Af Rose Maria Laden Holdt
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2009.10 Konsekvenser ved opgørelsesprincipperneDe foregående to kapitler har givet et indblik i hvilke problemstillinger, der ligger i FN’s princip for opgørelse af drivhusgasser, og præsenteret et bud på et alternativt opgørelsesprincip. Dette kapitel har til formål at besvare Del 2’s undersøgelsesspørgsmål ved at diskutere og vurdere komplikationer ved opgørelsesprincipperne samt konsekvenser for kommuner af de rationaler, der præger opgørelsesprincipperne. Essensen af hver vurdering opsummeres løbende.
10.1 Opgørelsesprincipper
Analysen af Danmarks og andre landes skjulte emissioner har givet anledning til at sammenligne de to opgørelsesprincipper. Komplikationerne ved produktionsperspektivet kan udtrykkes ved følgende argumenter:
- Grundlæggende er der et misforhold ved, at Danmark officielt set reducerer sit CO2-udslip, alt imens danskernes forbrug i stigende grad medfører udledninger i lande som Kina, der ikke har lovmæssigt bindende reduktionsforpligtelser. Det nuværende produktionsperspektiv som opgørelsesprincip medvirker til denne problemstilling.
- Danmark bør tage et større medansvar for klimapåvirkningen ved udvinding, produktion og bortskaffelse af produkter, der foregår i andre lande. Hvordan ville Danmark se ud, hvis vi selv skulle have produceret alle disse varer? Set fra denne vinkel er produktionsperspektivet ikke tilstrækkeligt som opgørelsesprincip.
- I den nærværende danske klimadebat er der i højere grad fokus på indenlands emissioner, der gavner Danmarks egen opgørelse. Der tages altså ikke udgangspunkt i miljøet, for da ville der i højere grad tænkes på hvad der blev udledt, uanset hvor, og dermed også på importvarer. Produktionsperspektivet som opgørelsesprincip er med til at forstærke problemet.
- Et konsistent produktionsprincip ville tilskrive Danmark emissioner fra international skibsfart fra dansk-opererede skibe, uanset om fragten har noget med dansk efterspørgsel at gøre eller ej, hvorved produktionsprincippet kommer til at fremstå uretfærdigt i anseelig grad.
På samme måde findes der komplikationer ved at bruge forbrugsperspektivet:
- Skulle forbrugsperspektivet benyttes som opgørelsesprincip, ville der være en risiko for, at producenter ville fratages ansvaret for påvirkning fra deres produktion. Det ville være en fiasko i miljømæssig og økonomisk forstand, da producenten alt andet lige har større forudsætninger for at ændre påvirkningen fra produktionen end forbrugeren har. Set i dette lys virker produktionsperspektivet mest effektivt.
- Producentlandet tjener penge og genererer arbejdspladser, og bør derfor også tage ansvar for miljøkonsekvenserne ved produktionen. Dette argument tæller for at benytte produktionsprincippet.
- Det er politisk umuligt, at skifte et grundlæggende opgørelsesprincip efter over et årtis udvikling og konsensusskabelse om det aktuelt benyttede produktionsperspektiv.
Spørgsmål: Hvilke betydninger har det, i henhold til det internationale klimaregime, hvordan emissioner fra vareforbrug opgøres?
Mindst fem studier indikerer, at emissioner i OECD-landene er højere, når de opgøres efter et forbrugsperspektiv, frem for det nuværende produktionsperspektiv, til trods for komplikationerne ved at estimere emissionerne. Studierne fremhæver også, at forbrugsperspektivet bør inddrages i de internationale klimaforhandlinger.
De nyligt voksende økonomier, især Kina, er essentiel ved opgørelse af emissioner fra vareforbrug. Kina fremfører i de internationale klimaforhandlinger, at storeksporterende lande bør kompenseres. Ifølge Ward (2004) bør dette aspekt indgå i byrdefordelingsforhandlingerne, da det er politisk umuligt at skifte opgørelsesprincip.
På denne baggrund vurderes det, at der er potentiale i at lade handelsmønstre indgå i byrdefordelingsforhandlingerne – lige som historiske udledninger og landes kapacitet til at reducere er faktorer for byrdefordelingen.
Principielt set ville det være ligegyldigt, om det ene eller andet princip benyttedes, hvis blot dobbelttællinger og undladelser blev undgået. Et land kan ikke bare skifte opgørelsesmetode fra produktionsperspektiv til forbrugsperspektiv, da andre lande i så fald skulle inkludere emissioner fra dette lands eksport. Uanset den anvendte opgørelsesmetode, er det en bekymrende udvikling, at Annex B-landenes hjemlige emissioner officielt reduceres, alt imens udslippene fra disse landes vareforbrug stiger uden for landenes grænser. Denne udvikling bør have politikernes fokus. |
10.2 Vareforbrug og global økonomi
Udfordringen med OECD-landenes stigende carbon footprint bliver ikke mindre kontroversiel af, at øget handel med varer er en grundsten for økonomisk vækst. Problematikken kan især eksemplificeres ved USA og Kinas økonomiske afhængighedsforhold. Som nævnt er det i bund og grund et etisk spørgsmål, om de rige lande skal tage mere ansvar for de udledninger, som forårsages af disse landes forbrug. Oplysningerne om det skjulte udslip medfører forhøjede krav til ilandene i byrdefordelingen med forstærket krav til finansiering og teknologioverførsel til ulandene. Imidlertid kan det synes absurd, at finansieringen skal ske over ilandenes borgeres skattepenge, i stedet for at betale en varepris med internaliseret miljøomkostning.
