Af Hans Branner
Artiklen er en del af kapitlet
Klimapolitik er verdenspolitik, der har været trykt i lærebogen
Klima (AT-tema) fra 2009.
Klima og den politiske dagsordenDet er ikke mange år siden, at klima og politik ikke havde meget med hinanden at gøre. Ja, mange var lykkelige over, at menneskene tilsyneladende ikke var i stand til at påvirke klimaet. Tænk hvis Folketinget kunne beslutte, hvor meget regn vi skulle have i Danmark, eller hvor kolde vintrene skulle være. Det kunne let give anledning til voldsomme politiske stridigheder med mange modsatrettede interesser involveret.
Men i dag er kendsgerningen, at menneskene efter alle solemærker at dømme påvirker klimaet – om end ikke ud fra politiske målsætninger, der på forhånd er gennemdrøftet og prioriteret. Det sker som en uønsket bivirkning af industrialiseringen og den voldsomme økonomiske vækst i verden siden midten af 1800-tallet. Menneskets påvirkning af klimaet ses derfor som en trussel, som det gælder om at finde redskaber og frem for alt politisk vilje til at imødegå. Også her opstår stridigheder. Hvilke redskaber er de mest hensigtsmæssige? Hvor meget skal der satses på vedvarende energi og inden for hvilken tidshorisont? Hvor meget skal vi overlade til den enkelte, og hvor meget til staten og de internationale organisationer? Hvilke lande skal bære de største byrder? Skal indbyggerne i ulandene forhindres i at opnå den samme levestandard som os andre? Og hvordan skal klimaproblemet prioriteres i forhold til andre globale problemer som fattigdom og krig? Klimaspørgsmålet er, hvad enten vi kan lide det eller ej, blevet en del af den politiske dagsorden.
Der er endda udsigt til, at klimaet i de kommende år kan gå hen at blive det vigtigste politiske spørgsmål både internationalt og i mange enkeltstater. Det er der flere årsager til: Klimaændringerne udgør en stadigt større global trussel, og der en stigende bevidsthed herom i befolkningerne; spørgsmålet giver anledning til store interessemodsætninger – mellem befolkningsgrupper og mellem stater; og mulige løsninger på problemet griber dybt ind i menneskers levevilkår og dermed i staternes indenrigspolitik.
Det er ikke svært at finde dokumentation for, at klimaet er kommet højt op på den politiske dagsorden – både herhjemme og internationalt. I Danmark har miljøspørgsmål siden slutningen af 1980’erne haft en dalende betydning for vælgerne, men denne tendens er nu brudt. I 2007 blev klimaforandringer rubriceret som det vigtigste eller næstvigtigste politiske spørgsmål hos en ¼ af vælgerne – få år før var andelen kun et par procent. Det er tydeligvis bekymringen for konsekvenserne af den globale opvarmning, der har vendt tendensen. En tilsvarende udvikling kan registreres på internationalt plan. Af en undersøgelse fra 2007 fremgår, at befolkningerne i EU-landene klart vurderede klimaet som det vigtigste miljøproblem, fire år før rangerede det på linje med en række andre problemer (se figur 1). Og klimaet er ikke kun rykket op i forhold til andre miljøproblemer. En måling fra 2007 viser således, at hele 30% af danskerne anser klimaspørgsmålet som det vigtigste globale problem. Næstvigtigst er fejlernæring og sult med kun 13%.
Ud over opinionsmålinger kan klimaspørgsmålets stigende politiske betydning aflæses i mediernes dækning af miljøstoffet, i de politiske partiers arbejds- og partiprogrammer og ikke mindst i de utallige internationale konferencer, der behandler klimaproblematikken. I Danmark er der efter folketingsvalget i 2007 oprettet et særligt klima- og energiministerium. Det er bl.a. sket, fordi København i slutningen af 2009 er udset til at være værtsby for den konference, der skal udstikke retningslinjerne for den globale klimapolitik efter 2012. Det vil utvivlsomt yderligere befæste klimaspørgsmålets placering på den politiske dagsorden herhjemme.
Figur 1: Europæernes miljøbekymringer 2003 og 2007Kilde: Eurobarometer, Special report, marts 2008, s. 9.