Klimaet i antropocæn

Klaus Illum, civilingeniør, ph.d., docent (emeritus) i energisystemanalyse og energiplanlægning

Af Klaus Illum

For at begribe, hvor vi er, må vi huske på, hvordan vi kom hertil ad de menneskeskabte veje, der førte til den industrielle revolution og til den situation, menneskeheden og dens klode nu befinder sig i: Den antropocæne æra, det øjeblik i evolutionens tidsregning, hvor homo sapiens har taget magten over livet på Jorden.

I denne klumme henleder jeg opmærksomheden på de fossile brændslers altafgørende betydning i den teknologiske og sociale revolution, der har fundet sted i denne æra. Det kan der være grund til, fordi det er en udbredt forestilling, at alt kan fortsætte som hidtil inden for rammerne af den nuværende sociale, økonomiske og magtpolitiske verdensorden, medens de fossile brændsler udskiftes med andre energikilder, og befolkningstallet i de fattige lande stiger med én eller to milliarder. Man glemmer, at det er de fossile brændslers unikke egenskaber – stor energitæthed, lette at transportere og distribuere, og billige – der muliggjorde den teknologiske, økonomiske og sociale udvikling i antropocæn og bestemte de former, den har antaget. Og at den geografiske fordeling af de fossile ressourcer mellem landene har afgørende indflydelse på de internationale og nationale økonomiske og politiske magtrelationer.

Den eksplosive vækst i forbruget af fossile brændsler gik helt af sig selv i samspillet mellem de rigelige nye brændsler og de teknologier, der blev udviklet til at udvinde og bruge dem. Afviklingen af forbruget på en konstruktiv måde er ikke så let, og de teknologiske muligheder, der er, bliver ikke realiseret, så længe den teknologiske udvikling styres af økonomer, der betragter ‘energi’ som en substituerbar varekategori.

Væksten
Det begyndte i det 18. århundrede og tog for alvor fart i det 19. århundrede: Symbiosen mellem dampmaskinen og kullene. Dampmaskinerne skulle have kul, og uden dampmaskiner ingen kul. Og uden kulfyrede dampmaskiner ingen industriel revolution med en økonomisk vækst som aldrig før i menneskehedens historie. Den moderne verden blev skabt med kul og dampmaskiner.

Europas og Amerikas byer og landsbyer blev i det 19. århundredes sidste halvdel forbundet med jernbaner og telegrafledninger. Med dampskibe i rutefart til nær og fjern kunne man nu også planlægge sine rejser over sund og bælt og mellem verdensdelene. De mange tusinder fyrbødere på tog og skibe skovlede passagerer og gods i stadigt større mængder afsted på skinner og vand, så de nåede frem til den planlagte tid. I 1869 sejlede den første flotille af dampskibe gennem Suez-kanalen, som heller ikke var blevet til noget uden kæmpestore, dampmaskine-drevne gravemaskiner. Og med sejlskibe havde den været alt for besværlig at gennemsejle.

I USA var dampskibe på floderne og jernbaner mellem Atlanterhavet og Stillehavet en afgørende betingelse for den økonomiske vækst og for korneksporten til Europa, som gjorde det nødvendigt for de danske landmænd at lægge om fra korn- til smør- og baconeksport. Skorstene på andelsmejerier og -slagterier med remtræk fra deres dampmaskiner skød op i hver by og landsby. Det er kun ét eksempel på den revolution i den globale økonomi, som den kulfyrede dampmaskine afstedkom.

Med dampmaskine-teknologien – stempler, lejer, måleinstrumenter og al den øvrige metallurgiske og forarbejdningsmæssige teknologi, der hørte til – var de europæiske og amerikanske industrier klar til de næste gennembrud i den industrielle revolution: Med dieselmotoren og benzinmotoren, der i løbet af det 20. århundredes første halvdel sammen med den elektriske kraft fra kul- og oliefyrede kraftværker forandrede alt i denne verden i krig og fred: Byplaner og bygninger, veje, broer, havne, lufthavne, ..., alle den industrialiserede verdens fysiske infrastrukturer blev, som de blev, i den udvikling, der blev bestemt af billig olie til diesel- og benzinmotorer i biler, lastbiler, busser, tog, skibe, flyvemaskiner, entreprenørmaskiner og landbrugsmaskiner. Der er nu flere af disse små og store olieædende motorer, end der er mennesker i Kina og Indien tilsammen. Dertil kommer flyvemaskinernes jetmotorer. Således blev verdensøkonomien i det 20. århundrede endnu mere afhængig af olie end af kul. Og kul-, olie- og naturgasforbruget vokser stadig.

