Nyinstitutionalisme

Af Helle Bager Eriksen og Andreas Brunsgaard-Jørgensen
Artiklen er en del af et universitetsspeciale fra 2008.

< Integrationsteorier

Indholdsfortegnelse

Teoretisk kombination >

3.2 Nyinstitutionalisme

Formålet med dette afsnit er at diskutere nyinstitutionalistiske teoriers forståelse af faktorer, der driver og begrænser institutionel udvikling. Formålet er at præsentere et teoretisk fundament, som senere kan anvendes til at udvikle vores analysestrategi (se afsnit 4.6).

Nyinstitutionalismen opstår i midten af 1980’erne og har som grundpræmis, at institutioner gør en forskel. I modsætning til de statscentrerede integrationsteorier antages institutioner at have betydelig indflydelse på de politiske processer. Ved at bringe institutioner ind som selvstændige objekter i politiske analyser, udbygger nyinstitutionalismen den teoretiske forståelse af både institutioner, institutionsbegrebet og forklaringer på institutionel forandring (Athanasios, 2005:139). Traditionelt opdeles nyinstitutionalismen i tre idealtypiske kategorier hhv. rational choice institutionalisme, sociologisk institutionalisme og historisk institutionalisme (Hall & Tayler, 1996). Nyere nyinstitutionel litteratur stiller dog spørgsmålstegn ved denne tredeling, idet flere teoretikere argumenterer for, at de tre nyinstitutionalistiske tilgange i vidt omfang overlapper hinanden (Thelen, 1999) (Aspinwall & Schneider, 2000: 28). For klarhedens skyld fastholder vi opdelingen af nyinstitutionalismen i tre idealtyper.

3.2.1 Rational choice institutionalisme

Rationel institutionalisme tager udgangspunkt i en række deduktive antagelser om aktørers adfærd, der er inspireret af økonomiske teorier. Aktører antages at handle rationelt, strategisk og kalkulerende med henblik på at maksimere deres egeninteresser (Pollack, 2006:3), (Aspinwall & Schneider, 2000:10). Aktørers handlinger antages således at være betinget af ”logic of instrumentality” (March & Olsen, 1989:22). Dog anerkendes det, at aktører i nogen henseende handler ud fra begrænset rationalitet. Dels har aktører ikke altid fuld information og dels kan kompleksiteten i den omgivende verden virke begrænsende. Givet disse begrænsninger antages aktørerne dog at handle på måder, der maksimerer deres egeninteresse (Pollack, 2006: 2). Aktørernes præferencer og mål defineres i den sammenhæng eksogent fra den sociale kontekst (Thelen & Steinmo, 1992:8).

Institutioner defineres af rational choice institutionalister, som formelle regler eller uformelle praksisser, der strukturerer relationer mellem aktører. Institutioner så at sige definerer rammerne for aktørernes interaktion. Institutioner er på den måde mere end passive rammer for aktørers interaktion. Aktører er nødt til at koordinere deres handlen strategisk i forhold til institutionernes spilleregler, i deres bestræbelse på at maksimere deres egeninteresser. Institutioners koordinerende effekt på aktørernes interaktion skal derfor bringes ind i politiske studier. North var allerede opmærksom på dette, da han i starten af 1980’erne argumenterede for, at forståelse af institutioners koordinerende funktion er en nødvendighed i analyser af forholdet mellem forandring og stabilitet:

"Something more than an individualistic calculus of cost/benefit is needed in order to account for change and stability’. Institutions were the missing element in neoclassical economics"(North, 1981:12).

Skabelsen af institutioner forklares af rational choice institutionalister med reference til aktørernes strategiske interaktion. Institutioner forstås som rationelle redskaber, der optimerer aktørers mål (Hall & Tayler, 1996: 943). Institutioner tilvejebringer informationer, sænker politiske og økonomiske omkostninger i forhold til gevinster og skaber mekanismer, der mindsker usikkerheden vedrørende andre aktørers deltagelses i samarbejder (Campbell, 1994:2). Rational choice institutionalister forklarer således institutionsdannelse ved at specificere institutionens funktion. Derved forklares institutionens eksistens med reference til de positive egenskaber institutionen tilvejebringer i forhold til de relevante aktører. Institutioner skabes og forbliver med andre ord stabile, fordi de fungerer på en måde, der er i overensstemmelse med aktørernes interesser (Hall & Taylor, 1996:945). Det forhold, at institutioner antages at være resultatet af frivillige aftaler aktører imellem, medfører, at institutioner kun antages at overleve, så længe aktørerne drager fordele ved institutionernes fortsatte eksistens. Institutionsforståelsen er i det hele taget meget funktionalistisk.

