Kan mennesket styre klimaet?

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D. og Post Doc.), International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA

Kan vi mennesker styre klodens klima? Det simple spørgsmål medfører nødvendigvis ikke det enkle svar. For eventuelt at kunne påvirke, styre og hindre den globale klimaudvikling fyldestgørende kræves det, at årsagerne bag forandringerne kendes til fulde. Kort sagt: hvad er årsagerne til det ændrede klima? Et spørgsmål, alverdens klimaforskere i årevis har kæmpet med at løse. Et spørgsmål, der på det nærmeste har delt vandene i to. Et spørgsmål, som for nogen nærmest er blevet en religion frem for en videnskab. Et spørgsmål, der i høj grad optager folk, efter at klimadebatten de sidste 10-20 år for alvor har bredt sig fra universitetslokalerne til stuerne og videre langt ind i de politiske korridorer.

Et af de diskussionsspørgsmål, jeg ofte får stillet i forbindelse med foredrag og møder i ikke-videnskabelige kredse, drejer sig om årsagen til de sidste 150 års klimaforandringer: "Er det enten atmosfærens stigende koncentration af CO2 eller den forøgede aktivitet på solens overflade, der forårsager klodens ændrede klima?" Svaret er ikke så simpelt, som spørgsmålet lægger op til. Egentlig burde spørgsmålet omformuleres til et "både-og-og-og"-spørgsmål, for når der diskuteres global opvarmning, findes det sort-hvide svar ikke. Det er på tide, at årsagerne til den globale opvarmning anskues i et holistisk perspektiv, da for eksempel temperaturstigningerne ikke lader sig forklare ved blot én eller to udslagsgivende faktorer. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem atmosfærens stigende CO2-koncentration og temperaturstigningerne. Men derfor bør vi ikke udelade alle andre faktorer. Temperaturstigningerne kan meget vel være en blanding af mange faktorer, da klimaet er et komplekst dynamisk system af udslagsgivende processer og indbyrdes relationer. Samspillet mellem atmosfæren (troposfæren) og jord- og havoverfladen og deres indbyrdes gensidige påvirkninger og feedback-mekanismer er ikke ubetydelige faktorer for de klimatiske forhold. Processer og mekanismer vi langt fra kender den fulde effekt af. Den seneste forskning om klimaets nuværende tilstand og de forventede fremtidige ændringer peger i divergerende retninger. Der er ikke noget at sige til, at folk, både lægmænd og politikere, bliver forvirrede, når forskerne udtaler sig vidt forskelligt og indbyrdes modstridende.

Fra hjemligt politisk hold arbejdes der hårdt, men fører den politiske ihærdighed Danmark og kloden den rette vej mod det ønskede klima, når nu effekten af klimaprocesserne og mekanismerne ikke kendes til bunds? Det er af og til sundt at stoppe op, gøre status og spørge sig selv, om det vi er en del af, er meningsfyldt. Kan vi med den politiske indsats imod de fremtidige klimaforandringer – med fokuseringen på stigningen af CO2-koncentrationen i atmosfæren som udslagsgivende faktor for det ændrede klima – påvirke, styre og hindre klimaudviklingen? Får vi valuta for pengene – eller for at bruge den lomborgske formulering: 'Er det her, vi får mest miljø for pengene?' Eller skal vi åbne døren på klem for de såkaldte videnskabelige kættere (CO2-skeptikerne), som de tid til anden høres omtalt. Forskere som f.eks. Henrik Svensmark, der ikke ser udviklingen i CO2-koncentration som den afgørende årsag til klodens ændrede klimatiske forhold. Forskere som nogle ser anvendt i den politiske debat med det formål at skabe tvivl om grundlaget for hele klimapolitikken. En bred videnskabelig-samfundsmæssig debat med såvel CO2-tilhængere og -skeptikere, hvor alle sten vendes, er vel ikke usundt for et så vigtigt spørgsmål som klodens fremtidige klima.

Fra politisk hold bliver der ligeledes kloden rundt debatteret og vedtaget lovforslag, med det formål at minimere og forhindre de forudsagte forandringer samt deres effekt og konsekvenser. Selveste FN, repræsenteret ved organisationens klimapanel (IPCC), er en aktiv medspiller i kampen for at overskue og begrænse klodens klimaforandringer i form af en reduktionsplan for CO2-udslippet. FN forsøger at få de største industrilande (USA, Kina, Indien m.fl.) til at forstærke klimakampen, så topmødet i København i december 2009 bliver startskuddet for en succesfuld global handlingsplan. Det er ingen nem sag. På samme tid præger langsommeligheden FN's klimaagentur. Agenturet halter efter den nyeste videnskabelige viden, da klimaforandringerne og effekten af disse ændrer sig hurtigere, end bureaukratiet kan følge med. FN's klimatal er forældede. Kommer FN's klimatal ene og alene til at danne grundlag for klimaforhandlingerne i København, kan det frygtes, at en undervurdering af klimaforandringerne vil finde sted.

Vi bliver bombarderet med information om vejr- og klimarekorder samt om global opvarmning – om effekten af disse ændringer i form af reduceret havis, smeltende gletschere, oversvømmelser, insekt- og skadedyrsplager, skovdød, reducerede koralrev og en udnyttelse af nordpolsundergrundens eventuelle olie- og naturgasressourcer. Eksemplerne her er blot et lille udpluk af de talrige forandringer og udfordringer, kloden allerede er genstand for som følge af ændrede klimatiske forhold. Aldrig før er der blevet talt så meget om vejret og klimaet samt om dets effekt på os mennesker og på klodens forskelligartede økosystemer. Hvem ville for blot 25 år siden have troet, at Storm P.'s citat "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det," er på vej til at blive et levn fra fortiden. Med den igangværende folkedebat og det politiske fokus er klimaforandringerne næsten blevet allemands-interesse. Med en let omskrivning af Storm P.'s gamle konstatering, kan vi i 2008 sige: "Alle taler om vejret, og flere og flere forsøger at gøre noget ved det."