som lige nu synes tomt, men som vi, hvis vi gør os umage, kan fylde ud med en fælles forestilling. Et meget direkte oplæg til at alle kunne træde ind i rollen som medskabere.
Jeg skal indrømme, det lyder flyvsk, og som noget, der ikke engang er varm luft, men måske bare tom luft.
Derfor var jeg også meget spændt på, om folk ville være med på den, og om det ville virke …
Svaret er simpelthen og lige til: JA, det virker. Det lykkedes i hvert fald på mødet i Lejre at skabe en masse god energi blandt alle deltagerne, skabe begejstring for at tænke nyt om, hvordan vi for alvor kan blive en økologisk kommune, og inspirere hinanden til at gå videre med at realisere de tanker. Det er ikke bare min subjektive vurdering, men en gennemgående holdning i den feedback, vi fik på arrangementet.
Jeg skal skynde mig at anerkende, at overvejelser om forskelle på en debatorienteret tilgang og en dialogorienteret tilgang er noget, som en række prominente forfattere har inspireret mig til at arbejde videre med.
Pladsen her tillader desværre kun nogle få citater til at illustrere noget af denne inspiration.
Det første er fra Otto Scharmer, som særligt med sin bog Teori-U fra 2009, går i dybden med kreative processer og herunder også, hvordan vi taler sammen. I hans bog siger han:
“The higher the complexity of a given challenge the greater the need to broaden one’s conversational repertoire and to learn how to operate from other fields of conversational emergence” (Otto Scharmer: Teori-U, s. 275).
En inspirationskilde er desuden den meget anerkendte fysiker David Bohm. Bohm har i en fortryllende lille bog kaldet On dialogue (en samling af artikler udgivet i 1996) fremlagt nogle vigtige overvejelser om betydningen af dialog. En smagsprøve på hans pointer skal kort gives her.
“In a dialogue, however, nobody is trying to win. Everybody wins if anybody wins. There is a different sort of spirit to it. In a dialogue, there is no attempt to gain points, or to make your particular view prevail.”
Og:
“It is clear that if we are to live in harmony with ourselves and nature, we need to be able to communicate freely in a creative movement in which no one permanently holds to or otherwise defend his own ideas.”
Det er nogle slagkraftige udmeldinger, og jeg synes bestemt, de fortjener at blive undersøgt nærmere.
Jeg skal nok vare mig for at hævde, at mit enkeltstående eksperiment i Lejre på nogen måde beviser noget, og hvis man ønsker at anlægge den debatorienterede tilgang, kan man godt skyde denne klummes pointe ned med et ’det beviser da ingenting’. Præcis! Men hvis man derimod anlægger en dialogorienteret tilgang, så ville man for eksempel hellere sige: ’Det lyder skægt og som noget, der er interessant at udforske nærmere. Hvordan mon vi kan prøve det af i andre sammenhænge fremover?’
Dette er netop forskellen på, hvad en debatorienteret og en dialogorienteret tilgang kan lede til. Den første fastholder fokus på vished og skyder ufuldstændige forslag ned, mens den anden interesserer sig brændende for at udvikle ny viden og nye løsninger og ser undervejs endda på, hvordan vi hver især kan bidrage til disse.
Det store spørgsmål bliver herfra, hvilken form for samtalekultur, du ønsker at fremme?
Mit valg er klart, og jeg glæder mig til at arbejde videre, eksperimentere, lege, udvikle osv. med en vished om, at det er noget af det bedste vi i det daglige kan gøre for klimaet.
Et sted at starte er måske med at omdøbe dette site fra klimadebat.dk til klimadialog.dk?
Denne klumme handler om nogle overvejelser om sammenhængene mellem noget så dagligdags som, hvordan vi taler sammen, og så en så enorm udfordring som de globale klimaforandringer. Jeg mener nemlig, at en del af løsningen på netop klimaforandringerne skal findes i vores samtalekultur, og forleden fik jeg anledning til igen at eksperimentere lidt med netop disse overvejelser.
Men hvordan skulle samtalekultur og klima dog hænge sammen?
