Derfor spidder jeg isbjørn i Paris

Jens Galschiøt, kunstner

Af Jens Galschiøt

I forbindelse med COP21 i Paris opstiller jeg skulpturen Unbearable. Den forestiller en kobberisbjørn i fuld størrelse, der bliver spiddet på en kæmpe graf over menneskets CO2-udledning. Jeg mener, det er helt nødvendigt at ruske op i vores og verdens lederes opfattelse af, hvilken situation vi står i. Projektet er således et skulpturelt opråb om, hvor skidt det i virkeligheden står til med klimaet.

Politikere og NGO’er luller os i søvn med drømmebilleder og ønsketænkning
Problemet er, at vores politikere og miljøorganisationer ofte ikke fortæller, hvor slemt det rent faktisk står til, fordi de har brug for vælgernes og medlemmernes støtte og for at forsvare deres løsningsmodeller –selvom de overhovedet ikke står mål med problemernes omfang. Vælgerne vil have løsninger, der ikke berører deres hverdag og velfærd for meget, og så nytter det ikke noget for politikerne at sige, at vi skal til at ændre vores livsstil markant, at vi skal begrænse vores flyrejser, betale mere for benzin, spise mindre kød osv. osv.

I stedet får vi serveret historier om de grønne initiativer og vindmølleenergi, om biler der kører længere på literen og om elsparepærer og affaldssortering, og når vi en sjælden gang imellem udleder det samme eller ligefrem mindre CO2 end året før, jubler alle. Men der skal bare meget, meget mere til!
Samtidig underdriver FN’s klimapanel deres tal af frygt for klimaskeptikerne.

Jeg hørte en professor analysere, hvorfor vi ikke ser større protester imod den måde, vi håndterer klimakatastrofen på. Han mener, vi er inde i en ond cirkel, hvor man hører politikere og medier snakke om de fremskridt, der sker, og kun sjældent bliver konfronteret med, at de selvforstærkende klimaforandringer faktisk kan kollapse verdenssamfundet, som vi kender det. Befolkningen kan simpelthen ikke forstille sig, at politikerne og verdens ledere overhoved ikke har styr på det. Og så kan de jo igen stemme på dem, der siger, at bare vi forbruger lidt grønt, går det nok, samtidig med af vi stort set forsætter vores gamle forbrugsmønster.

Det er her, jeg kommer ind med mine kunstneriske manifestationer, som jeg bruger til at iscenesætte eller visualisere et andet billede af verdens tilstand.

Skulpturen Unbearable og topmødet i Paris
Unbearable-skulpturen skal udstilles på COP 21 i Paris. Skulpturen iscenesætter vores påvirkning af klimaet, og den skal være et symbol på de problemer, vi står over for, og vores ansvar for at sikre vores børns fremtid.

Den virkelighedstro kobberisbjørn hænger for enden af en 20 meter lang stålgraf, der viser ophobningen af CO2 i atmosfæren. Grafen starter ved Jesu fødsel år 0 og fortsætter langs jorden 17 meter indtil den omkring år 1850 begynder at stige eksplosivt som følge af verdens begyndende forbrug af kul og olie som energikilde. Grafen ender i år 2015, hvor den spidder isbjørnen i 5 meters højde.

Grafen illustrerer, at indholdet af CO2 i atmosfæren har været konstant de sidste 2000 år. Der har været en næsten perfekt balance imellem den udledning, som afbrænding af træ som energikilde giver til atmosfæren, og den mængde, som opdyrkningen af nyt træ tager ud af atmosfæren. Men med menneskets afbrænding af fossile brændsler de sidste 150 år har dette ændret sig fuldstændigt.

Jeg var selv ret overrasket, da jeg skulle opdatere kurven for år 2007-2015. Det viste sig nemlig, at vi i den korte 8-årige periode har udledt over en femtedel af menneskehedens samlede CO2-udledning – og det selvom verdensøkonomien har været inde i en stor krise.

Skulpturinstallationen opstilles i samarbejde med Verdensnaturfonden WWF som p.t. arbejder på at få tilladelse til at stille den op foran selve COP21-konferencen.

