Indledning

Af Niels Fuglsang
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2011.

Indholdsfortegnelse

Traditionelle tilgange til dansk energipolitik >

1.0 Indledning
Dette speciale tager udgangspunkt i en undren over, hvordan Danmark i dag er blevet et af de lande i verden med mest vedvarende energi og den højeste grad af energieffektivitet. Begrebet ”det danske eksempel” anvendes til at beskrive det danske energisystem som en model, der kombinerer økonomisk vækst og bæredygtig udvikling. Anerkendte forfattere og kommentatorer fremhæver Danmark som et eksempel til efterlevelse¹. Men hvordan er Danmark nået frem til den position inden for vedvarende energi og energieffektivitet, som det har i dag? Det er det spørgsmål, som jeg vil undersøge i specialet.

I dag udgør vedvarende energi over 20 % af Danmarks energiproduktion. Heraf kommer 20 % af Danmarks produktion af elektricitet fra vindkraft. Det giver Danmark en plads som nummer 9 i verden, hvad angår andelen af den samlede energiproduktion, der udgøres af vedvarende energi. Med til det hører, at Danmark ikke har nogen speciel naturressourcemæssig forudsætning for at udvikle vedvarende energi. Korrigerer man for traditionelle naturlige ressourcer såsom vandkraft/geotermisk energi, havner Danmark på en fjerdeplads, kun bagefter Letland, Finland og Sverige. Og korrigerer man for, at disse landes førerpositioner skyldes deres store skovarealer, som de kan bruge til at producere biomasse, havner Danmark på en førsteplads. Med hensyn til menneskeskabt vedvarende energi, herunder særligt vindmøller, ligger Danmark som nummer 1 i verden (Folketingets energiudvalg, 2006).

Det danske samfund er derudover meget energieffektivt. Siden 1980 er økonomien vokset med omkring 78 %. Men energiforbruget er ikke vokset. Også her udmærker Danmark sig. Den høje energieffektivitet og den høje andel af vedvarende energi har betydet, at Danmark har formået at reducere sin CO2-udledning betragteligt de senere år. Fra 1990 til 2007, hvor økonomien voksede med godt 45 %, faldt CO2-udledningen samtidig med omkring 13 % (Energistyrelsen, 2009b).

Såfremt flere lande fulgte Danmarks opskrift for energipolitikken, kunne man altså komme et godt stykke videre med at løse de globale klimaudfordringer, som verden står overfor². Derfor er der god grund til at interessere sig for, hvordan dette danske eksempel er blevet til. Det er baggrunden for min problemformulering, som følger:

Hvad er baggrunden for Danmarks førende position med hensyn til produktionen af vedvarende energi og graden af energieffektivitet?

1.1 På vej mod det danske eksempel

Bag tallene for vedvarende energi og energieffektivitet ligger en voldsom forandring af de institutioner, der omgiver den danske energisektor. Fra 1973, hvor den første oliekrise ramte Danmark, gik der en forandringsproces i gang. Det er denne proces – der fører til det danske eksempel – jeg ønsker at forklare.

Udviklingen i Danmarks energiforsyning og elproduktion fremgår af nedenstående figurer 1.1 og 1.2. Udviklingen i Danmarks energiintensitet fremgår yderligere af figur 1.3. Meget kort fortalt var Danmark helt afhængig af importeret olie i 1973. Efter 1973 igangsattes en storstilet og hurtig indsats hen imod et skift fra olie til kul som primær energikilde. Der iværksattes samtidig en stor indsats for at fremme energieffektiviteten, især gennem udbygning af kraftvarmeværker kombineret med fjernvarme. Og endelig skete der en intensiveret eftersøgning efter olie og gas i Nordsøen, som begyndte at bidrage til den danske energiforsyning i slutningen af 1970’erne. Kullet i elproduktionen blev i 1990’erne og 00’erne i nogen grad erstattet af naturgas og vedvarende energi – især vind. Kullet fungerer dog stadig i dag som brændsel for omkring 50 % af elproduktionen. Overordnet set går man i energiforsyningen fra olie til kul til naturgas og vedvarende energi, samtidig med at man løbende øger energieffektiviteten.

FIGUR 1.1: Udviklingen i Danmarks energiforsyning³




FIGUR 1.2: Udviklingen i Danmarks elproduktion⁴



FIGUR 1.3: Udviklingen i Danmarks Energiintensitet⁵



Bag denne udvikling ligger en løbende og omfattende institutionel forandring: Fra at være ureguleret bliver energisektoren udsat for detaljeret statslig styring i 1970’erne og 1980’erne for senere at blive delvist liberaliseret i 1990’erne og 00’erne. Parallelt hermed iværksættes institutioner, der skal bidrage til at nedsætte CO2-udledningen fra 1990’erne og frem. Denne institutionelle forandring skabes af nogle politiske aktører, der har forskellige idéer om, hvordan man bør indrette energisektoren. Jeg vil i dette speciale argumentere for, at det er disse idéer, der er kilden til den institutionelle forandring og altså til udviklingen af det danske eksempel. Og det er derfor idéerne – og den måde de er blevet anvendt på af aktørerne til at udvikle institutionerne i energisektoren – der er interessante at analysere for at finde en forklaring på den udvikling, der har ført til det danske eksempel.

1.2 Specialets opbygning

Specialet er delt op i fem hoveddele. Den første er denne indledning, hvor jeg introducerer specialets problemstilling og opbygning. De fire næste handler om følgende:

I afsnit 2 gennemgår jeg kritisk en række repræsentative politologiske analyser af udviklingen i dansk energipolitik for at vurdere, hvilke indsigter disse analyser giver os, samt hvilke svagheder de indeholder. Jeg kategoriserer analyserne ud fra 1) om de tillægger forklaringskraft til strukturer eller aktører og 2) om de opfatter aktørernes interesser som endogene eller eksogene⁶. Jeg vil argumentere for, at man ved at kategorisere analyserne ud fra de to ovenstående parametre kan identificere analysernes styrker og svagheder. Jeg evaluerer og kritiserer således de typer af forklaringer, som analyserne giver, for i det følgende afsnit selv at kunne opstille min egen analysemodel.

I afsnit 3 præsenterer jeg en konstruktivistisk analyseramme, som kan bidrage til at udfylde nogle af de huller, som forklaringerne i de eksisterende analyser indeholder, og som jeg har identificeret i afsnit 2. Jeg tager bl.a. udgangspunkt i Mark Blyths og Nicolas Jabkos teorier om, hvordan idéer kan skabe aktørernes interesser og dermed have afgørende betydning for den institutionelle forandring, der finder sted, samt om hvordan visse aktører strategisk kan bruge disse idéer til at skabe en institutionel forandring.

I afsnit 4 analyserer jeg udviklingen i den danske energipolitik. Analysen stiller skarpt på, hvordan fire idéparadigmer påvirker og bliver anvendt i den danske energipolitik. De fire idéparadigmer, som strukturerer min analyse, er følgende 1) keynesianisme, 2) klimaidéer, 3) neoliberalisme, 4) idéer om grøn vækst. Jeg analyserer, hvordan disse har påvirket og er blevet anvendt af aktørerne inden for rammerne af de eksisterende institutioner i den danske energipolitik.

Endelig sammenfatter jeg i afsnit 5 specialets konklusioner.

Indholdsfortegnelse

Traditionelle tilgange til dansk energipolitik >