Mennesker, stigende forbrug og CO2-udledning

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker (Ph.D.) ved International Arctic Research Center, University of Alaska Fairbanks, USA.

Vi lever i en tid, hvor det menneskeskabte CO2-udslip til atmosfæren stiger, trods Kyoto-aftale og stor politisk aktivitet på området. Årsagerne hertil er mange, men altdominerende er årtiers voksende forbrug og stigende befolkningstilvækst.
Kan den voksende menneskeskabte CO2-udledning mon reduceres? Er det realistisk at tro, at en CO2-reduktion kan ske alene med teknologiske tiltag, eksempelvis energibegrænsende og energieffektiviserende initiativer, uden at se på forbrugs- og befolkningstilvækst? Vil teknologiske fremskridt omvendt tillade, at befolkningsantallet og økonomien kan vokse ufortrødent for fremtiden?
Skeptikerne taler ligefrem om, at såfremt det ikke lykkes at få befolkningstilvæksten (i løbet af det 21. århundrede forventes befolkningsantallet på Jorden at vokse til 9 milliarder) og overforbruget under kontrol, så vil kloden sandsynligvis i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: den globale opvarmning og ødelæggelsen af de naturlige systemer, som vi alle er så dybt afhængige af.

Vores levevis og indvirkning på klodens livsgrundlag sætter sit aftryk. Disse faktorer er søgt sat på matematisk formel, og kan tilnærmelsesvis beskrives ved hjælp af "Ehrlichs ligning". En matematisk ligning, der pointerer de faktorer, der i overordnet grad er bestemmende for menneskets påvirkning af jorden.
Ligningen lyder som følgende: I=PAT, hvor P for population ganges med A, som står for det gennemsnitlige velstandsniveau eller forbrug, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver forbruget. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier.
PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af. Ehrlichs ligning er ikke at betragte som raketvidenskab. Alt andet lige, så bidrager fire milliarder mennesker mere til udslippet af CO2 til atmosfæren end to milliarder. To milliarder rige mennesker påvirker klimaet mere end to milliarder fattige mennesker. Fire hundrede millioner amerikanere og europæere konsumerer mere benzin end 1,3 milliarder kinesere. Kørsel i en firhjulstrækker er forbrug af en meget større mængde usund transportteknologi, end hvad kørsel med offentlige transportmidler er ... osv ... osv ...

Stanford-professoren Paul Ehrlich, der gennem de sidste mange årtier har forsket og arbejdet med global bæredygtighed, er personen bag ligningen. I det følgende længere uddrag, der præsenteres her, ser han på påvirkningen af kloden i relation til mange mennesker og stort forbrug:

Størrelsen af den knibe, som vi har placeret os i – eksempelvis behovet for alternativer til fossile brændsler – diskuteres ofte, men følges sjældent af handling. Bedømt ud fra medieefterretninger og politikererklæringer er det muligt, i den udstrækning de anerkendes, at løse miljøproblemerne ved hjælp af mindre justeringer af teknologi og genbrug (T). Et skift til energieffektive biler vil selvfølgelig give nogle kortsigtede fordele, men med væksten i befolkning og forbrug vil også de pøse stadig mere kuldioxid ud i atmosfæren. (...) Teknologiske ændringer, som tillader vækst i befolkningstallet eller i materiel velstand, findes ikke. På denne baggrund er negligeringen af de sammenfiltrede problemer: befolkning og forbrug, forbavsende. (...)
Hvorfor er emnet overbefolkning så overset? Det er der nogle indlysende grunde til. Forsøg på fra regeringernes side at begrænse deres lands befolkningsvækst er anatema for dem fra højre, som tror at den eneste sovekammerrolle at spille for regeringer, er at tvinge kvinder til at affinde sig med uønskede børnefødsler. De til venstre frygter, med nogen ret, at populationskontrol kunne udvikle sig til racisme eller andre former for diskrimination - fx. forsøg på at reducere minoriteternes eller de fattiges antal. Mange frygter yderligere opdeling i "dem" og "os", og alle frygter vi tab af frihed og økonomisk tilbagegang (eftersom befolkningsvækst ofte erklæres nødvendig for økonomisk sundhed). (...)
Tavshed om overforbrugsfaktoren (A; affluence) i ligningen I=PAT er mere ligetil at forklare. Forbrug betragtes af mange økonomer stadig som et ubetinget gode, hvortil kommer erhvervsledere og politikere, som tenderer at se oppumpning af forbruget som en mirakelmedicin mod økonomisk sygdom. For høj arbejdsløshed? Tilskynd folk til at købe en firhjulstrækker eller et nyt køleskab. Vedvarende vækst er cancercellens credo, men tredjerangsøkonomer kan ikke tænke på andet. Nogle ledende økonomer er begyndt at tackle emnet overforbrug, men problemet og kuren imod det er barsk at analysere. (...) Forbrugsregulering er meget mere kompleks end populationsregulering, og det er meget sværere at finde retfærdige løsninger på problemet.
Det dominerende dyr er ved at sætte sin glans og sine vidunderlige bedrifter over styr, civilisationens skæbne bestemmes af beslutningstagere, som målbevidst kigger den anden vej til fordel for øjeblikkelig komfort og profit. (...) Vi tror på, at det er muligt at undgå dette globale udfald. En sådan mobilisering betyder, at vi skal udvikle nogen konsensus hvad angår mål - måske igennem en global dialog hvor folk diskuterer den menneskelige misere og beslutter om de enten ønsker at se et maximalt antal mennesker leve på et eksistensminimum, eller ønsker at se et måske langt mindre antal med muligheder for den enkelte til at vælge mellem en bred vifte af livsstile.
Hvordan vi opnår sådanne forandringer - indebærende alt fra befolkningspolitik og transformation af det verdensomspændende energisystem, foruden landbrugs- og industrisystemerne til forbindelser baseret på tillid i Nord-Syd-forhold og militære anliggender er en gigantisk udfordring til os alle. Politikere, industriherrer, økologer, socialvidenskabsfolk, almindelige borgere og medierne må deltage i debatten. Om det er opnåeligt har vi stadig til gode at erfare; samfund har evnet at foretage afgørende ændringer i den nære fortid, som borgerretsrevolutionen i USA og kommunismens kollaps i Sovjetunionen tydeligt demonstrerer.
Vi vil fortsætte med at håbe på og arbejde for en kulturel transformation i den måde hvorpå vi behandler hinanden og den natur, som vi er afhængige af. Vi kan skabe en fredelig og bæredygtig civilisation, men det vil kræve realistisk tænkning om de problemer vi står over for og en ny mobilisering af politisk vilje.
(oversættelse af Niels-Holger Nielsen fra: Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich: Too Many People, Too Much Consumption, Yale Environment 360, 04.08.2008)

Som Paul Ehrlich beskriver, står kloden over for alvorlige miljø- og klimamæssige udfordringer. Han er overbevist om, at overbefolkning, nu sammen med overforbrug, er de centrale problemer, verden bør løse indledningsvis. Desuden insisterer han på, at teknologiske tiltag, herunder energibegrænsende og energieffektiviserende initiativer, ikke er en langsigtet mulig løsning, hvilket kan betragtes som en torn i øjet for det politiske system, som netop i denne tid forhandler globale CO2-reduktions-strategier frem mod klimatopmødet i København.