Ideen er, at for at vi kan udvikle løsninger, som passer til et så stort, nyt og anderledes problem som klimaforandringer, kan vi ikke bare benytte os af den palet af løsninger, vi allerede kender. Vi skal simpelthen udvikle nye måder at leve på, producere, bo, spise osv. I forbindelse med at udvikle de løsninger, for ikke at tale om at vænne os til at leve med dem, kræver det, at vi kan tænke ikke bare anderledes, men radikalt anderledes. I den forbindelse spiller det en stor rolle, hvordan vores samtalekultur er, for hvis der undervejs ikke gives plads til, at nye ideer og ufærdige forslag kan komme på banen, kommer der i sagens natur ikke så mange frem. Og hvis de forslag, der kommer frem, med det samme bliver skudt ned, og forslagsstilleren forsøgt jordet og hånet, kan det blive katastrofalt i forhold til at udvikle løsninger på udfordringerne med klimaforandringer (såvel som mange andre udfordringer).
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi sikrer, at vi har en samtalekultur, der er orienteret mod at frembringe løsninger? En samtalekultur kan både være noget, vi er en del af i hjemmet, i familien, på arbejde og blandt beslutningstagere. Desværre ser vi, både hjemme men sandelig også i offentlige ’samtaler’, at de handler om at få ret og vinde over den, man debatterer med. De nationale politikere er ofte et skrækeksempel på dette, og man skal ikke lytte længe til en debat fra Folketingssalen, før det står klart for en, at noget er helt galt.
Denne tilgang vil jeg kalde den debatorienterede tilgang, hvor man som udgangspunkt skynder sig at hævde sit eget synspunkts overlegenhed, leder efter svagheder hos modparten med henblik på at pille dem ned, og lejlighedsvist endda benytter grove og manipulerende tricks til at opnå dette mål.
At politikere ofte er mere indstillet på en nidkær debat end på at lære, fremgik også tydeligt til et vælgermøde, jeg deltog i, i forbindelse med folketingsvalget sidste år. Vælgermødet handlede om klimaspørgsmål, i panelet sad en række politikere fra de forskellige partier, og jeg var ordstyrer. Ved mødets afslutning spurgte jeg: ”Hvad har du lært løbet af mødet?”. Jeg skal sent glemme de måbende ansigtsudtryk og de vævende og ligegyldige svar på det, der, i hvert fald i min optik, burde have været det mest oplagte at svare på.
En helt anden tilgang er, hvad jeg vil kalde en dialogorienteret tilgang. Inden for denne er man imødekommende over for nye ideer, også selv om de ikke fra starten er perfekte, man ser sig selv som medansvarlig for at bidrage til at gøre ideerne bedre, og man tillader sig at trække på hele sin viden og baggrund, i forsøget på at nå frem til løsninger, som er endnu bedre end nogle af dem, deltagerne selv ville kunne frembringe.
Min påstand er helt overordnet, at hvis vi tillader os at fremme en konstruktiv, kreativ og dialogorienteret samtalekultur, hvor nye ideer bliver forsøgt videreudviklet, og hvor man ser sig selv som medansvarlig for netop dette, så har vi en chance for at udvikle løsninger på klimaproblemerne. Ellers er vi for alvor fortabt.
 |
| Til borgermøde i Lejre, oktober 2012. Her blev nogle af de tanker om en dialogorienteret tilgang, som klummen handler om, afprøvet. |
Det skal siges, at jeg den sidste håndfuld år ofte har holdt foredrag, undervist og stået for mange forskellige workshops. Her har jeg altid prøvet at give plads til, at nye erkendelser og forståelser kunne opstå undervejs; men til mødet forleden tænkte jeg, at det virkelig var en mulighed for nærmere at undersøge den dialogorienterede tilgang i praksis.
Mødet handlede om, hvordan borgerne ser på, at Lejre nu har fået en målsætning om at blive en økologisk kommune. Danmarks første af slagsen. I den forbindelse skal der derfor udvikles helt nye tiltag, initiativer og løsninger på, hvordan man kan tænke økologi helt ind i alle aktiviteter i kommunen.