Nyere studier indenfor rationel choice institutionalisme er mere systematisk begyndt at fokusere på det forhold, at institutioner ofte er meget stabile over tid. Aktører handler rationelt med henblik på at sikre fremtidige gevinster, ved bevidst at skabe institutioner, der er vanskelige at forandre. Ud fra et transaktions- og omkostningsperspektiv peges der på, at politiske aktører med fordel kan minimere fremtidige omkostninger og samtidig sikre fremtidige gevinster ved at skabe solide institutioner¹¹. Pierson opsummerer den pointe således:

Those who design institutions and policies may wish to blind their successors..(..)..Unlike economic actors, political actors must anticipate that their political rivals may soon control the reins of the government. To protect themselves, these actors therefore create rules that make existing arrangement hard to reverse (Pierson, 2004: 43)

Rational choice institutionalisme er blevet udsat for kritik på en række områder. Tilgangen hviler på en relativ enkelt forestilling om aktørers motivation, hvorfor flere kritisk har fremhævet, at det er for simpelt at reducere menneskelig adfærd til blot at være motiveret af logic of instrumentality. I den sammenhæng fremhæves det, at den sociale verden består af normer om passende adfærd, der påvirker aktørers handlinger (March & Olson, 1989:22). Ydermere stilles der spørgsmålstegn ved præmissen om eksogene præferencer. Det synes sandsyndigt, at aktørers præferencedannelse i et vist omfang, løbende bliver påvirket af sociale omgivelser og således skabes endogent (North, 1990:2).

Selvom skabelsen af institutioner utvivlsomt indeholder elementer af formålsorienteret handlen, er præmissen om intenderet institutionsdannelse blevet problematiseret. Har den enkelte aktør fx. kapacitet til at vurdere den præcise effekt af det ene institutionelle design frem for et andet? I det hele taget synes det rimeligt, at problematisere om institutioner ikke i nogle tilfælde medfører ikke-intenderede konsekvenser¹². I så fald er det i modstrid med den rational choice institutionalisme funktionalistiske institutionsopfattelse (Hall & Taylor, 1996:952).

3.2.2 Sociologisk institutionalisme

Den sociologiske institutionalisme opstod i 1970’erne som et underfelt til organisationsteorier. Den sociologiske institutionalisme opererer med en bredere institutionsforståelse end rational choice institutionalisme, idet den, udover formelle regler og procedurer, også medregner normer og fælles meningssystemer som institutioner. Institutioner anses ikke som objektivt givet, men derimod som samfundsskabte diskurser, der i modsætning til rational choice institutionalismens, ikke nødvendigvis medfører effektive formålsorienterede institutioner (March & Olsen, 1989:54-55).

Den sociologiske institutionalisme har en meget distinkt opfattelse af forholdet mellem individer og institutioner. Dette forhold afspejler langt hen af vejen den sociologiske institutionalismes brede definition af institutionsbegrebet. Den traditionelle forståelse af forholdet mellem institutioner og aktører inden for sociologiske institutionalister er, at institutioner – formelle eller uformelle - består af forskellige roller med tilhørende normer for passende adfærd (Hall & Taylor, 1996:948). Aktører, der socialiseres ind i institutioner, internaliserer institutionens roller samt tilhørende normer for passende adfærd. På den måde opretholdes og reproduceres institutionen. Denne opfattelse har betydning for aktørens præferencedannelse. Præferencer, værdier og mål opstår og ændrer sig løbende i mødet med institutioner. Præferencedannelsen er således endogen.

En nyere linje af litteratur specificerer forholdet mellem institutioner og aktører med reference til institutioners cognitive dimension (Scott, 1995:64). Herved menes, at institutioner i sig selv er kognitive forskrifter, der ikke blot specificerer forskellige roller, men i det hele taget definerer hvilke slags adfærd, der er tænkeligt muligt (DiMiggio & Powell, 1991). Antagelsen er således, at uden institutioner ville menneskelig interaktion ikke være mulig. Vi ville ikke kunne forstå eller tolke andre aktørers handlinger. Handlinger er således tæt forbundet med institutioner, idet institutionerne udgør grundlaget for at være i stand til at tolke sociale situationer. Institutioner forstås på denne måde som meningssystemer, der gennem kognitive og normative forskrifter sætter rammerne for social interaktion.

Sociologiske institutionalister mener således ikke, at institutioner eksisterer, fordi de nødvendigvis er effektive og maksimerer aktørers egeninteresser. Institutioner eksisterer, fordi de indeholder legitime meningskoder, der vejleder aktører i deres i sociale interaktion. Institutioner behøver således ikke, som rational choice tilgangen hævder at fremme optimale adfærdsmønstre. Fordi sociologiske institutionalister opfatter aktørers handlen som værende betinget af logic of appropriateness, kan aktører opretholde dysfunktionelle adfærdsmønstre, men kun så længe disse mønstre opfattes som legitime (Campbell, 1997).

Den sociologiske institutionalisme anerkender, at aktører ofte handler rationelt og strategisk for at opnå deres mål. Samtidig fremhæver den, at er dette ikke er et problem, da rationel handlen kan være et udtryk for logic of appropriateness. Så længe maksimering af egeninteresser betragtes som legitimt af det omgivende samfund, vil adfærd kunne opretholdes. Det samme ville være sandt for en institution, der fremmer rationel adfærd (March & Olson, 1989:25).

