Den australske klimaforkæmper Tin Flannery, der for tre år siden var med til åbne den danske regerings ”1 ton mindre”-klimakampagne, advarer nu mod en begyndende apati over for CO2-udfordringen – et fænomen meningsmålinger også har påvist herhjemme.
Stigende havniveau vil have konsekvenser for mere end en kvart million hjem og store dele af den australske infrastruktur, for eksempel havne, lufthave, sygehuse og skoler, påpegede han på en international kongres i denne uge ifølge Smh.com.au.
”Trods disse påtrængende advarsler oplever jeg, at mange australiere er ret afvisende over for den idé, at disse ændringer vil komme til at ske,” sagde Flannery.
Tim Flannery advarede om, at det ikke kun er australierne, men folk fra hele verden, som knap nok har gjort sig forestillinger om de enorme forandringer, der kommer til at ske som konsekvens af den globale opvarmning.
”Vi vil i fremtiden blive nødt til at tage os af forhold som tab af biodiversitet, ændringer i kyststrækningerne og konsekvenser for fødevareproduktionen,” fortalte han.
Kilde: smh.com.au