Blandt deltagerne var både Landbrugs- og Fødevareminister Mette Gjerskov, Borgmester i Lejre Mette Touborg, Per Thomasen, der er økologisk landmand, samt forkvinden for foreningen Praktisk Økologi Trine Krebs.
Som led i at planlægge arrangementet havde vi valgt, for nemheds skyld, at kalde det et ’debatmøde’, men egentlig tænkte vi det mere som et ’visionsmøde’ eller ’dialogmøde’, netop for at komme ud over de typisk ret kedelige debatter. Vi gad kort sagt ikke endnu et møde, hvor folk mundhugges, beskylder hinanden for forskellige ting, og ingen rigtig lytter eller flytter sig. Det er opgaven med at blive en økologisk kommune simpelthen for vigtig til.
Til selve mødet brugte jeg som ordstyrer meget bevidst ord som ’skabe’, ’fødsel’ og ’give plads’, for derved netop at lægge op til, at det ikke kun er velkendte løsninger, som skal bringes i spil, men også det at give plads til nytænkning. Herudover gjorde jeg mig umage for at skabe en fælles forestilling om det nye, ved simpelthen at markere den plads i rummet, lige mellem debatpanelet og de andre deltagere. Med armbevægelser angav jeg, at her er der noget, som lige nu synes tomt, men som vi, hvis vi gør os umage, kan fylde ud med en fælles forestilling. Et meget direkte oplæg til at alle kunne træde ind i rollen som medskabere.
Jeg skal indrømme, det lyder flyvsk, og som noget, der ikke engang er varm luft, men måske bare tom luft.
Derfor var jeg også meget spændt på, om folk ville være med på den, og om det ville virke …
Svaret er simpelthen og lige til: JA, det virker. Det lykkedes i hvert fald på mødet i Lejre at skabe en masse god energi blandt alle deltagerne, skabe begejstring for at tænke nyt om, hvordan vi for alvor kan blive en økologisk kommune, og inspirere hinanden til at gå videre med at realisere de tanker. Det er ikke bare min subjektive vurdering, men en gennemgående holdning i den feedback, vi fik på arrangementet.
Jeg skal skynde mig at anerkende, at overvejelser om forskelle på en debatorienteret tilgang og en dialogorienteret tilgang er noget, som en række prominente forfattere har inspireret mig til at arbejde videre med.
Pladsen her tillader desværre kun nogle få citater til at illustrere noget af denne inspiration.
Det første er fra Otto Scharmer, som særligt med sin bog Teori-U fra 2009, går i dybden med kreative processer og herunder også, hvordan vi taler sammen. I hans bog siger han:
“The higher the complexity of a given challenge the greater the need to broaden one’s conversational repertoire and to learn how to operate from other fields of conversational emergence” (Otto Scharmer: Teori-U, s. 275).
En inspirationskilde er desuden den meget anerkendte fysiker David Bohm. Bohm har i en fortryllende lille bog kaldet On dialogue (en samling af artikler udgivet i 1996) fremlagt nogle vigtige overvejelser om betydningen af dialog. En smagsprøve på hans pointer skal kort gives her.
“In a dialogue, however, nobody is trying to win. Everybody wins if anybody wins. There is a different sort of spirit to it. In a dialogue, there is no attempt to gain points, or to make your particular view prevail.”
Og:
“It is clear that if we are to live in harmony with ourselves and nature, we need to be able to communicate freely in a creative movement in which no one permanently holds to or otherwise defend his own ideas.”
Det er nogle slagkraftige udmeldinger, og jeg synes bestemt, de fortjener at blive undersøgt nærmere.
Jeg skal nok vare mig for at hævde, at mit enkeltstående eksperiment i Lejre på nogen måde beviser noget, og hvis man ønsker at anlægge den debatorienterede tilgang, kan man godt skyde denne klummes pointe ned med et ’det beviser da ingenting’. Præcis! Men hvis man derimod anlægger en dialogorienteret tilgang, så ville man for eksempel hellere sige: ’Det lyder skægt og som noget, der er interessant at udforske nærmere. Hvordan mon vi kan prøve det af i andre sammenhænge fremover?’