Kunstens rolle i klimadebatten
Jeg ser kunst som en måde at anskue verden på, og jeg mener, den er en vigtig del af den samfundskritiske debat, herunder klimadebatten. Jeg bruger kunsten til at sætte nogle meget komplekse problemstillinger i perspektiv på en let forståelig måde. En skulpturinstallation som Unbearable iscenesætter et samfundsmæssigt dilemma og åbner for spørgsmål og refleksioner over, i hvilken retning vores samfund bevæger sig – i dette tilfælde, om vi virkelig kan tillade os at påvirke naturens klimabalance så meget, når alt tyder på, at menneskeheden kommer til at lide under konsekvenserne i generationer.

Kunsten er nødvendig i debatten, fordi den i bogstaveligste forstand kan sætte tingene på en spids og illustrere problematikken, uden at det udvikler sig til en videnskabelig faktadiskussion. Kunsten stiller spørgsmålene, men kunstens rolle er ikke at besvare de spørgsmål, den stiller. Det er det op til verdens ledere og klimaeksperterne at finde ud af – heldigvis.

Dermed åbner kunsten for en debat, der tager udgangspunkt i civilisationsmæssige og etiske diskussioner om, hvordan verden udvikler sig – og det er en god vinkel. Eksempelvis fortaber klimadebatten sig alt for ofte i talkværneri, som ingen kan gennemskue.

Jeg er meget bevidst om, at kritikere og klimaskeptikere slår ned på selv de mindste fejl, så jeg bruger selvfølgelig alment anerkendte tal til klimagrafen. Jeg har valgt isbjørnen som et symbol, både fordi den er "nuttet" og lidt absurd, som den hænger der, og selvfølgelig fordi den bor på den smeltende is omkring Nordpolen. Men når folk påstår, at isbjørnebestanden er i fremgang, er det simple svar, at det her er kunst, ikke videnskab, og i virkeligheden ikke handler om isbjørne – og så kan vi igen snakke om det store klimabillede.

Medierne
I dagens globaliserede og mediedominerede verden er kunsten kun blevet vigtigere som formidlingsværktøj. Et kunstværk kan sige mere end tusind ord, og medierne bruger kunsten som en nem og visuel måde at fortælle en interessant historie. Jeg håber, at Unbearable-skulpturen kan indprente et billede i underbevidsthed på dem, der ser den, og næste gang, de hører ordret ”klimaforandringer”, dukker der måske et billede frem fra hukommelsen af en isbjørn, der er spiddet på en 5 meter høj klimagraf.

Af samme grund medbringer jeg et optog af andre klimarelevante skulpturer, som kan stå rundt omkring i Paris, og som også kommer med i de store demonstrationer og manifestationer for en mere ambitiøs klimapolitik. Også her er mine erfaringer, at medierne bruger de æstetisk smukke skulpturer som blikfang i de billedligt ret uinteressante demonstrationer, hvorved de skulpturelle budskaber og spørgsmål viderebringes.

Kan kunsten påvirke verden, dens ledere og klimadebatten?
Det er svært at måle, i hvor høj grad kunsten påvirker dem, der ser den. Men tag eksempelvis ”svinehund”-happeningen, som jeg lavede i 1993. Her stillede jeg 20 tonstunge svinehundskulpturer op i Europas hovedstad for at advare mod vores indre "svinehunde", dvs. manglende medfølelse over for andre, fremmedhad og racisme. Hovedbudskabet var, at ”det ikke er de fremmede, men vores reaktion på de fremmede, der er en trussel imod vores civilisation”.

Selvom jeg ikke fandt på selve ”svinehund”-begrebet, er min visualisering af begrebet blevet brugt som symbol i debatten. Man kan altså sige, at skulpturen var med til at sætte ord og måske især billede på en kompliceret problematik, hvilket jeg ser som et skridt på vejen til at forstå og måske løse den. Jeg kan se, at mange af de samfundskritiske skulpturer, jeg har lavet, ofte bliver vist i alverdens medier, med den dertilhørende historie.

På samme måde håber jeg, at Unbearable vil skabe et billede i folks hoveder. Et slags fikspunkt, som man kan vende tilbage til, når vi begynder at snakke om at reducere klimamålene, eller at benzinen er urimeligt dyr.