Klimadebat.dk Dansk forum om klima og energi
Kunstig fotosyntese lagrer solenergi
En gigantisk opdagelse - sådan beskriver eksperter en ny måde at lagre solenergi på. Forskere ved det amerikanske teknologiuniversitet MIT har udviklet en metode, der efterligner planters fotosyntese.
I dag er solenergi kun brugbar i de lyse timer, for det har ikke været energieffektivt at gemme solenergien i traditionelle batterier. Med den nye opdagelse har MIT tilsyneladende fundet en enkel, billig og meget effektive måde at lagre solenergi på, så den kan genbruges om natten eller i mørke perioder.
MIT-forskerne med Daniel Nocera (billedet) i spidsen efterligner planternes fotosyntese og adskiller ved hjælp af strøm fra solcellerne vands indhold af brint og ilt, ligesom planter adskiller luftens ilt og kultveilte. Brinten og ilten fra vandet kan så forenes igen i en brændselscelle og derved generere strøm.
"Dette er det nirvana, vi har talt om i årevis. Solenergi har altid været en begrænset, fjern løsning. Nu kan vi seriøst betragte solenergi som ubegrænset og som en snarlig løsning," siger Noceras professor-kollega Henry Dreyfuss til tidsskriftet Science.
Daniel Nocera forventer, at opfindelsen kan tages i praktisk brug inden for en tidshorisont på 10 år. Han forestiller sig, at man i private hjem har solceller, som man tilslutter den nye opfindelse. Brændselscellerne kan så give elektricitet om natten eller tages med ud i familiens elbil.
James Barber, som er en førende forsker inden for fotosyntese, men ikke involveret i projektet, betegner opdagelsen som "et kæmpe spring" frem imod skabelsen af en ren, CO2-fri energi i stor skala, skriver Science Daily.
"Dette er en kolossal opdagelse med enorme konsekvenser for menneskehedens fremtidige velfærd," siger han.
Kilde: Science Daily
Kilde: Publikum Kommunikation
1. august 2008, 11:26 0 Kommentarer · 4217 Fremvisninger ·
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.
Deltag aktivt i debatten om nyheden Kunstig fotosyntese lagrer solenergi:
Lignende indhold
▲ Til toppen
Afstemning
Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.