FN's store klimakonference (COP14) i den polske by Poznan sluttede d. 12. december, hvor de afsluttende forhandlinger på ministerplan fandt sted. Det skete efter næsten to ugers aktivitet i klimaets tegn. Herefter rejste de omkring 9.000 deltagere fra de 190 lande, der er tilsluttet klimakonventionen, hjem, og alles øjne er nu rettet mod København.
Der er nemlig tale om det sidste store klimamøde inden COP15 i København næste år, hvor håbet er at indgå en global klimaaftale til erstatning for Kyoto.
Topmødet er, især af NGO'erne, blevet kritiseret for hidtil ikke at have nået nogen vegne. Men det afviser FN's klimachef Yvo de Boer, som påstår, at der nu kun mangler enkelte tilbagestående emner. At situationen kan udlægges så modstridende af de forskellige parter er kun med til at tegne et billede af et meget mudret og kompliceret spil.
Som situationen er nu, ligger der et pres på i-landene for at komme med konkrete løfter, før u-landene også rykker sig. Især EU er der store forventninger til, og FN's generalsekretær Ban Ki-Moon siger legefrem, at han regner med et egentligt EU-lederskab på området. Et sådant lederskab, som har været en historisk tradition under klimatopmøder fra Rio i 1992 og op til i dag, er der dog sået tvivl om denne gang.
Det skyldes, at EU har fremstået særdeles splittet under de samtidige topmødeforhandlinger i Bruxelles, hvor klimaet også har haft topprioritet. Især Polen, Italien og Tyskland har sat sig på bagbenene, og generelt er alle landene, som følge af finanskrisen, meget optagede af deres økonomiske særinteresser.
Polen har over 100.000 ansatte i kulindustrien, og landet får 94% af sin elektricitet fra kul. Derfor forventes det, at Polen får en række indrømmelser, der giver mulighed for en længere overgangsperiode til vedvarende energi.
Italien og Tyskland argumenterer tilsvarende med, at de har meget energitung industri, der nødvendigvis udleder mere CO2 end andre landes produktionsapparat. Det drejer sig især om bilfabrikker, hvoraf enkelte ligefrem har truet med at flytte produktionen ud af EU, hvis de nye skærpede regler træder i kraft. For nylig demonstrerede 10.000 metalarbejdere i Bruxelles mod en klimaaftale, der vil gå ud over deres arbejdspladser. Det er flere demonstranter, end der i de fleste hovedstæder kunne samles til den internationale klimaaktionsdag d. 6. december.
Det er tydeligt, at finanskrisen har ramt klimaforhandlingerne, også internt i EU. Det, som regeringslederne bliver genvalgt på næste gang, er ikke
klimapolitik, men benhård økonomi. Dette ses f.eks. med tilfældet Tyskland, der ellers har været kendt for at gå i front på klimaområdet. Der er valg til den tyske forbundsdag til september næste år, et valg, hvor Angela Merkel givetvis vil satse mere på økonomi og arbejdspladser end på klima.
EU-landene er dog indstillede på, at en aftale skal forhandles på plads senest i morgen, således at signalet til FN bliver så klart som muligt. Det forventes derfor, at et kompromis vil blive indgået med indrømmelser til bl.a. Polen, Italien og Tyskland.
Kilde:
Diverse nyhedsmedier