Det 20. århundrede er således en enestående epoke i Jordens historie. Befolkningstallet voksede eksponentielt med en vækstrate på ca. 1,5 % p.a. fra 1,5 til 6,5 milliarder. Aldrig før har én art af store pattedyr formeret sig så hurtigt over hele kloden. Og aldrig før har mennesket i kraft af et endnu hurtigere stigende forbrug af fossile brændsler forandret kloden, grebet ødelæggende ind i dens økosystemer og destabiliseret klimaet.

I den sidste halvdel af århundredet er også den voksende fødevareproduktion sket i kraft af fossile brændsler: Naturgas til produktion af kvælstofgødning; olie til landbrugsmaskiner, til udvinding og transport af kali- og fosforgødning og til transport af landbrugsprodukter; og kul til el-produktion. Uden de fossile brændsler havde befolkningstilvæksten ikke fundet sted.

Den faustiske forbandelse
Fra den eksponentielle væksts spæde begyndelse i 1800-tallet, drevet af de fossile brændsler, varede det næsten to århundreder, før det måtte erkendes, at denne vækst er dødbringende. Med fossile brændsler er landbrugsjord blevet forarmet, ferskvandsressourcer udtømt, have tømt for fisk, regnskove fældet og klimaet destabiliseret.

De sammenfald af biologiske, atmosfæriske og geologiske omstændigheder og de tektoniske forskydninger af Jordens kontinenter, der i løbet af hundreder af millioner år frembragte de lommer af fossile brændsler – de kul-, olie- og gasdepoter, der endnu var tilbage og tilgængelige for det moderne industrisamfunds opvækst – har vist sig ikke at være en velsignelse, men en forbandelse for menneskeheden og dens klode. Djævlen i Faust-legenden har overgået sig selv.

Hvis den geologiske fortid ikke tilfældigvis havde forlenet os med billige fossile brændsler, der i en årrække kunne udvindes i rigelige mængder, var vi kommet et andet sted hen, teknologisk, økologisk og økonomisk.

Spørgsmålet er nu, om den teknologiske udvikling, der er sket i kraft af de fossile brændsler (vindkraft-, solcelle- og solkraftværks-teknologierne, de elektrokemiske teknologier, atomkraften, bioteknologierne og IT-teknologierne) har gjort det muligt at udskifte det fossile brændselsfundament for alle de industrialiserede samfunds fysiske infrastrukturer med drivkræfter, der hele tiden genskabes i Jordens rotation i solstrålingen. De drivkræfter, der i milliarder af år har skabt og genskabt livet på Jorden i dets fantastiske biologiske mangfoldighed.

Nedtrapningens økonomi
Den industrielle revolution forløb helt af sig selv, teknisk drevet af de kulfyrede dampmaskiner, økonomisk af markedskræfterne. Med institutionaliseringen af aktieselskaber i midten af 1800-tallet blev det muligt at indhente kapital fra små og store investorer til finansiering af kul- og stålindustriens ekspansion, jernbanerne og de nye store dampskibe. Bygningen af Suez-kanalen var ét af tidens største privatfinansierede projekter. Der var store formuer at tjene. Da olie i store mængder kom på markedet efter århundredskiftet, sikrede symbiosen mellem bilindustrien og olieindustrien et voksende marked for den billige olie fra de mange oliefelter, der blev åbnet i USA, Mellemøsten og andre lande: Med benzin- og dieselslugende biler blev der afsætning for den hurtigt voksende oliemængde – udvikling af energiøkonomiske motorer kunne der ikke være tale om. I USA måtte The Texas Railway Commission med beføjelser til regulering af olieudvindingen i 1930’erne holde olieprisen oppe (på et lavt niveau) ved at begrænse olieselskabernes salg. En rolle, der efter oliekrisen i 1973 blev overtaget af OPEC.

Således skete udviklingen af den verden, vi nu lever i, i kraft af et ødselt forbrug af billige fossile brændsler i ubegrænsede mængder. Især et ødselt forbrug af olie – det enestående, lethåndterlige brændstof med stor energitæthed – i den stadigt voksende globale bilpark, der nu er på flere end en milliard biler med et unødigt stort olieforbrug. Samtidigt vokser det globale forbrug af elektrisk kraft fra kulfyrede kraftværker, ikke mindst i køle- og airconditioneringsanlæg under de varmere himmelstrøg, hvor uudholdelige hedebølger bliver hyppigere under klimaforandringerne. Den moderate formindskelse af denne ødselhed, der sker i nogle lande i disse år, kaldes ‘energieffektivisering’ og ‘energibesparelser’.

