Hvad er det, vi skal debattere?

Katherine Richardson, professor, leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet

Af Katherine Richardson

Der går dårligt en uge, hvor jeg ikke er blevet bedt om at bidrage med ”klimadebat”-indlæg eller ”klimadebat”-oplæg. Det er dog uklart for mig, hvad det er for en ”debat”, jeg skal bidrage til. Ordvalget ”debat” fremkalder med det samme det indtryk, at der er mindst to forskellige synsvinkler, der skal forsvares. I en organiseret ”debat” stilles to individer eller hold op mod hinanden for at forsvare forskellige synsvinkler. Vinderen af debatten er den, der fremkommer med de mest overbevisende argumenter. Naturvidenskab ligger til grund for vores forståelse af klimaforandringer, og naturvidenskab – og derved om der er klimaforandringer eller ej – egner sig ikke til debat! Naturvidenskabelig forskning kan ikke bevise noget som helst. Derfor kan jeg ikke med 100 % sikkerhed sige, at der er klimaforandringer, og at de er menneskeskabte. Så er det sagt!

Naturvidenskabelige forskere samler observationer, og ud fra en statistisk analyse af de klimadata, der er blevet indsamlet siden midten af 1800-tallet, når FN’s klimapanel, IPCC, i deres seneste delrapport frem til, at lufttemperaturerne i de sidste tre årtier er blevet varmere end i alle andre årtier, siden målingerne begyndte. Det kan de sige med over 99 % sikkerhed. Naturvidenskabelige forskere kan også ”tolke” de data, der indsamles, dvs. de forsøger at finde frem til den mest sandsynlige forklaring på de observationer, de har samlet. Ved at teste forskellige hypoteser som mulige forklaringer på den observerede globale opvarmning i den senere tid, er IPCC nået frem til, at der er over 95 % sikkerhed for, at menneskelige aktiviteter (primært vores udslip af drivhusgasser) er ansvarlige for hovedparten af denne opvarmning. Da IPCC består af forskere, som er udvalgt af de offentlige myndigheder i deres respektive hjemlande, og da deres rapport er godkendt af myndigheder fra de lande, som er medlem af FN’s klimakonvention, ville det være usandsynligt, hvis FN’s klimapanel nåede frem til meget radikale konklusioner, som ikke repræsenterede den gængse videnskabelige forståelse af klimaforandringer og deres årsag. Derfor kan det ikke overraske, at undersøgelser viser, at langt de fleste (op mod, men ikke helt 100 %) af klimaforskerne er overbeviste om, at de klimaforandringer, vi oplever nu, i høj grad skyldes menneskenes udslip af drivhusgasser.

Vi diskuterer, om vi har ”råd” til at afbøde klimaforandringer, men menneskeskabte klimaforandringer udgør en enorm risiko for samfundet. Når der er tale om andre (og langt mindre) risici, eksempelvis om terrorister skulle finde Tirstrup Lufthavn, eller om en bro vil kollapse, betaler vi glædeligt for at mindske risikoen for, at der kommer en terrorist om bord på et fly, og for at broen kan modstå langt mere vægt, end vi nogensinde regner med, at den vil blive udsat for. Hvordan kan det være, at når der er tale om klimaforandringer, så skal vi ”debattere”, om de finder sted og er menneskeskabte eller ej, i stedet for at afsætte penge til at afværge den samfundsmæssige risiko, de udgør?

Hvorfor holder vi os fast i ”klimadebatten”? Hvad er det, vi skal debattere? Det eneste rimelige vil være, at vi debatterer, hvordan vi som samfund skal reagere på de klimaforandringer, som videnskaben mener, vi er ansvarlige for.