Der eksisterer to parallelle systemer – ilande køber varer
uden at betale miljøomkostningen, og samtidig finansierer ilande reduktioner i ulande (gennem CDM jf. Boks 2 og sandsynligvis forstærket finansiering efter COP15), for herved
særskilt at betale miljøomkostningen. Dette er uigennemskueligt for den enkelte borger samtidig med, at det er uretfærdigt for borgeren, at alle skal betale over skatten i stedet for de varer, de hver især forbruger.
En alternativ tilgang til de to opgørelsesprincipper er også en (tænkt) mulighed. Hvis emissioner i stedet i højere grad blev opgjort opstrøms, ville valget mellem de to opgørelsesprincipper være irrelevant. Hvis eksempelvis udvinding af fossile brændsler samt afskovning blev pålagt en betydelig økonomisk straf for alle emissioner, som dette ville medføre, ville prisen på at udlede CO2 være indarbejdet i prisen på varer fra disse to væsentlige opstrøms-aktiviteter, hele vejen ned gennem økonomien, gennem underleverandører, og i sidste ende til forbrugeren, som ville betale en mere reel pris for varen. Det ville være langt lettere at holde styr på regnskabet, da langt færre aktører ville være involveret, og det ville heller ikke være konkurrenceforvridende. For afskovning ville der dog være et håndhævelsesproblem, som ikke diskuteres yderligere her.
Spørgsmål: Hvordan er emissioner fra vareforbrug forbundet til den globale økonomi?
Spørgsmålet om vareforbrugets emissioner er stærkt knyttet til etiske overvejelser og griber ind i hjertet af økonomisk politik, hvilket gør emnet yderst kontroversielt. Situationen, hvor ulande producerer varer til forbrug i ilande er essentiel i klimaforhandlingssammenhæng og kan betyde, at ilande bliver presset til at tage en større CO2-byrde på sig end ved det traditionelle produktionsprincip. Det vil betyde øget finansiering for ilande af klimatiltag i ulande og er en konsekvens af måden hvorpå klimaregimet helt overordnet er skruet sammen i forhold til opgørelse af emissioner hvor de opstår samt præcise reduktionsmål. Heraf udspringer også et uigennemskueligt CO2-handelssystem jf. Afsnit 1.1.3. Betydelige økonomiske afgifter på nogle af kerneproblemerne som udvinding af fossile brændsler samt afskovning, ville være en diametral anden og mere enkel tilgang. |
10.3 Rationalers konsekvenser
Produktionsperspektivet som opgørelsesprincippet kan være med til at negligere udledningerne fra de rige landes (over)forbrug, hvilket kan få betydning for kommunernes arbejde med at reducere udledninger af drivhusgasser, når det samme opgørelsesprincip skaleres ned til kommunalt niveau, som det er tilfældet i den danske kommunale CO2-beregner. Risikoen er, at der på det lokale niveau ikke formidles og handles på aspektet med emissioner fra vareforbrug, på trods af, at der netop her er mulighed for dialog i øjenhøjde med borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Klimaforandringer er et naturfænomen og Annex B-landene har forpligtet sig juridisk, og har derfor haft brug for en detaljeret opgørelsesmetode. Dette kan være grunde til, at samfundsfaglige og humanistiske videnskabelige studier er fraværende på højt politisk niveau i forhold til naturvidenskabelige. Det er i dette lys forståeligt, at koblingen mellem vareforbrug og klima ikke træder frem som et indsatsområde i den kommunale CO2-beregners virkemiddelkatalog og dertilhørende inspirationsliste.
Kommunestudier fra nærværende projekt bekræfter, at kommunerne Frederikshavn og Thisted ikke tager aspektet med skjulte emissioner fra vareforbrug med i deres klimaindsats. I København er der lagt op til en gennemgribende engagering af borgerne, herunder en særlig indsats for genbrug. Københavns Kommunes omfangsrige forsøg på at inddrage befolkningen må stå som inspirationseksempel for andre kommuner.
Spørgsmål: Hvilke konsekvenser har rationaler i international klimaforhandling for klimaplanlægning på kommunalt niveau?
En konsekvens af rationalet med opgørelse kan være, at vareforbrug ikke bliver en del af en kommunal klimaindsats, hvilket bekræftes af interviews med kommuner.
Fokus på naturvidenskab på øverste politiske niveau kan føre til begrænsede tiltag på kommunalt niveau med adfærdsmæssig karakter, henvendt til den brede befolkning.
Naturvidenskab er en nødvendighed for at forklare årsager og virkninger i naturen, men alternative tilgange er nødvendige for at forstå og forandre handlemulighedernes antal, karakter og effekt. Derfor skal der tænkes ud over det naturvidenskabelige paradigme, når handlinger planlægges, så de teknologiske løsninger ikke står alene. De teknologiske løsninger kan sikre betydelige reduktioner, men der skal endnu flere handlemuligheder i paletten. |
Hvor Del 2 koblede emissioner fra vareforbrug med et internationalt perspektiv, vil Del 3 igen tage udgangspunkt i danske kommuner, denne gang for at se på mulighederne for at få et overblik over de skjulte emissioner fra vareforbrug og mulighederne for at øge fokus herpå i klimaindsatsen.