Et resultat af ødselheden, drevet af de kapitalistiske markedskræfter i et marked med lave priser på fossile brændsler, er den mangedobling af CO2-udslippet, som nu destabiliserer Jordens klima. IPCC kundgør i sin seneste rapport (april 2014), at hvis ikke udslippet af CO2 og andre drivhusgasser til atmosfæren formindskes sådan som illustreret i CO2-udslipsfiguren, er der risiko for, at de allerede igangværende klimaforandringer udløser globale katastrofer af et uforudseeligt omfang. For at imødegå denne risiko skal der i de kommende årtier ske en drastisk formindskelse af afbrændingen af fossile brændsler. Størstedelen af de kendte kul-, olie- og gasreserver skal forblive, hvor de er – i undergrunden.

Det vil sige, at alle de private og nationale kul-, olie- og gasselskaber skal halvere deres udvindinger i løbet af de næste 20 år. Det gælder kulindustrierne i USA, Kina, Australien, Sydafrika og Europa (i Polen og Tyskland især brunkul) såvel som OPEC-landenes, Ruslands og Brasiliens nationale olie- og gasselskaber samt Shell, BP, Total og alle de andre. Og det betyder, at olieudvindingen fra tjæresand i Canada og fra olieskifer i USA og andre lande skal ophøre. Og at olieefterforskningen på dybt vand i Atlanterhavet, Polarhavet og Det Sydkinesiske Hav skal standses.

Samtidigt skal efterspørgslen af kul og olie naturligvis nedbringes i samme takt som udvindingen. Bilfabrikkerne skal indskrænke deres produktion af benzin- og dieselbiler. Kulfyrede kraftværker skal nedlægges. Flytransporten af mennesker og gods skal reduceres. Og Asiens skibsværfter vil ikke få mange nybygningsordrer.

Der skal således over en bred front ske en voldsom nedtrapning eller omlægning af produktionen i verdens største industrier med uoverskuelige økonomiske og sociale konsekvenser. Hvis grundlaget for de nationale økonomier i Rusland og de olie- og naturgasproducerende lande i Centralasien, i Mellemøsten og i andre OPEC-lande ikke skal smuldre under disse omstændigheder, og disse lande skal have mulighed for at finansiere omstillingen til en ny, bæredygtig økonomi, skal olie- og naturgaspriserne i løbet af de næste tyve år stige til omkring det dobbelte af de nuværende priser – samtidigt med at efterspørgslen falder til det halve. En markedsøkonomi, der kan afstedkomme sådanne prisstigninger på rigelige ressourcer, samtidigt med at efterspørgslen falder og dermed befordre enorme kapitaloverførsler til lande, hvis økonomier er helt afhængige af en stor olie- og naturgasproduktion, er endnu ikke opfundet.

Hvis ‘investorerne’ – de, som ved spekulationer på finans- og valutamarkederne har fået tilskrevet deres konti enorme beløb og har taget magten fra demokratierne – skal tilskyndes til at forrente deres kapital ved investeringer i – dvs. gældsætning af – nye industrier, der fremmer nedtrapningen, skal der indføres en global CO2-beskatning, der er så stor, at markederne for fossile brændsler skrumper og skovrydninger ophører.

Ud fra den betragtning at destabilisering af klimaet er en økonomisk eksternalitet – en omkostning, som skal indregnes i varepriserne – er der udbredt enighed blandt økonomer om, at en CO2-beskatning er en rationelt begrundet, nødvendig markedsregulering. Men hverken IPCC eller IEA har fremdraget de økonomiske problemer for de forskellige lande, som en CO2-beskatning, der er stor nok til at sikre at hovedparten af de kendte fossile brændselsressourcer forbliver i undergrunden, vil forårsage.

