 Inge Røpke, professor i økologisk økonomi, Aalborg Universitet, Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling |
Af Inge RøpkeØkologisk økonomi er et videnskabeligt felt, der formelt blev etableret i slutningen af 1980’erne med foreningen
The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet
Ecological Economics. Forud var gået en længere proces, hvor forskellige strømninger inden for studier af økosystemer, energi, systemteori og økonomisk teori havde fundet sammen. På dansk kan begrebet økologisk økonomi give anledning til den misforståelse, at det drejer sig om studier af økologisk landbrug og fødevarer, fordi vi ikke har den engelske skelnen mellem ”ecological” og ”organic”, men økologi henviser her til et videnskabeligt felt. Grundideen i økologisk økonomi er, at sociale og økonomiske processer altid samtidig er biofysiske processer, dvs. indebærer strømme af energi og materialer gennem biologiske systemer: Samfundsøkonomien kan ses som en metabolistisk (stofskiftende) organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.
En af konsekvenserne af dette perspektiv er fremhævelsen af grænser for vækst. Jorden er i termodynamisk forstand et lukket system, hvor der kun udveksles energi med omgivelserne (og en meteor i ny og næ), og samfundsøkonomien ses som en metabolistisk organisme, der udvikler sig inden for disse begrænsede rammer, biosfæren. Des større organismen bliver – baseret på stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. De livsopretholdende systemer har fx betydning for atmosfærens sammensætning, vandkredsløbet, næringsstofkredsløbet, planternes bestøvning og jordens frugtbarhed. Klimaudfordringen er en af de mange udfordringer, der udspringer af, at samfundsøkonomiens metabolistiske organisme er blevet for stor. Mange af udfordringerne hænger sammen, fx fordi forsøgene på at begrænse brugen af fossile brændsler fører til øget brug af biomasse til energiformål og dermed til overudnyttelse af landbrugsarealerne og vandressourcerne samt pres på biodiversiteten.
For at kunne handle politisk i forhold til disse udfordringer er det vigtigt at følge med i, om det går frem eller tilbage. På klimaområdet gøres det ved at følge udledningen målt i CO2-ækvivalenter, mens det på flere andre områder er mere vanskeligt. Inden for økologisk økonomi er der interesse for ikke bare at fokusere på de specifikke miljø- og ressourceproblemer hver for sig, men også for at fremme forskellige samlede mål, der kan give et bud på, hvor meget samfundsøkonomien fylder i forhold til biosfæren. Det kan være målinger af energiforbrug, materialestrømme (opdelt på fossil energi, biomasse, byggematerialer samt metaller og mineraler) og arealbeslaglæggelse. Sådanne mål illustrerer det samlede pres, vi lægger på biosfæren, og hvordan det udvikler sig over tid. Forhåbningen er, at målene kan give lidt konkurrence til BNP, bruttonationalproduktet, og synliggøre det uholdbare i fortsat økonomisk vækst: Alle mål viser, at den globale samfundsøkonomi fylder stadig mere i biofysiske termer.
Økologisk økonomis understregning af de biofysiske grænser betyder, at fattigdomsproblemer ikke kan forventes løst med økonomisk vækst. Derfor ligger der en etisk udfordring i at fremme en mere ligelig fordeling både globalt og nationalt. Med en mere traditionel forståelse af økonomisk vækst er der ikke nogen modsætning mellem at gøre de rige rigere og samtidig forbedre de fattiges kår, men biofysiske grænser betyder, at den enes forbrug af ressourcer må ske på bekostning af den andens. Derfor er det vigtigt, at de biofysiske mål også kan bruges til at illustrere den skæve fordeling og til at skabe fokus på, hvordan vi i Europa importerer langt flere ressourcer, end vi eksporterer.
På klimaområdet plejer vi i Danmark at rose os af, hvor langt vi er kommet med indfasning af vedvarende energi og med at nedbringe CO2-udledningerne. Men det hører også med til billedet, at vi gennem vores forbrug giver anledning til store udledninger andre steder i verden – væsentlig større end de udledninger, der knytter sig til vores eksport. Hvis vi skal tage den etiske udfordring om gradvis at skabe større lighed i forbrugsmulighederne alvorligt, er opgaven derfor en del større, end den ofte bliver fremstillet.
Den økonomiske krise har bidraget til at begrænse den økonomiske vækst, forbruget og CO2-udledningerne, men sådanne kriser har store sociale omkostninger og er ikke ligefrem en ønskelig måde at forbedre miljøet på. Samtidig drejer krisen det politiske fokus væk fra arbejdet med at tackle klimaudfordringen og hen mod bestræbelser på at genetablere væksten. Det har bl.a. betydet afvikling af nogle af de tiltag, der ellers skulle bidrage til at sikre omstillingen af energisystemet. Fx er PSO-afgiften blevet beskåret, og inden for EU gør krisen det endnu sværere at skabe enighed om at få systemet med CO2-kvoter til at fungere.
Hvis man erstattede den aktuelle sparekurs med en mere keynesiansk orienteret konjunkturpolitik, ville det et stykke af vejen være muligt at kombinere øget vækst med reduktion af CO2-udledninger og andre miljøproblemer, fordi investeringer i bæredygtig omstilling af systemerne inden for energi, transport, fødevarer og boliger ville kunne øge beskæftigelsen. Men set fra et økologisk økonomisk synspunkt kan en sådan politik ikke stå alene, fordi den også ville bidrage til at øge forbruget og dermed til at undergrave miljø- og fordelingsmålsætningerne. Økologisk økonomi kalder derfor på, at vi for alvor begynder at diskutere, hvordan vi kan få et velfungerende samfund uden vækst. Det ville fx kræve væsentlige ændringer af skattesystemet, så finansieringen af velfærdsstaten ikke er afhængig af vækst i arbejdsindkomster, ændringer af arbejdsmarkedet, så flere kunne beskæftiges i arbejdsintensive erhverv, og ændringer af det finansielle system, så det understøtter omstilling i den reale økonomi frem for gevinster ved spekulation. Der er med andre ord nok at gå i gang med.