Med sanserne skal klimaindsatsen stimuleres

Af Rasmus Vincentz

Det er et evigt spørgsmål, hvordan vi sikrer motivation til indsatsen for klimaet.

I forbindelse med COP15-topmødet i København 2009 var der virkelig en bred og mangfoldig interesse i klimaspørgsmålene, både herhjemme og ude omkring, men den er desværre ikke nem at genfinde på en forårsdag i 2012.

Det er et enormt problem, at vi har tabt den store folkelige og forretningsmæssige entusiasme på gulvet, og spørgsmålet er derfor, hvad der skal til for at stimulere indsatsen for klimaet?

Efter i mange år at have beskæftiget mig med netop spørgsmålet om at motivere til klimaarbejde, og have prøvet ikke så lidt af hvert for at motivere og oplyse folk, er jeg efterhånden slået ind på en ny vej. En vej, der, som overskriften antyder, i meget højere grad end hidtil spiller på vores sanser.

Men hvorfor er det nu, at vi skal have motiveret og mobiliseret folk til at deltage i kampen for løsninger på de menneskeskabte klimaproblemer? Jo, det skal vi, fordi klimaet, som behandlet i en tidligere klumme, ikke alene er et spørgsmål om at banke tilstrækkelig mange vedvarende energiteknologier op. Da klimaproblemerne i høj grad også udspringer af, og hænger sammen med, vores grundlæggende forhold til naturen, må vi altså tage fat på mere end bare teknologiske løsninger, og også opbyde vores samlede skaberkraft i tilvejebringelsen af en helt ny måde at være menneske i verden på.

Så enkelt, og så enormt omfattende, er problemet med klimaet.

Det kræver en bred folkelig mobilisering for at lykkes, og for at blive forankret bredt, således at vi er mange nok til at gøre en positiv forskel. Målet må være at være i verden på en måde, som ikke resulterer i uerstattelige naturødelæggelser og irreversible forandringer af klimaet m.m., og som vi kan være bekendt og stolte af. Til det har vi brug for ikke bare teknologisk, men menneskelig udvikling. Hvordan denne udvikling skal se ud, ved vi endnu ikke. Der er dog håb og inspiration at hente flere forskellige steder.

Et af de steder, hvor jeg mener, at vi finder noget af det mest progressive og inspirerende i forhold til at motivere til at udvikle gode konkrete bud på, hvordan vi kan være i verden uden at fortsætte naturødelæggelserne, er bevægelsen inden for nordisk mad, mest udtalt med manifestet for Nyt Nordisk Køkken.

Med bølgen omkring Nyt Nordisk Køkken skete der noget, som jeg også vil mene betyder noget for klimasagen. Der skete simpelthen det, at det ikke længere bare var den intellektuelle erkendelse, bedrevidenheden eller den politiske korrekthed, som var drivkraften i at skabe en verden, som kan overkomme klimaproblemerne. Jeg har virkelig deltaget i mange konferencer, møder og demonstrationer, der alle har drejet sig om, hvad man intellektuelt har bekymret sig om ved klimaet, eller hvilke politikker, man har været uenig i osv. Men aldrig har jeg oplevet at blive motiveret af lyst, lækkerhed og velsmag.

Med bevægelsen inden for nordisk mad er den gode smag og de gastronomiske oplevelser blevet en kilde til at insistere på hjemmedyrkede, årstidsbestemte og vilde råvarer. Det er blevet en vigtig platform for at formulere, hvordan vi spiser og lever i overensstemmelse med omgivelserne, og ikke i trods mod dem.

Med Nyt Nordisk Køkken, og hele tanken om et mindre intensivt landbrug og årstidsbestemte råvarer, er der åbnet op for, at mad, der ikke kræver en industriel udpining af jorden, bliver hyldet og brugt.

Men det kæmpe spring, som jeg virkelig synes, det nordiske køkken er, også for klimasagen, er jo mest en åbning for smagssansen (indrømmet at både lugt og synssansen også er dejligt stimuleret). Men hvad, hvis vi klimaforkæmpere satte os for at promovere sagen ved hjælp af alle sanserne? Hvis vi for en gangs skyld lod grafer, tal og kolonner blive hjemme, og i stedet henvendte os direkte til folk og direkte til sanserne. Så er det min overbevisning, at man kan åbne for, at det bliver lysten, nydelsen og glæden, der bliver drivkraft i klimaarbejdet, i stedet for skyld og skam.

Landskabskunstneren Camilla Berner tog, i min tolkning, i et lille og måske lidt overset værk, fat på nogle af disse temaer. Under nordisk mad-festivalen Mad Foodcamp i august 2011 arrangerede hun på en helt afsondret og undseelig plet, bag alt hurlumhejet fra boder og krejlere, værket Moss Garden. Værket bestod i nogle afgrænsede områder i den naturlige beplantning, hvor de længere vækster var fjernet, således at mosset var frilagt og tilgængeligt. Med dette fulgte en opfordring til at tage fodtøjet af og vandre med bare tæer rundt i mosset og mærke, hvordan det oprindelige landskab føles. Landskabet, som det i sig selv har stået og udviklet sig, og som nær var blevet trampet ned, da forretningsfolkene rykkede ind på pladsen.

Værket 'Moss Garden' af den danske landskabskunstner Camilla Berner. Billedet er venligst stillet til rådighed af Camilla Berner.

Værket var ganske lille, ja faktisk lidt undseeligt i al virakken omkring selve festivalen, men alligevel vil jeg hævde, at det rummer noget af det, som kan bringe os videre i arbejdet med at sikre en solid folkelig deltagelse i klimakampen, nemlig sanselighed.

Værket har sin styrke ved at være så lokalt, at det grundlæggende bryder med den tanke om universelle, altså ikke-stedsspecifikke, produkter, som er en af grundstenene i industrialiseringen, og som har været en af de store drivkræfter i miljøproblemerne.

I værket tages der udgangspunkt i, hvad der allerede er, hvad som er kommet uden vores aktive vilje og målrettede indsats. Desuden fremhæver værket en skønhed og sanselighed, som bringer os i kontakt med noget uendeligt stort i noget meget småt. Det giver os helt bogstavelig talt jordforbindelse, men mere end det, for det viser os, at jordforbindelse ikke bare er et snavset fravær af plæne eller fliser, men i sig selv rummer dybder, nuancer og foranderlighed, som er værd at værdsætte.

Hvad, hvis vi i klimaarbejdet, som led i at skabe opbakning, også for folk som ikke er politisk engagerede og har helt styr på de seneste klimaberegninger, satsede på at stimulere sanserne?

Jeg ved godt, at arbejdet med at begrænse udledningerne af drivhusgasser kræver ufattelig meget ingeniørarbejde, juridiske tovtrækkerier og cool business. Men jeg ved også, at det kræver en ufattelig folkelig opbakning, nyskabelse og glæde, og til det er det vigtigt at bruge sanserne og skabe en før-intellektuel forbindelse til verden, og en glæde ved at høre til.

Ud fra denne overbevisning vil de næste spørgsmål lyde; hvordan lugter en verden, som ikke ændrer klimaet? Og hvordan lyder den verden, vi så ønsker at leve i? Store og vigtige spørgsmål, som enhver af os er lige så kvalificeret til at svare på som politikere og professorer, og som det er en fornøjelse at undersøge.