Hvordan gør vi op med klimakynismen?

John Holten-Andersen, Aalborg Universitet, Institut for Planlægning

Af John Holten-Andersen

Videnskaben ved det. Politikerne ved det. Embedsapparatet ved det. Journalisterne ved det. Befolkningen ved det: Klimaforandringerne er en realitet – og hvis ikke vi meget snart kommer ud af vores afhængighed af de fossile brændsler, så vil den globale middeltemperatur stige væsentligt mere end 2 grader celsius og bringe hele klimasystemet ud af balance. Konsekvenserne for mennesker og miljø er uoverskuelige.

Alligevel undlader vi at handle! Eller rettere: Vi handler, som om vi ikke vidste bedre. Vi fortsætter således ufortrødent med at hive de stadigt mere begrænsede fossile brændsler op af jorden, ja, vi jagter fossile reserver i stadigt mere utilgængelige egne af kloden og forsøger at udvinde stadigt mindre lødige forekomster såsom tjæresand og skiffergas. Samtidig udbygger vi alle de økonomiske aktiviteter, som beror på fortsat adgang til billige fossile brændsler: Nye motorveje pløjer bestandigt gennem landskabet, stadigt flere mennesker rejser stadigt flere kilometer både i dagligdagen og når de skal på ferie, indkøbscentre anlægges på hvert andet gadehjørne, varer transporteres rundt på hele kloden, og vi fylder vore hjem med ting, som er designede til at blive udskiftet hvert andet år.

Vi graver vores egen grav, og vi ved det! Og dog fortsætter vi, som om vi intet vidste! Hvad er det dog for en kynisk fordummelse, der har ramt os i et samfund, der ellers bryster sig af at være baseret på oplysning og viden, ja, som oven i købet hævder at være blevet et videnssamfund? Hvorfor handler vi på trods af vores viden, ja, hvorfor handler vi fuldstændig modsat vores viden? Det spørgsmål er vi nødt til at søge et svar på, hvis vi skal gøre os håb om at overvinde handlingslammelsen på klimaområdet. Mit bud er i korthed som følger:

Vores videnskab handler i sin grundsubstans ikke om at tage ved lære af naturen, men derimod om at tage kontrol over den. Naturvidenskaben handler således om at finde sammenhænge mellem årsag og virkning og sætte dem på matematisk formel, således at vi kan manipulere med årsagerne for at opnå bestemte virkninger. På dette grundlag har vi skabt os et stadigt mere komplekst teknologisk samfund, der på sin side har krævet udviklingen af nogle samfundsvidenskaber, der på samme måde sætter de sociale relationer på en form, så de kan gøres til genstand for styring og kontrol. Af disse socialvidenskaber har økonomi som bekendt vundet hævd som den herskende videnskab.

I videnskabernes billede har vi med tiden skabt os et samfund, der stræber efter at etablere kontrol over stadigt flere af livets processer – naturgivne såvel som sociale. Det er hvad stort set alle vort samfunds bærende institutioner beskæftiger sig med, ja, det er hvad hele det moderne vækstprojekt i bund og grund går ud på: I sidste ende handler økonomisk vækst om at udvide vort teknologiske herredømme, dvs. øge vor kontrol over stadigt større områder af tilværelsen. Og det projekt er ikke blot blevet en besættelse for økonomer og politikere, tværtimod er vi alle i større eller mindre grad blevet forblændet af det. Det er blevet internaliseret i selve vor kulturs DNA.

Derfor har vi så forbandet svært ved at forstå, at hele dette teknologiske beherskelsesprojekt nu har nået et punkt, hvor det er i færd med at slå om i sin modsætning: En natur, der er kommet ud af kontrol. Mange lukker øjnene for kendsgerningerne, mens andre erkender, at vi godt nok står over for nogle udfordringer, men at de skal løses ved en mere intelligent form for kontrol, dvs. en anden form for vækst: Grøn vækst!

At vi måske skulle til at besinde os på hele dette vækst- og beherskelsesprojekt, falder de fleste uendelig svært, for det modsiger ganske enkelt hele det etablerede tankesæt. Ikke desto mindre er det den vej, vi er nødt til at betræde, hvis vi for alvor skal bryde med vores kyniske handlingslammelse. For i sidste ende findes der kun én sand grøn teknologi – og den har naturen allerede opfundet. Derfor bør vi lære af naturen, frem for at ville herske over den.

Forudsætningen for, at vi kan lære af naturen, er, at vi lytter til dens sprog. Men da naturen ikke er på Facebook, ejer nogen TV-station eller skriver kloge bøger, kan vi kun lytte til dens sprog ved at bevæge vores krop ud i den og derpå åbne vore sanser. Gør vi det, erfarer vi straks at blive tiltalt med et ganske overvældende sprog, der på alle måder afviger fra det, vi har terpet i skolen. Vi finder ud af, at naturen er smækfyldt af tegn, at den er én stor dialog. Og at der ud af denne dialog med tiden er opstået en økologisk helhed, der ikke alene er uhyre raffineret i sin indretning, men desuden er et sandt kunstværk, der overgår alt, hvad vi mennesker kan præstere.

Det er først, når vi har opdaget det, at vi for alvor må indse, at det dog er mere meningsfuldt at tjene naturen frem for at ville herske over den. Den indsigt er alle beskåret, men den kommer ikke af sig selv. Først og fremmest kræver den mod til at sige, at det herskende projekt har forladt virkeligheden, at kejseren ikke har noget tøj på. Det mod kommer som bekendt ikke fra kejserens tro tjenere, men fra den frække dreng på gaden!


John Holten-Andersen har bl.a. udgivet:
Holten-Andersen, John: Vanvid og virkelighed – en økologisk omtænkning, Hovedland 2007.
Holten-Andersen, J., Haunstrup Christensen, T., Holten-Andersen, K., Hansen, S.F. (red): Modvækst – omstilling til fremtiden, Hovedland 2011.