Artiklen er en del af Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet, en onlineudgave af tidsskriftet Geoviden nr. 2, 2006.
Klimaproblematikkens udvikling
Den geografiske fordeling af CO2 udslippet
skyldes primært afbrænding af fossilt kulstof. Kilde: The World Namk Group.
I slutningen af 80'erne blev også klimaproblematikken
politisk lanceret for alvor. Den blev
det område, som fik størst opmærksomhed i
forbindelse med Riokonferencen og kom til at
spille en central rolle i den internationale miljøpolitik.
Klimaproblematikken er et typisk nutidigt
miljøproblem. Den er global, både når det
gælder årsager og virkninger. Det spiller ingen
rolle, hvor udslippene sker og virkningerne
påvirker hele Jorden. Den er samtidig yderst
kompleks og vanskelig at løse. Årsagerne, udslippene
af drivhusgasser, er koblede til samfundets grundlæggende systemer: elektricitets- ,
industri- og varmeproduktion, transport og landbrug,
hvilke alle er baserede på fossile brændstoffer,
som fører til udslip af kuldioxid. At forandre
disse store og træge systemer og mindske
udslippene af drivhusgasser er vanskeligt, og
det kræver omfattende indsatser og omstillinger
over længere tid. Det er vanskeligt at fastfryse
udslippene eller mindske forøgelsen. For at
det skal gøre en forskel, er det også nødvendigt
med samordnede internationale indsatser.
Med undtagelse af nogle få store lande som
USA, Kina og Rusland kan ambitiøse indsatser
på nationalt niveau ikke påvirke situationen
nævneværdigt.
Forestillingen om, at industrisamfundets store
forbrug af fossile brændstoffer kan påvirke Jordens
økosystemer, er gammel, og var veletableret
blandt kemikere langt før den nåede en bredere
offentlighed. Allerede i 1896 publicerede
den svenske nobelpristager Svante Arrhenius
en artikel, hvor han advarede om, at det stigende
udslip af 'kulsyre' til atmosfæren kunne
påvirke klimaet. Han beregnede, at en fordobling
af CO2 i atmosfæren ville medføre en øgning
af temperaturen på 5–6°C. Dette resultat
adskiller sig faktisk ikke så meget fra dagens
opfattelse, som imidlertid bygger på et meget
større forskningsgrundlag. I 30'erne begyndte
man at vurdere udslip og i 50'erne startede regelmæssige målinger af CO2-koncentrationer.
Det var sådanne målinger, fx på Mauna Loa på
Hawaii, som viste en kontinuerligt stigende
koncentration, der udgjorde grundlaget for alarmen
i midten af 70'erne. Her advarede man ikke
mindst om effekter af øgede temperaturer i
polaregnene. Disse advarsler førte til stigende
forskningsaktivitet omkring CO2's påvirkning af
klimaet. I 1980 dannedes World Climate Programme.
Da dette forskningsprogram blev afsluttet
i 1985, forsøgte man at vække opmærksomhed
omkring problematikken, men det var
først i forbindelse med en klimakonference i
Toronto og en varm og tør sommer i Nordamerika i 1988 at klimaproblematikken fik sit egentlige
gennembrud. Det var her at Intergovernmental
Panel on Climate Change (IPCC) blev dannet
og klimaproblematikken blev lanceret som et af
Riokonferencens hovedemner. IPCC er den videnskabelige
organisation, som har ansvar for
at sammenfatte den klimarelaterede forskning
og vurdere udviklingen.
Det globale CO2 udslip fra 1950 til 2003. Kilde: The Carbon Dioxide Information Analysis Center.
Det globale CO2 udslip fra afbrænding af fossile brændstoffer og cement produktion
fra 1750 til 2002. Kilde: The Carbon Dioxide Information Analysis Center.
Miljøproblematikkens udvikling fra 1900 til i dag. Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
© Stefan Anderberg, Bo Elberling, Lars Krogh, Kjeld Rasmussen, Henrik Søgaard, Torben Birch-Thomsen og GEUS Grafisk, Geocenter København.
Tidligere udgaver af Geoviden kan findes på Geocenter Københavns hjemmeside www.geocenter.dk. Her findes også andre informationer om naturen og menneskers udnyttelse af jorden.