Jordkloden har en radius på 6.400 kilometer. Hvis man kigger på et tværsnit af jordkloden, vil man se, at jorden består af kerne, kappe og skorpe. Kernen har en radius på 3.400 kilometer og er inderst inde fast, mens den yderste del er flydende. Kappen, som omslutter kernen, er omkring 2.900 kilometer tyk og er visse steder flydende. Yderst findes skorpen, der består af oceanbund og kontinenter. Skorpen er i forhold til kernen og kappen tynd med en tykkelse, der varierer fra 10 til 70 kilometer.
Den yderste del af kappen og Jordens skorpe danner et stift lag. Dette stive lag ligger oven på et mere plastisk lag i kappen og udgøres af syv større og et antal mindre plader. De syv store kontinentalplader er følgende: Stillehavspladen, som er den største, den nordamerikanske plade, den sydamerikanske plade, den antarktiske plade, den afrikanske plade, den eurasiske plade, som er den næststørste og den australske plade. Pladerne er bevægelige og bevæger sig i forhold til hinanden – denne bevægelse kaldes pladetektonik. Der hvor pladerne støder op mod hinanden taler man om en ”ryg”. Island er eksempelvis en del af den midtatlantiske ryg, som danner grænsen mellem den eurasiske plade og den afrikanske plade på den østlige side og på den vestlige side den nordamerikanske og sydamerikanske plade. Pladerne på hver side af ryggen fjerner sig fra hinanden i et langsomt tempo, der illustreres af, at Atlanterhavet hvert år bliver 4-5 cm bredere, som følge af pladernes bevægelse væk fra hinanden. Disse rygge kaldes derfor også for ”spredningsrygge”. Det er disse bevægelser, der enten kan resultere i jordskælv eller
vulkanudbrud.
Ud over kontinentalpladerne findes også oceanbundspladerne, der som navnet antyder oftest befinder sig under havoverfladen. Oceanbundspladerne er mere tætte og dermed tungere end kontinentalpladerne. Når pladerne mødes kan det have forskellige konsekvenser, alt efter hvilke af de to typer plader, der støder sammen. Hvor to kontinentalplader mødes, presses de sammen med en sådan kraft, at der dannes bjergkæder, hvilket Himalaya er et eksempel på. Tsunamien, der i 2004 kostede 230.000 mennesker livet, skyldtes ligeledes en forskydning mellem den australske plade og den eurasiske ditto, der løftede havbunden flere meter over en 1.000 kilometer lang strækning og følgelig satte havet i bevægelse med en efterfølgende flodbølge til resultat.
Kontinentaldriften påvirker også jordens klima. Når kontinenterne bevæger sig, ændres klimaet naturligvis på et givent kontinent. Eksempelvis har Skandinavien oplevet varmere klima i de tider, hvor det lå tættere på ækvator. Kontinenternes placering påvirker også havstrømme og vindene. Et godt eksempel på dette er
Antarktis' løsrivelse fra Sydamerika og
Australien, som bevirkede dannelsen af en havstrøm rundt om Antarktis, som siden har resulteret i, at kontinentet er blevet koldere. Dette har påvirket Jordens klima i form af en nedkøling gennem de seneste 35 mio. år. Også Jordens
atmosfære bliver påvirket af pladetektonikken. Når kontinentpladerne støder sammen og forårsager eksempelvis et vulkanudbrud frigives
CO2 i atmosfæren.
Eksterne links/kilder:Geologisk Museum: KontinentaldriftAarhus Universitet: Jordens klima
Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.