Grøn vækst ifølge Stern
At den nuværende globale økonomiske verdensorden – eller uorden – er baseret på produktion og transport af industri- og landbrugsvarer med fossile brændsler anerkendes ikke i de økonomiske lærebøger, hvis teser forudsætter uophørlig økonomisk vækst. Det antages, at hvis brugen af fossile brændsler skal ophøre, kan de erstattes med andre energikilder, så den økonomiske vækst kan fortsætte som hidtil. I den 700 sider tunge Stern-rapport The Economics of Climate Change (2007), der står som det videnskabelige grundlag for forestillingen om ‘den grønne omstilling’, skriver Nicholas Stern således:

“The economics of climate change is shaped by science. That is what dictates the structure of economic analysis and policies; ... With good policies the costs of action need not be prohibitive and would be much smaller than the damage averted.” (s. xiii)

Og han fortsætter: “If economics is used to design cost-effective policies, then taking action to tackle climate change will enable societies’ potential for well-being to increase much faster in the long run than without action; we can be ‘green’ and grow. Indeed, if we are not ‘green’, we will eventually undermine growth, however measured” (s. xiii).

De ‘actions’, Stern-rapporten taler om, er de altomfattende investeringsprogrammer, der i alle verdens lande skal gennemføres for at halvere forbruget af fossile brændsler i løbet af de næste to årtier og derefter helt at eliminere det. Rapporten estimerer de globale omkostninger, der knytter sig til formindskelsen af forbruget af fossile brændsler, på grundlag af antagelser om fremtidige priser på henholdsvis ikke-fossile og fossile energikilder. Dens beregninger beror således på den stiltiende forudsætning, at ‘energi’ er en substituerbar varekategori: At ‘energi’ i én form uden videre kan erstatte ‘energi’ i en anden form. Den angiver de estimerede omkostninger i procent af det globale BNP, men forklarer ikke, hvorfor – for eksempel – yderligere investeringer i motorveje og lufthavne tæller positivt i BNP-regnskabet, mens investeringer i fornyelser af energiforsynings-infrastrukturer tæller negativt som omkostninger. Forbrugsnedtrapningens konsekvenser for de lande, hvis økonomier er afhængige af olie-, naturgas- eller kuleksport, beskæftiger rapporten sig ikke med.

Stern-rapporten er således en fremstilling af problemerne og mulighederne, sådan som de tager sig ud i den teoretiske økonomis tankeunivers. Den har intet empirisk grundlag, men bygger på den antagelse, at den fossile økonomis præmisser kan lægges til grund for teoretiske fremskrivninger af dennes parametre under afviklingen af selvsamme økonomi. Den har intet med videnskab endsige virkeligheden at gøre.

Smarte, intelligente energisystemer
Hvis antropocæn ikke skal ende i endnu værre globale katastrofer end dem, der allerede udfolder sig, skal menneskeheden i samdrægtighed i løbet af de næste årtier konstruere tekniske komplekser, der med et stærkt begrænset og efterhånden intet forbrug af fossile brændsler kan frembringe så meget elektrisk kraft og kemisk bundet energi, at flere end syv milliarder mennesker – de fleste i kæmpestore byer – kan leve uden afsavn, omend ikke med et materielt forbrug på højde med det, de fossile brændsler har afstedkommet i de nuværende storforbrugende lande.

At opretholde eller tilvejebringe et menneskeværdigt livsgrundlag for indbyggerne i verdens voksende millionbyer – New York, Lagos, Mexico City, Beijing, Tokyo, Sao Paulo, ... – samtidigt med afviklingen af forbruget af fossile brændsler er en formidabel, teknisk, økonomisk, social og kulturel opgave, hvis løsning – hvis den findes – ingen har nogen realistisk forestilling om.

Man forestiller sig komplekse tekniske systemer, der ligesom de biologiske økosystemer udnytter solstrålingen og de atmosfæriske og hydrosfæriske potentialer, der frembringes ved Jordens rotation i solstrålingen: Systemer af komplekse samspil mellem mange forskellige enheder, på samme måde som i naturlige økosystemer; systemer af en helt anden art end de simple, disaggregerede fossile energisystemer, hvori hver enhed – hvert kraftværk, hver industri, hvert transportmiddel – kan fungere uafhængigt af hinanden, fordi de fossile brændsler er lette at lagre og distribuere til hvert af de mange forbrugssteder, så deres kemisk bundne energi uden videre kan udløses hvor og hvornår, der er brug for den.

