Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. MeyerLiberalisering af elmarkedet og miljøbevægelsernes protest
I december 1996 vedtog EU’s Ministerråd efter lange og trange forhandlinger et nyt direktiv for liberalisering af elmarkederne i EU. Den danske miljø- og energiminister Svend Auken havde kæmpet for at få indført de såkaldte offentlige serviceforpligtelser (PSO’s), så et land kunne prioritere VE ud fra miljøhensyn. Det lykkedes i et vist omfang, hvilket regeringen havde forudset, da den indførte en midlertidig ellov i juni 1996 for at begynde åbningen af elmarkedet.
I perioden fra juni 1996 til efteråret 1998 førte regeringen repræsenteret af Energistyrelsen en række forhandlinger med de interesserede aktører (elselskaberne, industrien, forskellige erhvervsorganisationer og NGO’er). Svend Aukens udgangspunkt var, at forbrugerejet skulle bevares, ligesom man ville bevare elsektoren på danske hænder. Desuden skulle målene i
Energi 21 stadig kunne opfyldes i forbindelse med indførelsen af det kommercielle elmarked.
En række af de grønne bevægelser var modstandere af liberaliseringen og forudså, at det ville skabe vanskeligheder for VE og for elbesparelser samt for en samlet langsigtet energiplanlægning. Der opstod hurtigt en alliance med de ”alternative” energieksperter, som også så en klar konflikt mellem de kortsigtede kommercielle interesser og de nødvendige langsigtede mål på energi- og miljøområdet. Dette fornyede samarbejde mellem græsrødder og eksperter udmøntede sig i dannelsen af ”Energi- Debat” i sommeren 1998 som et forum for modforslag, der kunne sikre prioriteringen af en bæredygtig energipolitik. Siden har EnergiDebat afholdt en række møder og bl.a. udgivet materialer, som belyser problemerne for dansk energipolitik i forbindelse med liberaliseringen af elmarkedet
[26][27].
I januar 1999 tog regeringen så fat på forhandlingerne med de øvrige politiske partier i Folketinget. På det tidspunkt var en række af de oprindelige kriterier smuldret, herunder forskellige modeller til bevarelse af kraftværkerne på forbrugernes hænder. Hvad VE angår, gik Energistyrelsen stærkt ind for en såkaldt
hollandsk model, hvor der oprettes et specielt marked for handel med grønne certifikater svarende til produktionen af grøn el fra vind, sol, biomasse etc. Den danske model blev dog udvidet på nogle punkter. Blandt andet skulle regeringen udmelde obligatoriske forbrugerkvoter for grøn el.
I marts 1999 blev et stort flertal af politiske partier i Folketinget enige om hovedprincipperne for den kommende elreform, som, hvad VE angår, følger den ovennævnte beskrivelse. Det endelig lovforslag blev vedtaget i juni 1999.
Vedtagelsen af den nye lov indebærer, at de tidligere støtteprincipper for VE efter en overgangsperiode afløses af den nye markedsmodel med grønne certifikater. Det betyder, at den hidtidige garanterede minimumspris på ca. 60 øre/kWh afløses af markedsprisen på traditionel el plus det beløb VE-producenterne kan forhandle sig frem til for VE-certifikaterne.
Denne ændring har mødt betydelig modstand hos de fleste grønne organisationer med den begrundelse, at det hidtidige princip har været en stor succes, hvorimod de nye principper skaber så stor usikkerhed, at man kan frygte et tilbageslag for udviklingen af VE i Danmark. Den tidligere danske model har foruden i Danmark været anvendt i Tyskland og Spanien, og den har i alle tre lande givet anledning til en kraftig udbygning med vindkraft. Således findes i dag ca. 80 % af den samlede vindkapacitet i disse tre lande, medens vindudbygningen i resten af landene, hvor der er brugt andre systemer, er gået trægt – trods store potentielle vindressourcer flere steder.
I efteråret 1999 har Energistyrelsen arbejdet med udformningen af de detaljerede regler for det nye grønne marked med henblik på at igangsætte de første markedsforsøg i januar 2000. Der har dog vist sig at være så mange komplicerede problemer, at Energistyrelsen har nøjedes med at aflevere en rapport til Svend Auken i december 1999, som beskriver forskellige modeller for det grønne marked.
I januar 2000 har Energistyrelsen derefter meddelt, at egentlig handel med VE-beviser næppe kommer i gang før år 2002. Begrundelsen har bl.a. været, at handelsvoluminet er for lille til at kunne bære de involverede omkostninger.
Samtidig har EU-Kommissionen i 1999 arbejdet med en række forslag til harmonisering af reglerne for handel med ”grøn el”. Det er dog ikke lykkedes at skabe enighed internt i Kommissionen om udformningen af disse regler, og i skrivende stund (februar 2000) foreligger der endnu ikke et officielt udspil fra Kommissionen.
Uenigheden i EU-Kommissionen afspejler en fundamental konflikt mellem prioriteringen af miljøhensynet over for et frit kommercielt marked.