Motiverne bag klimaarbejdet

Af Rasmus Vincentz

Hvorfor arbejder vi egentlig for at begrænse klimaforandringer?

Det kan lyde som et indlysende spørgsmål, men så enkelt er det bestemt ikke! For arbejdet med klimaet handler ikke bare om dem, der ønsker at gøre noget, versus dem der helst vil fortsætte med at udlede store mængder af drivhusgasser. Der er nemlig endnu en dimension i debatten; diskussionen om hvilke motiver der er for at arbejde med klimaspørgsmål, og kulturen bag.

Folk, der arbejder med klimaet, bliver nemlig jævnligt mødt med anklager om, at deres motiver til at gøre det, er så skrækkelige, at løsningen opfattes som værre end selve problemet. Derfor vil jeg i denne klumme behandle de spørgsmål, der drejer sig om motiver.

Den konkrete anledning til at tage disse spørgsmål op er, at Weekendavisen i foråret (10. maj 2013) havde et interview med den franske forfatter og debattør Pascal Bruckner (PB). I avisen fik franskmanden lov til at tillægge os, der arbejder med klimaspørgsmål, en perlerække af nederdrægtige motiver. Han var desuden så ’venlig’ at analysere vores baggrunde og kulturarv for os, i en øvelse der sikrede en komplet tilsvining af klimaarbejdet, og af ligefrem det at gøre noget for at bremse klimaforandringerne i det hele taget.

I interviewet hævder PB, at arbejde med klimaspørgsmål, især i den europæiske og amerikanske variant, er motiveret af en syndsbevidsthed, og det dybereliggende ønske er at rulle udviklingen tilbage og med skræmmekampagner ’tvinge fattigdom og elendighed ned over os’.

Desuden kalder han miljøbevægelsen, særligt i den venstreorienterede variant, for en totalitær bevægelse, der har kastet ideen om fremskridt af sig, til fordel for fokus på skam og arvesynden.

Endelig hævder han, at ’forskellen på kristendommen og miljøbevægelserne er, at kristendommen i sin undergangstænkning havde en ide om, at et andet og bedre rige ville komme efter. De grønnes apokalypse er tørlagt’.

Påstandene er voldsomme, og dokumentationen eller bare eksempler er helt fraværende. En sådan samling uunderbyggede påstande, burde nok bare blive ignoreret, men fordi det er en kritik, der jævnligt bliver bragt på banen, vil jeg alligevel gøre mig den umage at vise, at klimaarbejdet rummer langt mere, og har nogle fascinerende dimensioner i sig, som PB desværre helt overser. Det ville klæde ham, hvis han i sin kritik af klimaindsatsen også havde et øje for alt det, som tydeligt adskiller den fra både en syndsbevidsthed og fra en totalitær tankegang.

PB er formodentlig, lige som mange andre i sin generation, skolet i en skræk for den kristne kulturarv, og i frygt for totalitære samfund. Derfor er det kun det, han kan se, når han studerer et nyt fænomen som klimaarbejdet. For mig at se minder PB og hans påstande derfor mest om en mand, der kun er udstyret med en hammer, og for hvem alle problemer derfor ligner noget, der kan hamres på plads.

I forhold til PB’s påstand om, at klimaindsatsen bruger skræmmekampagner, er det nemt at tilbagevise ved at pege på en klar og tydelig strømning for det modsatte, som har floreret længe. Folk, der arbejder professionelt med klimaspørgsmål, og andre former for kampagner, ved udmærket, at man ikke kan skræmme folk til handling. Tilbage i 2004 offentliggjorde amerikanerne Nordhaus og Schellenberger et toneangivende essay, der handler om, hvorfor progressiv politik, der ønsker at få folk til at handle på klimaforandringerne, ikke bør forsøge at skræmme folk – ganske simpelt fordi det ikke virker. Essayet og den efterfølgende bog påviser, at oplysningstidens forestilling om, at rigeligt med solid information fører til rationelle handlinger, slet ikke holder. Forestillingen om, at man på klimaområdet kan skræmme folk til handlinger, er således for længst skudt ned, og PB’s påstand om, at det skulle være klimaarbejdets foretrukne og eneste virkemiddel, er således helt ved siden af. Selv den danske kampagne 1 ton mindre fra 2007 var, på trods af alle sine andre middelmådigheder, for smart til at forsøge at skræmme folk til handling, men arbejdede i stedet med motivation og egeninteresse.

