Husk mig
▼ Indhold

Klimatips fra Generation K

Prima-klimatips

Generation K: Hvad kan du selv gøre for miljøet?
  • Spise mindre kød, da køer producerer store mængder metangas, som påvirker klimaet rigtig meget!
  • Gå kun 5 min. i brusebad, fordi vand er en mangelvare i Ulandene og 1% af jordens vandressourcer kan drikkes. Sluk bruseren, når du sæber dig ind.
  • Cykl i skole eller på arbejde - biler bruger mest brændstof på ture under 5 km.
  • Tryk på kontakten i stedet for fjernbetjeningen - computer, opladere og andre elektroniske apparater bruger også strøm, når de er på standby.
  • Flyv mindre – Flyene er det transportmiddel, der bruger mest brændstof.
  • Vær et godt eksempel og gør dine omgivelser opmærksomme på spild eller svineri – Skal dine forældre absolut køre i en firehjulstrukken bil, der kører under 10 km på literen? Sig til dine venner og bekendte, at de skal smide affaldet ud i skraldespanden i stedet for på jorden.
  • Deltag i Generations K møder eller vær aktiv inden for politik.
  • Vær en god forbruger – Køb økologisk og Svanemærkede produkter frem for traditionelle produkter.
  • Giv dit gamle tøj til Frelsens Hær, Røde Kors etc. i stedet for at smide det ud – Køb tøj i en genbrugsforretning.

På din skole:
På skoler, om det er folkeskoler, gymnasier elle universiteter er der tit et alt for stort unødigt energispild, fordi der ikke lige er nogen, der føler sig ansvarlige for det område. Så det kunne jo passende blive dig! Gå op og snak med din rektor og spørg, hvorfor I ikke har kasser til genbrugspapir mange flere steder - der bliver smidt rigtig meget papir ud på en skole. Har skolen sparepærer? Drypper vandhanerne? Lav skilte, der minder folk om at slukke for radiatoren, når de åbner vinduet. Foreslå vegetar-dage i kantinen og snak med køkkenpersonalet om, hvorvidt de tænker på deres energiforbrug, når de laver mad til jer. Køber de lokale varer? Økologisk? Du har sikkert selv flere ideer, der kan bruges lige præcis på din skole…

Du kan også foreslå elevrådet, at de danner et energi-udvalg, som så løbende kan følge op på skolens energi-regnskab og prøve at forbedre det.

På dit kollegium:
Gør det til en sport at spare energi! Hvilken gang kan spare mest den næste måned? Måske kan du få lavet en aftale, så de sparede penge kan blive brugt til noget nyt til fællesarealerne eller måske nogle solfangere til kollegiet? Du kan naturligvis gøre det samme, hvis du går på efterskole, bor i ungdomsboliger eller lignende. Hvis du bor hos dine forældre, kunne du jo også lige tage en snak med dem om, om det ikke snart var på tide, I fik nogle solceller!
Spred ringe – prik til dine venner!
De fleste vil hellere lytte til deres venner end til lærere eller andre autoritets-personer, der står og peger fingre. Hjælp derfor dine venner med at hjælpe klimaet (og dermed os alle sammen…), ved at give de råd, du selv kender, videre til dem. Hvis I laver mad sammen, så forklar, at det altså er smartere at koge vandet i en el-keddel, når man skal koge pasta, og at man godt kan have både boller og lasagne i ovnen samtidig og slukke ovnen noget tid, inden maden er helt færdig.

Foreslå, at I tager bussen eller cyklen til festen i stedet for bilen, så er der heller ingen, der skal holde sig ædru...

Skift bank!
Dit valg af bank behøver ikke kun handle om, hvor du får mest mulige renter for dine penge. Faktisk er det muligt at få gode renter og række klimaet en hjælpende hånd samtidig! Tjek ud om din bank gør noget for at bekæmpe klimaproblemerne. En lille bank som Merkur har arbejdet med klimavenlige produkter de sidste 26 år, så her kan du i hvert fald være sikker på, at der er nogen, der ved, hvad de har med at gøre, og som har set problemerne et godt stykke tid før den øvrige finansverden vågnede op.

