Mangel på vand som følge af højere temperaturer vil ikke som frygtet skade de tropiske skove. Det er den opsigtsvækkende vurdering fra et forskerhold, der har studeret pollen fra ældgamle træer indkapslet i klipper i Sydamerika.
Disse træer voksede for 200.000 år siden i en periode, hvor CO2-niveauet var blevet fordoblet på 10.000 år, og hvor temperaturen var 3-5 grader højere end i dag, skriver Guardian.co.uk.
”Hvad vi fandt, var det modsatte af, hvad vi havde forventet: Vi fandt ingen begivenheder, hvor planterne uddøde, som havde relation til den stigende temperatur, og vi fandt ikke, at nedbørsmængden faldt,” siger Carlos Jaramillo, forsker ved Smithsonian Tropical Research Institute, som står bag undersøgelsen.
Modsat forventningerne blomstrede der en ny biodiversitet op i skovene. Nye plantearter – for eksempel inden for passionsblomst- og kakaotræfamilierne – udviklede sig hurtigere, end andre arter forsvandt. Ifølge forskerne havde planterne den genetiske variation, der skulle til for at klare sig i et miljø med højere temperaturer og højere CO2-niveau.
Det er altså ikke den globale opvarmning, der truer skovene i troperne, mener forskerne.
”Snarere end den globale opvarmning, er skovrydningen problemet for de tropiske planter. De fossile optegnelser viser, at når der ikke er mennesker til stede, kan planterne håndtere høje temperaturer og højt CO2-niveau,” siger Carlos Jaramillo til Guardian.co.uk.
Kilde: Publikum Kommunikation
15. november 2010, 08:21 0 Kommentarer · 2684 Fremvisninger ·
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.