En anden konkret tilbagevisning af PB’s påstande kommer fra en af de mest markante stemmer i klimadebatten, nemlig briten George Monbiot. Monbiot er journalist, forfatter og debattør m.m. og inspirerer folk over hele verden. Tilbage i 2006 udgav han bogen Heat (dansk 2007: Globalt Hedeslag). Bogen er en undersøgelse af, hvordan ’a modern economy can be de-carbonized while remaining a modern economy’. Bogens udgangspunkt er, at Monbiot forsøger at svare på, hvordan et samfund, som har løst klimaproblemerne, egentlig ser ud. Det sætter ham i gang med et direkte opgør med forestillingen om, at det vil ligne et fattigt tredjeverdens land. Herefter er bogen en lang undersøgelse af kendte bud på løsninger inden for transport, husholdning, energiproduktion m.m.

Her er der ikke meget af PB’s påståede hang til arvesynd eller livsforsagende askese, tværtimod ser jeg hos Monbiot en livsbekræftende videbegærlighed, og en insisteren på, at vi skal udvikle os, mens vi løser de nuværende problemer.

(Monbiot går endda i bogen Feral (2013) et stort skridt videre. Her undersøger han, hvordan miljøproblemer, særligt overudnyttelse af økosystemer, kan løses på måder, som indebærer, at vi mennesker genetablerer tætte relationer til naturen, som vi i det daglige lider under at have mistet. Men mere om det i en efterfølgende klumme.)

Modsat PB, der, konfronteret med reelle problemer, skynder sig at trække den uddaterede religionskritiske seksløber og skyde på budbringeren, ser jeg Monbiot som en udmærket repræsentant for en tilgang til klimaspørgsmålene, som blander god videnskabelig indsigt og skepsis, med et mod til at udvikle sig, som menneske og menneskehed.

Det er godt for alle, der arbejder med klima- og miljøspørgsmål, at granske vores motiver. Ingen tvivl om det, men når kritikken som hos PB kun benytter sig af ensidige og forældede perspektiver, bliver noget væsentligt overset. Lad os ikke møde ham og folk, der deler hans holdning, med samme tilbageskuende forestillinger, men gøre os umage for at formidle det nye.

Mit bud på, hvorfor vi egentlig arbejder med klimaspørgsmålene, er derfor meget langt fra PB, og andre der deler hans synspunkter. Det er for mig, og sikkert også mange andre, der arbejder med klimaspørgsmål, virkelig vigtigt at bremse de menneskeskabte klimaforandringer, for at kunne beholde de dele af den moderne civilisation, som er værdifulde og værd at bevare. Det er f.eks. den frihed, tryghed og mulighed for at kommunikere vidt og bredt, som jeg alt sammen nyder godt af i dette øjeblik.

Samtidig er klimaarbejdet for mig også motiveret af et brændende ønske om at videreudvikle en række af de kulturelle forhold, som jeg mener, står i vejen for videre udvikling. Det er f.eks. for mig at se et afgørende skridt frem at erkende, at når nu problemer ikke kan løses på samme bevidsthedsniveau som skabte dem, er vi nødt til at udvikle os praktisk, teknisk og bevidsthedsmæssigt. Men hvordan gør vi det?

Det kunne f.eks. være ved at erkende, at den nuværende udbredte kultur, som vi kunne kalde en selvcentreret økonomisk-rationel forbrugerkultur, kun er et lille skridt i en meget lang evolutionær proces – og dermed erkende, at der nødvendigvis vil komme noget bagefter.

Det, som skal komme bagefter, er allerede i fuld gang med at blive udviklet og formuleret. Det er godt, for det haster! Og da det udgør en af vores generations helt stor og vidunderlige udfordringer, vil jeg opfordre alle til at blive en aktiv og reflekteret del af det.