Klimadebat.dk Dansk forum om klima og energi
Klimaundervisning skaber interesse for naturfag
Interessen for naturvidenskabelig fag er meget mindre i Danmark end i de fleste andre lande i verden. En genvej til øget interesse kan være at inddrage klimaspørgsmålet i undervisningen, fremgik det af konferencen ”Partnerskaber, der virker” i denne uge.
”Mange unge har den fordom, at det kun er nørder, der er gode i naturfagene. Der ligger derfor en udfordring og mulighed i at få koblet naturfagene med klima. De unge er nemlig meget opmærksomme på klimaet. Hvis denne kobling kan skabes, og undervisningen samtidig kan blive nærværende og underholdende, er der gode muligheder for at give naturfagene et bedre image,” lød det fra Sidsel Jess fra konsulentfirmaet Manova.
På konferencen i Ingeniørhuset i København, som var arrangeret af Dansk Naturvidenskabsformidling og Undervisningsministeriet, deltog også undervisningsminister Bertel Haarder, som pegede på, at de danske elever har et særlig lavt karaktergennemsnit i fag som fysik og kemi.
”De får nogle dårlige oplevelser med fagene allerede i en tidlig alder,” pointerede ministeren.
Svaret på denne udfordring kan være at give nogle gode og praktisk orienterede naturfagsoplevelser. Det var i fokus på konferencen, hvor skoler og virksomheder mødtes for at drøfte mulighederne for samarbejde på klimaområdet.
Vestas, NRGI Net, Danfoss, Experimentarium og FDB var blandt virksomhederne, der viste deres bud på undervisningsmateriale og klasseekskursioner frem.
Kilde: Uvm.dk
Kilde: Publikum Kommunikation
20. november 2009, 05:20 0 Kommentarer · 2475 Fremvisninger ·
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.
Deltag aktivt i debatten om nyheden Klimaundervisning skaber interesse for naturfag:
Lignende indhold
▲ Til toppen
Afstemning
Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.