Klimadebat.dk Dansk forum om klima og energi
Klima-spidser mødes med erhvervslivet i København
700 erhvervsfolk fra hele verden mødes søndag, mandag og tirsdag i Bella Center i København for at diskutere, hvad erhvervslivet kan bidrage med for at imødegå den globale klimatrussel. Ved åbningen talte både FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og den højtprofilerede klimaaktør Al Gore.
FN-chefen opfordrede i skarpe vendinger virksomhederne til at gå forrest for at påvirke verden, så der kan opnås en god aftale ved klimatopmødet i København til december. Hans synspunkt er, at for mange virksomheder nøler med at gøre noget ved klimaudfordringen.
”I og jeres kolleger har opfindsomheden og visionerne til at gå foran med det gode eksempel, hvor andre – inklusive regeringer – er fodslæbende,” sagde han ifølge Berlingske Tidende til de forsamlede erhvervsfolk ved åbningen i Bella Center. Også Dronning Margrethe var blandt lytterne ved åbningen af konferencen World Business Summit on Climate Change.
Heller ikke Al Gore pakkede sit budskab ind i vat.
”Der er ikke meget tid. Der skal ske forandringer i år. Ikke næste år. I år. Uret tikker, og naturen giver ikke kredit,” sagde han ifølge Politiken.
Men erhvervslivet vil ikke blot lide skade ved at undlade handling. Klima- og energiminister Connie Hedegaard understreger i en udtalelse i forbindelse med World Business Summit on Climate Change, at en aktiv indsats til gavn for klimaet kan gavne den enkelte virksomheds indtjening.
”Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ”feel-good”-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på,” udtaler hun.
”Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne,” siger hun.
Mens åbningen foregik demonstrerede hundreder af unge aktivister uden for Bella Center, og det kom til kraftige sammenstød med Politiet, da nogle af aktivisterne forsøgte at komme ind i centret på åbningsdagen.
Kilde: Berlingske.dk, Politiken.dk, Klima- og energiministeriet m.fl.
Kilde: Publikum Kommunikation
24. maj 2009, 22:32 0 Kommentarer · 2662 Fremvisninger ·
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.
Deltag aktivt i debatten om nyheden Klima-spidser mødes med erhvervslivet i København:
Lignende indhold
▲ Til toppen
Afstemning
Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.