Misforstået klimajubel efter COP21

Niels I. Meyer, professor emeritus, DTU

Af Niels I. Meyer

Det nyligt afsluttede klimatopmøde i Paris, COP21, sluttede med overvældende jubelscener. Det traditionelle slutdrama ved serien af COP-møder manglede heller ikke denne gang. Medierne havde med betydelig ret lagt op til, at mødet i Paris var sidste chance for at nå en global klimaaftale, der kunne bremse den menneskeskabte globale opvarmning i tide. Det ville være katastrofalt, hvis mødet ikke sluttede med en aftale. Derfor endte det også med en aftale – ikke mindst baseret på dygtig fransk mødeledelse. Og mødedeltagernes lettelsens suk udviklede sig til øredøvende jubel transmitteret i tv og andre medier over hele verden.

De færreste medier og de færreste klimadebattører ønskede at optræde som lyseslukkere og begrænse glæden ved at påpege, at aftalen reelt ikke indeholder nogen af de forpligtelser, som er nødvendige for at ændre udviklingen i tide. Dagbladet Information var en hæderlig dansk undtagelse med sine klare og afbalancerede artikler under hele forløbet forfattet af Danmarks bedste klima- og miljøjournalist, Jørgen Steen Nielsen. Han var også en af de få journalister, som advarede om faren for fremtidige strømme af klimaflygtninge.

Her skal kun nævnes et overordnet eksempel på aftalens grundlæggende mangel. Detaljerne kan man fx studere i ovenfor omtalte artikler i Information. Hele aftalen bygger på frivilligt indmeldte tilbud om emissionsreduktioner af CO2 fra de enkelte nationer. Lægger man disse tilbud sammen, er verden på vej mod en global opvarmning på tre til fire grader i stedet for den kritiske grænse på to grader. For slet ikke at tale om aftalens ønskedrøm om en maksimal stigning på 1,5 grader. Alle tidligere klimaaftaler har demonstreret, at selv de utilstrækkelige løfter om penge og emissionsreduktioner fra de rige industrilande så godt som aldrig bliver opfyldt. Håbet er tilsyneladende, at disse lande og deres befolkninger nu er vågnet op til realiteterne, og at vi er i en helt ny situation. Man har jo altid lov at håbe, indtil realiteterne viser det modsatte.

Den kendte engelske klimajournalist George Monbiot fra the Guardian er lige så pessimistisk som jeg med hensyn til aftalens mangler. Det giver han udtryk for i Information d. 19. december, hvor han også overvejer, hvorfor menneskeheden ikke vil sit eget vel. Hans forklaring er: ”Det er ikke menneskets natur, vi må forandre, men de normer og institutioner, der påvirker den”. Dette citat glæder mig specielt, fordi jeg var med til at konkludere det samme i debatbogen Oprør fra midten allerede i 1978: ”Det er vores yndlingshypotese at det ikke menneskene der er noget i vejen med”.

Lad mig slutte med en mere håbefuld tone. Hvis alle de politikere, erhvervsvirksomheder, fonde, borgmestre for store byer m.fl., som har udtalt deres støtte til en grøn omstilling for en gangs skyld lader handling følge op på de smukke ord, samtidig med at befolkningen i de rige lande omstiller til ”grøn opførsel”, så undgår vi måske de mest skræmmende klimakatastrofer. Måske.