Lige nu er Merkur ved at gennemføre en større klimakampagne med fokus på de mange, mindre kendte, muligheder, vi alle sammen har for at bidrage til CO2-reduktion gennem vores bankforretninger.

Du kan oprette en ”klimakonto”, hvor dine penge bliver udlånt til klimavenlige projekter. Hvis du skal låne penge, kan du gøre det til en lavere rente, hvis lånet går til et klimavenligt projekt (f.eks. lav-energihuse eller CO2-venlige biler). Du kan få investeringsbeviser, der bruges direkte i opsætning af nye vindmøller og en masse andre seje ting. Du har altså mulighed for indflydelse på, at dine penge bliver brugt på noget vigtigt, også mens det er banken, der har ansvaret for dem!

Sæt spot på din politiker!
Undersøg, hvor ambitiøse partier og kandidater er omkring klimaaftaler og bæredygtighed når du skal stemme, uanset om det er til Europaparlamentet, byrådet eller folketinget. (For du husker selvfølgelig altid at stemme, når du har muligheden!).

Vær kritisk!
Det er blevet vældig hipt at snakke om klima, og der er snart ikke nogen politikere, der ikke har påstået at være klar til at gøre en indsats på klimaområdet. Men er du i tvivl, så vælg de mest ambitiøse, det kan næsten ikke være ambitiøst nok. Kig desuden på, hvad de indtil nu har udrettet, snakkede de også om klima og miljø, inden klima blev hipt, eller er de bare redet med på bølgen?

Tips, du måske kender og nogen, du med garanti aldrig har hørt om!
Mange bække små...

... fortsættelsen kender du selv, og de gode gamle ord holder stadig stik, også i kampen om klimaet. Din hverdag er fyldt med muligheder for at hjælpe med at spare på vores ressourcer og påvirke andre, både dine venner, klassekammerater og politikerne til at gøre det samme. Lige fra at huske at slukke lyset og tage cyklen, til at tage med til FN’s klimatopmøde og lægge pres på politikerne, så vi kan få en ansvarlig klima-aftale. Her er lidt ideer til, hvordan du kan starte med at redde verden ...


Vask tøj med sæbenødder:
Det er et naturprodukt, der ikke indeholder kemisk sæbe, så du sparer miljøet for sæbe og sparer energiforbruget ved produktion og bortskaffelsen af sæbe. Nødderne kan bruges 5 gange. Se www.koogko.dk/shop/cms-14.html.

Vask tøj ved korrekt temperatur:
Læs om indstilling af temperatur, når du vasker - der er meget energi og CO2 at spare ved at følge disse vaskeguides: http://taenk.dk/gode-raad/gode-raad-til-vask-ved-koldt-vand, www.dressme.dk/vask, http://samvirke.dk/forbrug/raad-og-tips/spar-penge-energi-naar-vasker.html.

Kog grød, kartofler m.m. under dynen eller i en såkaldt høkasse:
Maden varmes op i gryden til kogepunktet, koger nogle få minutter, hvorefter gryden placeres under dynen i sengen eller i en kasse foret med hø eller andet isolerende materiale, og resten af ”kogningen” sker der. Det tager længere tid, men kræver meget mindre energi! Din mormor kender sikkert metoden!

Køb en mobil hånddreven oplader til din mobiltelefon:
Du sparer el - og du kan oplade din mobil hvor som helst og når som helst! Kan købes i bl.a. ”Tigeren” til 20 kr.

Brug Diva-cup i stedet for tamponer:
Den er dyr (godt og vel 300 kr.), men kan bruges igen og igen og igen. Til gengæld sparer du ressourcer (inkl. energi) til at fremstille et uendeligt antal tamponer og til at bortskaffe affald.

Når du er på tur, så udnyt solen stråler til at koge vand:
Saml solens stråler i en blankpudset metalparabol, hvorfra strålerne reflekteres ned i gryden.

