Kulkraft vinder frem

På trods af stærkt stigende bekymring for klimaændringer, ser det nu ud til, at kulkraften er ved at få en renæssance i den globale energiforsyning. Brændstofpriserne er steget med 151 procent siden 1996, og det har gjort det billigt tilgængelige kul attraktivt.
At binde sig til kul er ikke lige så politisk farligt, som afhængigheden af mellemøstlig olie har vist sig at være, og desuden ser verdens kulreserver ud til at række til i hvert fald 200 års yderligere forbrug. Især i Europa er udviklingen vendt de sidste år, og inden for de næste fem år forventes omkring 50 kulkraftværker at blive opført rundt omkring i europæiske lande.
Når selv højt industrialiserede lande i Europa, såsom Italien og Tyskland, vælger at satse på kulkraft, er det svært for fattigere lande ikke at følge trop. I Kina og Indien opføres der allerede i dag omkring et nyt kulkraftværk om ugen, og intet ser ud til, at udviklingen er ved at stoppe.
At producere elektricitet ved hjælp af kul udleder over dobbelt så meget CO2 per kWh i forhold til naturgas, der er nummer to på listen over mest anvendte brændstoffer til elektricitet, og det har nu fået klimatologer til at advare kraftigt mod udviklingen. NASA's førende klimatolog James Hansen har således været ude med stærk kritik. Han mener, at der er brug for et totalt forbud mod kulkraft med en udfasning af de nuværende kraftværker på 20 år, hvis klimaet skal stabiliseres.
Planerne om de mange nye kraftværker er da også blevet mødt med stærk folkelig modstand. Der har bl.a. været protester i den italienske by Civitavecchia, ved Greifswald i Tyskland (hvor DONG som bekendt har planer om at opføre et 1200 MW kulkraftværk) samt ved Kent i England, hvor det første britiske kulkraftværk i over ti år forventes opført.
De mange protester får dog ikke ejerne til at ryste på hænderne. Chefen for Italiens største elproducent (Enel) siger, at "for at komme fri af olien, som bliver dyrere og dyrere, er vores plan at konvertere samtlige oliekraftværker til kulkraftværker ved hjælp af "clean-coal technologies".
Miljøbevægelser og andre kritiske røster har dog vendt sig mod betegnelsen "clean coal", idet de mener, at noget sådant slet ikke lader sig gøre. Problemet med "ren kulkraft" er, at det ikke referer til CO2-udledningen, men derimod til udledningen af en række farlige partikler, der forurener lokalmiljøet. Når ejerne lover, at kraftværkerne vil være "rene", har det således meget lidt med drivhusgasudledningen, og dermed klimaet, at gøre.
Det der skal til for at gøre kulkraftværkerne "rene" i klimamæssig henseende, er et gennembrud inden for den stærkt omdiskuterede kulstoflagring (Carbon Capture and Storage) - en teknologi, der endnu ser ud til at have lange udsigter, før den kan implementeres til overkommelige beløb.

Kilder:
New York Times