Fyr op under klimakampen

Mattias Söderberg, Folkekirkens Nødhjælp

Af Mattias Söderberg

2012 blev afsluttet med endnu et klimatopmøde. Med de mange triste klimanyheder i løbet af året havde man kunnet forvente, at topmødet i Doha, Qatar, ville levere resultater. Der kom da også en række aftaler ud af mødet, så helt galt gik det ikke. Men når man kigger på indholdet, blev mødet en stor skuffelse.

Et skuffende COP18-resultat
En af de konkrete aftaler fra COP18 er, at der nu kommer en ny forpligtelsesperiode for
Kyotoprotokollen. Det har været et krav fra ulandene i flere år, og da den første periode udløb den sidste dag i december 2012, var mødet i Qatar det sidste udkald for at blive enige om en fortsættelse. Det er godt, at der nu er nye forpligtelser på plads, men det er meget skuffende, at disse er så lave. Ifølge de videnskabelige anbefalinger bør de rige lande mindske deres udslip med 25-40 procent inden 2020, sammenlignet med 1990. Blandt de lande, der er med i den nye forpligtelsesperiode for Kyotoprotokollen, er det kun Norge, der har en forpligtelse inden for denne ramme.

At forpligtelserne er lave, er et problem, og at perioden er lang, er et andet. De globale udslip bør toppe og begynde at gå ned i 2015, men Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode går helt frem til 2020. Nu skal det siges, at aftalen også giver mulighed for at øge målene i løbet af perioden, og at mange af verdens store lande, f.eks. USA og Kina, ikke er med. Mulighederne for at øge ambitionerne findes derfor stadigvæk. Alligevel er det svært at sige, at mødet i Qatar var en succes i forhold til at mindske udslippene. Hvis alle lever op til det, som nu er aftalt, går vi ikke mod en stigning af de globale temperaturer med to grader, men mere sandsynligt stigninger mellem fire og seks grader. Det bliver varmt.

Men klimatopmødet i Doha handlede ikke kun om at mindske udslip. Klimadebatten handler lige så meget om tilpasning til klimaforandringerne, og hvordan man skal finde penge til at betale for de mange og vigtige aktiviteter. Fra tidligere fandtes der en aftale om klimafinansiering mellem 2010 og 2012. Der var derfor store forventninger til, at topmødet i Doha skulle levere en aftale om penge for de kommende år. Det var dog ikke muligt, og som alternativ kom der en udvandet tekst om, at de, som har mulighed for at bidrage med klimafinansiering, skal prøve at gøre det. Der var ikke nogen forpligtelser, og ikke nogen aftale om, hvordan pengene skal findes eller kanaliseres. Ulandene, og specielt de fattigste lande, der havde finansiering som hovedfokus ved mødet, var rigtig skuffede.

Ny energi i 2013
Men nu er der et nyt år, og nye muligheder for at fyre op under klimaambitionerne. Den amerikanske præsident Barack Obama bragte klimaet tilbage i den amerikanske debat ved indsættelsestalen til hans anden præsidentperiode, og måske endda endnu vigtigere så bliver de ledende klimadiplomater i administrationen skiftet ud. Den nye udenrigsminister John Kerry har et stort klimaengagement, og nu skrues forventningerne til, at USA endelig skal komme ind i klimakampen, op.

Realistisk set skal man nok ikke forvente for meget af USA, men samtidig sker der også mange ting i andre lande. Kina og Indien investerer i vedvarende energi, hvilket også påvirker efterspørgselen på grønne løsninger rundt om i verden. Danmark er også et godt eksempel, hvor vi snart kan forvente at have en klimalov, som skal sikre, at klimabehovene får en central placering i dansk politik.

Fremgang i de internationale forhandlinger er dog ikke direkte koblede til nationale initiativer. For at lave aftaler mellem lande er tillid og handling i linje med tidligere aftaler afgørende. I de seneste år har samarbejdet mellem EU og nogle af de fattigste lande været afgørende for at skabe fremdrift. Efter Doha er skuffelsen blandt ulandene dog så stor, at det bliver svært at bygge videre på en dialog, medmindre EU og andre rige lande også begynder at levere noget. Det er primært finansiering, de fattigste lande vil kigge efter, men også vilje til øget ambition i forhandlingerne i løbet af året. Der skal ske noget i forhandlingerne om byrdefordeling mellem lande, og om håndteringen af de situationer, hvor klimaforandringernes effekter er så kraftige, at det ikke længere er muligt med tilpasning.

Kan Polen lede verden til globale klimafremskridt?
Polen får en nøglerolle i 2013. Det er Polen, der bliver formand for COP19, og dermed får landet også en vigtig opgave i at støtte op om forløbet op til mødet. Desværre er Polen ikke kendt som et land med store
klimaambitioner. Tværtimod har landet blokeret fremskridt i EU op til flere gange. Senest i de sidste timer af klimatopmødet i Doha, hvor EU, lige inden formanden ville vedtage en aftale, var nødt til at trække sig til side for interne forhandlinger med Polen. Ekstremt pinligt for EU – og et eksempel på, hvordan Polen indtil videre har bygget sit klimafokus helt på de nationale interesser.

Som formand for de internationale klimaforhandlinger er Polen nødt til at løfte blikket. Den nationale kul-lobby får konkurrence med interesser fra hele verden, og regeringen skal sikre en dialog, hvor alle, fra USA til Bolivia, føler sig inkluderet og hørt. Det er en vigtig og svær rolle, og der er stor sandsynlighed for, at Polen vælger den nemmeste vej, hvilket vil betyde at finde den lavest mulige fællesnævner. Som formandskab har de dog også en anden mulighed. De kan bruge formandsklubben til at råbe landene op, og for at alle i fællesskab øger ambitionen.

Hvis Polen vil blive husket som et godt formandskab, er det den sidste mulighed, de skal gå efter. 2013 kan blive et år med fremgang i klimaforhandlingerne, og vi må håbe, at det netop er det, som det nye formandskab vil arbejde for.