Køb en hånddreven lommelygte:
Du sparer el og kan få lys, selv om du ikke har batterier. Kan købes i f.eks. ”Tigeren” for max. 20 kr.

Køb en kasket med et lille solcellepanel og en ”propel” på:
Propellen fungerer som ventilator og køler dig af på en varm og solrig dag. Kan f.eks. købes gennem Organisationen for Vedvarende Energi (OVE).

Montér induktionslygter på din cykel i stedet for batterilygter:
Når dækket kører rundt, dannes der strøm via elektromagnetisme. De kan købes de samme steder som en dynamo-lygte, koster lidt mere, men kræver meget mindre energi fra din side. Du har altid lys på cyklen, så ud over at du sparer batterier og forureningen fra dem, så sparer du sikkert mange bøder for at køre uden lys på cyklen.

En transistorradio kan også drives af solceller:
På den måde bliver den supertransportabel, og du sparer fossil energi. Velegnet til brug i ørknen J. Kan f.eks. købes gennem OVE.

Spar på vandet!
Hav f.eks. altid en flaske (en du genbruger selvfølgelig) med koldt vand i køleskabet, så du ikke skal spilde vand på, at det skal blive koldt.

Lad ikke køleskabet stå åbent længere end højst nødvendigt!
Skal du tø frysevarer op, så læg dem i køleskabet aftenen inden, så bruger dit køleskab mindre strøm.

Sluk lyset, når du har sex!
Det er sjovere og sparer strøm.

Tag dine opladere ud af stikkontakten, når du ikke bruger dem!
De bruger også strøm, når der ikke sidder noget til opladning.

Vær vegetar en eller et par dage om ugen!
Kødproduktionen står for 18 % af den samlede CO2-udledning, og det er mere end hele transportsektoren!

Lad vær at skylle tingene af, inden du kommer dem i opvaskemaskinen!
Det er slet ikke nødvendigt, men bare spild af vand og tid.

Giv en anderledes gave!
Verdens lunge er under stærkt angreb… Status for verdens uforstyrrede skove er skræmmende. Kun 20 % af verdens oprindelige skovområder fået lov til at stå i fred. Mere end 80 % er enten forsvundet helt eller blevet delvist fældet.
Mangler du en god gaveide til en god ven eller en far, der aldrig ønsker sig noget? Giv ham et stykke regnskov! Du kan købe det flere steder, tjek f.eks. www.nepenthes.dk, hvor du selv bestemmer, hvor meget du vil købe for og får et certifikat som bevis på dit eget lille stykke skov.

Drop flyveturen!
Drop charterrejsen og tag i stedet på lejr med Natur & Ungdom. Det er mange gange bedre for miljøet og garanteret meget federe!!!

Køb mindre ind!
Men køb gode råvarer. Økologisk og biodynamisk er godt for din krop og for dit klima! Mange supermarkeder har et udmærket udvalg af økologiske varer, og discountbutikkerne er ved at være med i hvert fald til basisvarerne som mel, æg, mælk og brød. Det er ikke mange kroner om måneden, du skal bruge mere for at købe øko-mælk eller almindelig mælk. Prøv at regn det ud.

Skift til grøn strøm!
Ring til dit elselskab og find ud af, hvordan du kan få grøn strøm. Ofte er prisen den samme eller en lille smule dyrere. Her er det altså signalet, der har værdi!

Tak til Natur & Ungdom for materiale.

< Tilbage til Generation K's blog





4. juni 2013, 23:04 0 kommentar(er) · 2876 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimatips fra Generation K:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Generation K - K for klima
Projektopgaveinterview om Generation K, november 2009
NyhederDato
Næste generation biobrændstof 10 år ud i fremtiden01-12-2009 07:17
DebatterSvarSeneste indlæg
Methernitha Tedistatica, verdens første green electricity generation?1627-04-2024 12:12
Generation K og Klimadebat.dk under COP151106-03-2011 12:14
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik