Erhvervslivet kan levere den nødvendige action

Michael Rothenborg, redaktør, Rambøll

Af Michael Rothenborg

”Vi må være taknemmelige for den prisværdige indsats, der gøres af forskere og ingeniører, dedikerede til at finde løsninger på menneskeskabte problemer”.

Sådan sagde pave Frans sidste sommer i et manifest, der opfordrede til handling på klimafronten. Nogle måneder senere stod jeg i en halvtom, halvkold hal, reserveret til ingeniørvirksomheder og andre innovative kræfter, der var kommet til COP21 i Paris, netop med løsninger på klimaudfordringen.

10 minutters buskørsel derfra – i en noget varmere hal – sad politikere fra FN-landene og diskuterede, hvordan man kunne begrænse CO2-udledningen. De blev enige om en aftale – en ret god aftale. Men når COP22 kører i november i Marrakesh, bør grønne innovative virksomheder ikke placeres langt fra begivenhedernes centrum. For på en måde er vi nu mere begivenhedernes centrum, end politikerne er det.

COP21 var min første COP som repræsentant for erhvervslivet. Under de første klimamøder, jeg var til for mere end ti år siden som journalist på Politiken, følte jeg ind imellem, at de der folk i jakkesæt godt kunne være lidt påtrængende – som gatecrashere til en fest, hvor de ikke rigtig er inviteret. Det var jo politikerne, der besluttede, og NGO’erne, der fortalte dem, hvor de helst skulle hen. Hvad lavede erhvervslivet egentlig her? Prøvede de at obstruere?

Der gik ikke mange møder, før det stod klart, at FN-systemet arbejdede ret langsomt – nogle gange pinefuldt langsomt. Også selv om markante politikere holdt talrige peptalks for at få ord til at blive til handling: ”Action, action, action”, som den tidligere Hollywood-actionhelt og californiske guvernør Arnold Schwarzenegger udtrykte det ved FN’s klimadag i New York i september 2007. Det skabte et kæmpe bifald, også i presserummet, hvor jeg sad. Men det satte ikke tempoet nævneværdigt op.

NGO’erne fandt også ud af, at det var småt med handling i FN-systemet. Mange af dem begyndte derfor selv at tage blazerjakker på og snakke med jakkesættene. De var med til at presse kæder som Nike, H&M og verdens største arbejdsgiver, detailhandelsgiganten Walmart, til at skrue ned for CO2-blusset.

Andre dele af erhvervslivet fokuserede deres innovative kræfter i retning af at producere produkter med mindre brug af ressourcer og mindre udledning af CO2. Det gjaldt blandt andet virksomheder, der er domineret af de ingeniører, som paven fremhævede i fjor – herunder Rambøll, som jeg kom til sidste efterår. Efter 13 år som klima- og miljøjournalist på Politiken stod jeg ved en korsvej, og skulle vælge retning – mellem et traditionelt journalistisk medie, en grøn NGO og så det erhvervsliv, jeg selv havde set lidt skævt til ved de første FN-klimamøder.

Rambøll har 13.000 ansatte i 35 lande og er i den globale top 10 inden for miljørådgivning. Koncernen er blandt meget andet med til at omstille kraftværker fra kul til biomasse og forebygge oversvømmelser med rekreative grøn-blå områder i byer som København, Singapore og New York.

Men der er også knap så kendte produkter på hylderne: Ny brug af varmepumper til at booste traditionel røggaskondensering, så energieffektiviteten i et affaldsforbrændingsanlæg når helt op på 107 procent. Og møllefundamenter, der er formet som en slags sugekopper – med en bæreevne, der kan modstå ekstrem vægt selv i meget blød havbund, og som samlet er billigere i opsætning og drift.

Jeg havde det lidt som pave Frans; at der burde sættes pris på dem, der ikke bare producerede ord, men som også handlede. Derfor stod jeg pludselig med begge ben i erhvervslivets lejr på COP21 i fjor.

Det var ikke tænkt som en salgsmesse, hvor vi skulle pushe helt bestemte produkter. Vi skal selvfølgelig også tjene penge, men det væsentlige i denne sammenhæng er, at vi sammen med lignende virksomheder i andre lande har en ekspertise, der er brug for: Vi er professionelle, og vi er dem, der ved, hvad der kan lade sig gøre på klimafronten i dag, og hvad der vil blive muligt i morgen. Derfor var vi på COP’en med til at arrangere seminarer og debatter om konkrete greb til at få nedbragt CO2-udledningen og afbødet konsekvenserne.

Problemet var, at alle ville være tæt på forhandlerne. Så selv om der var pænt besøgt til debatterne, kunne mange flere have haft gavn af at høre om vejen til det 2 graders-mål, som politikerne tog beslutning om få minutters buskørsel derfra.

På det næste klimamøde i Marrakesh vil det i høj grad handle om at flytte sig fra ord til handling, som Marokkos udenrigsminister Salaheddine Mezouar sagde i maj til organisationen Climate Action. Derfor er erhvervslivet mere i centrum end nogensinde, hvilket også er budskabet fra tænketanken The Climate Groups CEO Mark Kenber.

Det er vi virksomheder selvfølgelig enige i. Vi kan så kun håbe på, at vi nemmere vil få politikernes, NGO’ernes og pressens bevågenhed denne gang. Første skridt er, at vi ikke bliver placeret i en hal langt fra begivenhedernes centrum. Andet skridt er, at det for alvor går op for politikere, embedsmænd NGO’ere og presse, at vi ikke er gatecrashere, og at de i højere grad bør inddrage vores ekspertise.

Tager man eksempler på best practice med i den konkrete politikformulering – eller bare i præambler og noter og lignende – bliver det mere konkret at forholde sig til for alle parter. Når verden får mere viden om, hvor højt barren sidder, kan politikere i de enkelte lande opstille mere ambitiøse og mere præcise mål – der igen vil skabe endnu mere innovative virksomheder og mere handling. Til glæde for paven, tidligere actionhelte og alle os andre.