De nye computerstyrede systemer kaldes ‘smarte’ og ‘intelligente’ – betegnelser, som førhen var udtryk for menneskelige egenskaber. Det smarte og intelligente ved de systemer, der nu er under udvikling, er, at de skal kunne styre energiomsætningen i samfundet, sådan at de store forsynings-aktieselskaber opnår de størst mulige fortjenester under givne markedsvilkår (brændselspriser, el-priser, fjernvarmepriser, skatter og afgifter) og forbrugerne får de lavest mulige el- og varmeregninger. Om man med sådanne systemer fremmer gennemførelsen af de investeringer, der skal foretages for at afstedkomme en med hensyn til klimaindsatsen smart og intelligent ombygning af energisystemet, er tvivlsomt.

Her skal det kun bemærkes, at de ‘smarte’, ‘intelligente’ energisystemer tegner sig som en fremtrædelsesform for en transformation fra antropocæn til en ny teknocæn æra, hvor de mest primitive former for menneskelig intelligens i form af computerprogrammer tager magten fra de menneskelige kulturer.

I Danmark
Parolen ‘fossilfrit Danmark i 2050' er ikke udtryk for gennemtænkt strategi for tilrettelæggelsen af de investeringsprogrammer, der skal gennemføres for at nedbringe det danske bidrag til væksten i atmosfærens CO2-indhold. Det er jo under alle omstændigheder aldeles uden betydning for klimaændringerne, at Danmark afvikler sit forbrug af fossile brændsler, og derved formindsker det globale CO2-udslip med knap en promille. Kun hvis vi med de investeringer, vi foretager, indgår som en – omend lille – aktiv, konstruktiv og solidarisk partner i det store globale projekt, er pengene ikke spildt. Men så skal formålet med de danske investeringer i ombygningen af energisystemet være:
(‘Brændselsforbruget’ betyder her den primære, kemisk bundne energi, der tilføres energisystemet; brint og andre brændstoffer, der indgår i den interne energiomsætning i systemet, skal ikke medregnes. ‘Danmarks andel’ bør beregnes som den procentdel, der svarer til Danmarks befolkningstal i forhold til den globale befolkning, ca. 0,7 promille).

Med denne målsætning for øje er kriteriet for, at en strategi for ombygningen af energisystemet er økonomisk hensigtsmæssig og formålstjenlig, at de investeringer, der foretages, i deres helhed og indbyrdes samspil afstedkommer en i henhold til den klimapolitiske målsætning tilstrækkeligt hurtig nedtrapning af brændselsforbruget.

De igangværende investeringer i udskiftning af kul og naturgas i store og små danske kraftvarmeværker med importerede træbrændsler (træpiller og flis) opfylder ikke dette kriterium. De formindsker ikke brændselsforbruget, men medfører et forbrug af verdens træbrændselsressourcer, der langt overstiger den andel, der tilkommer os.

Globalt andrager skovfældningen for tiden ca. 3,6 mia. kubikmeter om året. Heraf bruges godt halvdelen til brændsel, resten til fremstilling af tømmer, papir og pap m.m. i træindustrierne (FAOStat, 2009). Heri indgår fældning af regnskove med efterfølgende afbrænding i Sydamerika, Afrika og Asien med noget i retning af 0,4 mia. kubikmeter om året. Fældning til træindustrierne andrager således omkring 1,6 mia. kubikmeter om året. Antages (højt regnet), at 10 % af denne mængde i dag går tabt i skovene og fabrikkerne, kan der uden yderligere skovfældning globalt opnås en forøgelse af produktionen af træbrændsler (træpiller og flis) fra affaldstræ svarende til en brændværdi på i alt omkring 1.500 PJ om året.

Det globale, årlige kulforbrug andrager for tiden ca. 6 mia. tons med en brændværdi på ca. 150.000 PJ. Det er således en forsvindende del af det globale kulforbrug, der i praksis vil kunne erstattes med træbrændsler uden en kraftig forøgelse af skovfældningen med en yderligere forøgelse af atmosfærens CO2-indhold til følge.

At gøre Danmark ‘fossilfrit’ ved udskiftning af kul med importerede træbrændsler i kraftvarmeværkerne er således kun en fordel for træbrændsels-industrierne i USA og andre lande og – med de nuværende energiafgifter – for forsyningsselskaberne og deres fjernvarmeforbrugere, ikke for klimaet. Det er en ulykke, hvis andre lande går samme vej – England og Holland gør det allerede.

Hvis ikke Danmark, som endnu er et rigt og teknologisk fremmeligt land, kan nedtrappe sit forbrug af fossile brændsler til forbrugsniveauet i 1950’erne uden at trække på andre landes ressourcer, er der ingen lande i denne verden, der kan.