Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.) ved Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USAKlodens temperaturer har gennem de sidste mange årtier i gennemsnit været støt stigende. For Arktis som helhed har stigningen været dobbelt så kraftig, og for blandt andet Alaska op til fire gange så kraftig som
den globale middeltemperaturstigning. Senest er det gennem amerikanske videnskabelige undersøgelser blevet dokumenteret, at året 2010 på nuværende tidspunkt ser ud til at blive et af de varmeste år globalt, der nogensinde er målt (siden 1850) – måske endda det varmeste. I årets første halvår var de globale temperaturer tæt på varmerekord, og middeltemperaturerne for april og maj slog alt, hvad man hidtil har registreret.
Og i Arktis smelter isen med hastig fart, såvel på land som i oceanet. Ikke tidligere gennem de seneste 4.000 år har afsmeltningen og afstrømningen af ferskvand fra Indlandsisen til oceanet været større end gennem det sidste årti. Yderligere indikerer observationer fra 2010 af lokale gletschere i Østgrønland, at gletscherranden i gennemsnit for 2010 er tilbagesmeltet med ca. 35 meter, hvilket er dobbelt så meget som gennemsnittet set over de sidste 75 år. I gennemsnitlige år ses en gletscherrandzone-nedsmeltning på mellem 2–3 meter, men i 2010 var nedsmeltningen mellem 4,5–5,5 meter. Altså en dobbelt så stor randnedsmeltning end tidligere. Og for havisudbredelsen i Arktis er det ikke usandsynligt, at denne slår alle minimumsrekorder – selv den ekstreme minimumsudbredelse, som var tilfældet i 2007.
Forud for FN’s klimatopmøde i København, COP15, var der ingen grænser for, hvor vigtig en brugbar bindende klimaaftale var fra politisk hold her og nu. Med en sådan aftale skulle den menneskeskabte udledning af klimaforstyrrende drivhusgasser reduceres og derved sikre, at den globale temperaturstigning kunne holdes inden for 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau – og højst 1,4 grader over det aktuelle niveau.
Mere end et halvt år efter topmødet synes den politiske fiasko ikke til at undgå. Politisk står vi med en vag ikke-juridisk bindende hensigtserklæring –
The Copenhagen Accord –, og med udmeldingerne fra det seneste klimamøde i Bonn i juni synes klimaforhandlingerne sat på
standby, ambitionerne droslet ned samt værende langt fra det niveau, der som minimum var lagt op til før COP15. Klimatruslen er ikke afblæst, tværtimod, selvom de politiske ambitioner synes falmede.
Mens politikerne træder vande, må klimaproblematikken indledningsvis søges løst på anden vis. Én mulighed er et tættere samarbejde mellem indrustriens og videnskabens verden henimod flere klimavenlige løsninger, mere forskning og udvikling i energi- og CO2-reducerende teknologier, der understøtter grøn vækst og klimateknologiudvikling. I særdeleshed fordi industrien er en af hovedleverandørene til den stadig stigende udledning af drivhusgasser til atmosfæren, og samtidig også en del af løsningen.
Hos en af Danmarks største industrivirksomheder, Grundfos (som desuden er verdens største producent af pumper og pumpesystemer), er klimaproblematikken taget i egen hånd, og integreret som en del af virksomhedens drift, udvikling og fremtidige strategi. Koncernen har sat konkrete mål for, hvordan klimaskaden kan forsøges formindsket og bæredygtigheden fremmet, bl.a. ved at koncernen for fremtiden ikke vil udlede mere CO2 pr. år, end hvad tilfældet var i 2008 – selv under forventet økonomisk vækst. Men Grundfos alene kan ikke redde verden, og som bekendt
”løftes der bedst i flok”, men de kan medvirke til, at der tænkes og handles mere klimaetisk og ansvarligt korrekt på de områder, hvor koncernen har viden og kompetence til at gøre en forskel. Derfor har Grundfos i Europa-Parlamentet fået gennemført skærpede lovmæssige energikrav til el-motorer (disse anvendes i pumpesystemer), således at der fra 2017
kun må anvendes de mest energivenlige motorer i pumper og pumpesystemer. Tiltaget vil for EU alene betyde, at udledningen af CO2 vil blive reduceret med 5 procent, svarende til den samlede energimængde, som et land som Sverige årligt forbruger. At industrier som Grundfos er i stand til at påvirke beslutningsprocessen i EU er blot én måde, hvorpå industriens verden, med den videnskabelige dokumentation af klimaets forandringer i ryggen, er med til at skabe det nødvendige momentum i klimaprocessen, når den politiske enighed er falmet og effektive juridisk bindende CO2-reduktionsaftaler lader vente på sig.
Klimaforandringerne er et globalt problem og en udfordring, som kræver globale løsninger, og derfor skal der tænkes radikalt nyt og udvikles nye, epokegørende teknologier, der reducerer CO2-udledningen og imødekommer behovet for klimavenlige løsninger. Løsninger, hvor den danske industri kan være flagskib og signalere klima- og miljøansvar over for omverdenen.