En meget omfattende undersøgelse af oceanernes temperatur viser en ”markant” stigning, og forskerne tør fastslå, at stigningen skyldes menneskeskabte klimaforandringer. Undersøgelsen viser, at temperaturstigningen er lidt højere end tidligere estimater fra FN’s klimapanel, IPCC.
Målingerne er foretaget ved hjælp af flydende termometre sænket ned i de øverste 700 meter af havet, og de dækker perioden fra 1993.
Forskerholdet ledet af John Lyman fra den amerikanske vejrtjeneste NOAA i Seattle forklarer, at de temperaturdata, der er samlet i perioden, peger på en ”sikker opvarmning” af oceanernes øverste vandlag på trods af usikkerhed omkring nogle af målingerne.
Stigende havtemperaturer kan få store konsekvenser, for havet er en stor ”affaldsplads” for den globale opvarmning og kultveilte. Havets evne til at lagre varme er 1.000 gange større end atmosfærens. Varmt vand kan ikke absorbere luftens øgede indhold af CO2 på samme måde som koldt vand. Og når havet opvarmes, udvider vandet sig, hvilket medfører en stigning i
havniveauet.
Siden 2003 er temperaturstigningen i havet dog fladet noget ud, og forskerne har ingen forklaring på denne tilsyneladende opbremsning i oceanernes opvarmning. Temperaturerne stiger stadig, men det går langsommere. Havniveauet fortsætter dog med at stige, så forklaringen skal søges i endnu ukendte faktorer, i fejl i data eller smeltevand fra gletsjere og indlandsis.
Kilde: Independent.co.uk