Dette er netop forskellen på, hvad en debatorienteret og en dialogorienteret tilgang kan lede til. Den første fastholder fokus på vished og skyder ufuldstændige forslag ned, mens den anden interesserer sig brændende for at udvikle ny viden og nye løsninger og ser undervejs endda på, hvordan vi hver især kan bidrage til disse.
Det store spørgsmål bliver herfra, hvilken form for samtalekultur, du ønsker at fremme?
Mit valg er klart, og jeg glæder mig til at arbejde videre, eksperimentere, lege, udvikle osv. med en vished om, at det er noget af det bedste vi i det daglige kan gøre for klimaet.
Et sted at starte er måske med at omdøbe dette site fra klimadebat.dk til klimadialog.dk?
2. november 2012, 17:31 4 kommentar(er) · 5930 fremvisninger
Kommentarer
| klimanden 8. november 2012, 22:33 Fint nok, men synes måske der går lidt for meget hippiesnak i den. Nogle gange skal man kunne sige til en klimabenægter: Hold kæft en gang ævl, du tager 100% fejl. Der er for mange landsbytosser, på sider som klimadebat.dk og mange andre steder, som ikke har behov for at blive opildnet til flere tosserier gennem naive ønsker om dialog! Især når man tager problemets alvor og tidspresset i betragtning. Vi har ikke tid til al den dialog! |
| Rasmus Vincentz 13. november 2012, 21:57 Hej Klimanden, jeg kan godt følge din pointe om at der nogle gange vil være folk som direkte og med vilje spolerer en dialog, man derfor har lyst til at bede dem smutte af helvede til. Og nogle gange er det også det eneste rigtige at gøre. Det ændrer dog ikke ved at jeg mener vi skal lære at kunne føre en dialog og komme ud over debatterne og de dertil hørende kampe om at have ret. Ikke at vi altid skal føre dialoger, nogle gange skal sandheden at et udsagn afklares, og holdninger brydes, men vi skal bare kunne skifte mellem begge dele, debatorienteret og dialogorienteret, og gøre det bevidst. At du så synes det minder om 'hippiesnak' er der ikke noget at gøre ved. Det mener jeg er en forudindtagethed som ikke bidrager med noget i arbejdet med klimaet. Vi må være åbne for alt der virker, også selv om det minder os om langhårede folk i rundkredse. Det lille offer mener jeg godt vi kan leve med at give. Du slutter din kommentar af med at sige vi 'ikke har tid til al den dialog'. Det er jeg meget uenig med dig i. Jeg er enig i at tidspresset er enormt, men netop derfor har vi ikke tid til at nogle få personer udvikler løsninger, som måske virker i teorien og på papiret, men som resten derefter modarbejder og ikke ser sig som en del af. Det vil for alvor forsinke processen, og derfor bør dialog også være et redskab vi mestrer på vejen til løsninger på klimaproblemerne. |
| Jørgen Petersen 17. november 2012, 13:30 Jeres argumentation tager udgangspunkt i, at klimaproblemet er et stort problem. Det kan man ikke sige at det er, for der findes mange globale problemer, som er langt større og langt alvorligere. Vi skal således passe meget på med ikke at buge en forfærdeligt masse penge på noget, som vi ikke får nævneværdigt gavn af. Pengene kan desværre kun bruges en gang. |
| Rasmus Vincentz 10. januar 2013, 23:00 Til Jørgen Petersen, Ja du kan lige tro at klummen tager udgangspunkt i at klimaet er et stort problem, endda et kæmpestort problem. Det tager alle mine klumme udgangspunkt, og det vil de blive ved med, så du kan godt spare dig den kommentar fremover. Når det er sagt er jeg enig i at der også er andre store problemer, og jeg arbejder selv med det der handler om tab af biodiversitet, men atom- og kemikalieforurening kan også nævnes, lige som sult, ulighed og ressourceproblemer og desværre mange andre. |
Deltag aktivt i debatten om artiklen Hvordan vi taler, når vi taler om klimaet: