Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D. og Post Doc.), International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USAI slutningen af det 21. århundrede oprettede Europas Forenede Stater tre meteorologiske centraler. Hensigten var, at disse centraler skulle kontrollere vejret for at forbedre produktionen af afgrøder. Disse 'vejrfabrikker' blev anbragt i Frankrig, Finland og Litauen. De var sammenkørende, og blev styret af en computer, der befandt sig i Belgien, hvor Europas Forenede Stater havde sit regeringssæde. I over tyve år blev vejret styret på denne måde, og hvert år kunne man se frem til en fortræffelig høst. En overgang eksisterede der en bevægelse, der var imod projektet, og der blev demonstreret med bl.a. slagordene: "
Nej til vejrkontrol" og "
Leg ikke med naturen" i alle større europæiske byer. Men demonstrationerne ebbede ud og alle forstod, at projektet var til gavn for menneskeheden. Den centrale computer, der styrede vejret og klimaet, begik dog en uoprettelig fejl. De tre 'vejrfabrikker' udløste historiens største meteorologiske katastrofe, og en evig vinter sænkede sig over det europæiske kontinent, hvor sne, is, ekstrem kulde og et evigt skydække var fremherskende. Europa gik for alvor ind i en nedfrossen og mørk tidsalder med bl.a. lovløshed, epidemier, kannibalisme og en kamp for overlevelse.
Sådan opleves den franske tegneserie "
Neige 1 – Les brumes aveugles", oversat til dansk, "
Sne 1 – Den evige vinter", i tekst og billeder fra 1988. En fortælling, som på fængslende vis illustrerer, hvordan mennesket allerede tilbage i slutningen af 1980'erne, i fiktionens verden, påvirkede og kontrollerede klodens vejr og klima, og efterfølgende måtte indordne sig under konsekvenserne af de menneskeskabte klimaindgreb. Men hvordan står det til i virkelighedens verden? Kan vi mennesker yde direkte vejr- og klimakontrol?
Det er ikke kun i fiktionens verden, at mennesket forsøger at påvirke og kontrollere klodens vejr og klima. En kontrol af klodens vejr og klima ses ligeledes her i år 2008. Jeg læste for et par uger siden en interessant artikel i avisen USA Today med overskriften: "
Rain Out – China aims to control Olympics weather". I forbindelse med de Olympiske Lege i Beijing i august 2008 vil kineserne forsøge at gøre det, som menneskeheden aldrig har kunnet – nemlig at kontrollere vejret. August måned i Beijing er en af de varmeste, men samtidig også en af de vådeste måneder. Fra officiel kinesisk side lyder det, at såfremt vejrprognoserne indikerer regnvejr til åbnings- og afslutningsceremonien, vil der uden for Beijing blive opsat militære raketbatterier, hvis formål er at bombardere skyerne med kemikalier, så nedbøren tvinges til at falde, inden skyerne når den olympiske by i Beijing. En sådan menneskeskabt nedbørsforskydning synes ikke at være ukendt for klodens folkerigeste land, Kina. I perioden fra 1995 til 2003 blev der gennemført ikke mindre end omkring 4.200 flyvninger med det formål at fremprovokere stigende regnvejrsmængder over Kina. Aktiviteterne medførte en øget regnmængde på omkring 210 milliarder kubikmeter. Denne forøgelse i regnvejrsmængden var tilstrækkelig til at imødekomme det årlige behov fra 400 millioner kinesere. Interessant tiltag hvis det virkelig er muligt, men for mig som videnskabsmand forekommer det uvirkeligt, og imod naturens egen orden. Her i USA ses der med skepsis på kinesernes nedbørskontrol. Meteorologer ved U.S. National Center for Atmospheric Research spår ikke kineserne de store chancer for at forhindre regnvejr, såfremt et skysystem med regn kommer forbi de olympiske lege. Kineserne vil intet kunne stille op, lyder det fra de amerikanske meteorologer. Kineserne har i nyere historie haft en ekstravagant idé om at ændre på naturens gang og orden såvel under Sun Yat-Sen (grundlæggeren af det moderne Kina) som under Mao Zedong's regeringstid, hvor fx de klimatiske og hydrologiske forhold i og omkring Yangtze-floden er blevet markant forandrede, bl.a. ved at tæmme de voldsomme vandmasser gennem opførelsen af de Tre Kløfters Dæmning – til dato verdens største vandkraftværk. En idé, der blev udtænkt allerede tilbage i 1919, og realiseret i 2006 under voldsom kritik og frygt for de miljømæssige konsekvenser af det store indgreb i naturen.
Det er ikke kun i Kina, men ligeledes på globalt niveau, at vejr- og klimakontrol finder sted. Her er omdrejningspunktet ikke at skabe varmere klimatiske forhold for at imødekomme en større efterspørgsel af landbrugsprodukter, som den franske tegneserie indikerer, eller at manipulere med nedbøren, som det ses i Kina, men derimod at reducere klodens temperaturer for derved at bremse den globale opvarmning. En temperaturstigning som utvetydigt har fundet sted siden 1850'erne og frem til i dag. Den nutidige påvirkning og kontrol af klimaet søges politisk gennemført ved en global reduktionsplan af udledningen af den menneskeskabte CO2 til atmosfæren. Ændrede klimaforhold som af
FN's klimapanel (IPCC) vurderes til at være menneskeskabt med 90% sandsynlighed, og af de såkaldte CO2-skeptikere til at være betinget af naturlige variationer i den solare indstråling. Det kan blot konstateres, at den simple klimaløsning ikke findes. Trods usikkerheden bag årsagerne til klimaforandringerne er klimaet for alvor blevet en del af den politiske agenda. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, EU-parlamentet og FN's Sikkerhedsråd taler alle om klimaet og om dets forandringer, om klimaforandringernes effekt på klodens forskelligartede landskabs- og økosystemer (om reduceret havis, smeltende gletschere, oversvømmelser, insekt- og skadedyrsplager, skovdød, reducerede koralrev og en udnyttelse af nordpolsundergrundens eventuelle olie- og naturgasressourcer) samt om, hvorledes menneskeheden kan reducere CO2-udslippet til atmosfæren og dermed kontrollere klimaet. Klimaet har sågar fået sit eget ministerium i Danmark og givet Al Gore Nobels Fredspris. Klimaforandringerne og menneskets indflydelse på og kontrol af klimaet er for alvor kommet på den internationale dagsorden. Et emne der er kommet for at blive.
Gennem kontorvinduet her fra universitetet i Fairbanks, Alaska, ses det sne- og isdækkede vinterbjerglandskab indhyllet i temperaturer fra omkring minus 30 til minus 55 grader celsius. Her er koldt, mørkt og barskt på en fascinerende måde. Vinterklimaet her i det arktiske Amerika minder på mange måder om den skitserede europæiske verden fra den franske tegneserie. Men her i den alaskanske verden er det klimaet, der bestemmer livets gang og ikke omvendt. Ved en gennemgang af de forskellige menneskelige klimatiltag kloden pt. er vidne til, synes afstanden mellem fiktion og virkelighed nærmere end for blot 20 år siden, hvor tegneserien blev forfattet.