En opsigtsvækkende, klimavenlig bygning vil i den kommende tid rejse sig i København og stå klar næste år, når FN's klimakonference åbner i byen. Green Lighthouse, som er grønt og cirkulært, er Københavns Universitets nye bygning til Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Visionen for Green Lighthouse er at bygge et bæredygtigt hus, der med den lavest mulige CO2-udledning kan opnå en klassificering bedre end Bygningsreglementets klasse 1 og samtidig indeholde en arkitektonisk kvalitet og et sundt indeklima.
Green Lighthouse får et areal på 950 kvadratmeter, skriver MiljøHorisont. Det skal være hjemsted for blandt andet en "faculty club", mødefaciliteter og studenterservice for fakultetet.
Energiforbruget vil angiveligt være lavere, end de krav der forventes at være gældende i år 2020 for byggeri i almindelighed. I vinderprojektet er der beregnet et energiforbrug på 22 kWh/m2 pr. år til opvarmning, ventilation, varmt brugsvand og belysning. Byggeriet er forberedt til montering af
solceller, der vil gøre bygningen energineutral.
Kilde: MiljøHorisont