Den sociologiske institutionalismes forståelse af institutioners kognitive funktion har endvidere betydning for, hvordan institutionelle forandringer forklares. Sociologiske institutionalister hævder, at institutioner optager nye praksiser eller normative forskrifter for at fremme institutionens legitimitet i forhold til omverdenen (Hall & Taylor, 1996:949). Institutionelle ændringer forklares dermed med henvisning til ændringer i samfundsmæssige diskurser om legitim handlen.

En styrke ved den sociologiske institutionalisme er, at den opererer med en bred forståelse af institutionsbegrebet. Med sit afsæt i den konstruktivistiske ontologi udvider den sociologiske institutionalisme den teoretiske forståelse af institutioner og indfanger derved aspekter af institutioners natur, der teoretisk ikke er mulig i rational choice institutionalisme. Her tænkes især på, at den sociologiske institutionsforståelse gør det muligt at forklare institutionel ineffektivitet og dysfunktionalitet.

Det er dog en svaghed, at institutioners kognitive dimension tillægges for meget vægt i forhold til institutioner rationelle funktion. Tvetydigheden vedrørende institutioners rationelle dimension skaber især problemer i forhold til den sociologiske institutionalismes syn på institutionsdannelse. Uden større eksplicit vægtning af aktørers strategiske brug af institutioner synes det svært at forklare oprindelsen af institutioner.

3.2.3 Historisk institutionalisme

Den historiske institutionalisme fokuserer på den måde fortidens institutioner påvirker nutidig og fremtidig institutionel udvikling. Udgangspunktet for den historiske institutionalisme er, at institutioner ikke opstår ud af det blå, men derimod altid har referencer til en historisk kontekst. Institutionelle strukturer defineres af historiske institutionalister som både formelle og uformelle regelsæt, men idéer og fælles verdensanskuelser anerkendes også som væsentlige som strukturelle elementer¹³. Det antages, at institutioner påvirker aktørers adfærd ved at påvirke deres præferencer, mål og strategier (Andersen & Kjær, 1996:2). Institutioner begrænser og faciliterer således på en og samme tid bestemte fremtidige handlemuligheder. Teoretisk er denne betragtning blandt andet indfanget i begrebet path dependency af Aspinwall & Schneider:

"Institutional and policy change become ‘path dependent’ as actors define their preferences endogenously, based upon what has occurred in the past. The image is one of a ratchet, in which institutional arrangements are winched into place slowly over time, thus constraining human behavior. History creates context, which shapes choice (Aspinwall & Schneider, 2000: 16)".

Den historiske institutionalisme er som sådan ikke en veldefineret teori med universelt gyldige begreber, men beskrives bedre som en tilgang, der gennem empiriske analyser søger afdække kausale sammenhænge mellem politiske processer i et historisk perspektiv. Historiske institutionelle analyser er ofte funderet i et microperspektiv, der giver plads til både rationale choice og sociologiske antagelser om aktørernes handlen.

3.2.4 Teoretisk udvikling i den historiske institutionalisme

To begreber er helt centrale for den teoretiske udvikling af den historiske institutionalisme og path dependency litteraturen og er hhv. critical junctures og reproducerende mekanismer. Critical junctures er den centrale forklaringskomponent for, hvordan institutioner opstår, og reproducerende mekanismer er den primære forklaringskomponent i forhold til at forklare institutionel stabilitet.

Critical junctures
Institutioner antages i den historiske institutionalisme at være resultatet af fortidens magtkampe. Critical junctures refererer i den forbindelse til historiske brydninger, ofte eksterne begivenheder, der har haft afgørende betydning for institutioners specifikke institutionsudvikling. Critical junctures repræsenterer således de historiske brud, der påvirker institutionsudvikling i en bestemt retning. Critical juncture begrebet er hovedsageligt brugt i forbindelse med komparative historiske analyser (Lipset & Rokkan, 1967). Gennem komparativ process tracing identificeres forskelle i nationale historiske brydninger. Forskelle i interaktionsmønstrene på nationale niveauer bliver således brugt til at forklare bestemte nationale institutionsformationer og evolutionsudvikling (Thelen, 1999:388). Critical juncture tilgangen har været grundlaget for mange anerkendte studier af institutionsudvikling, men er blevet kritiseret for ikke teoretisk at kunne forklare stabilitet og kontinuitet i institutioner (Collier & Collier, 1991).

Reproducerende mekanismer
Den anden del af litteraturen i den historiske institutionalisme fokuserer på det forhold, at institutioner ofte er overordentlige stabile over tid. I forsøget på at forklare stabilitet i institutioner er en række begreber blevet introduceret, det gælder begreber som reproducerende mekanismer, positive feedback mekanismer, historisk betinget incitament strukturer, lock-in mekanismer m.fl. (North, 1990), (Pierson, 1993) og (Ikenberry, 1994). Disse begreber er variationer over det samme tema. Pointen er, at institutioners opbygning påvirker aktører til at handle efter strategier, der er i overensstemmelse med institutionens indre logik. På den måde opretholdes og reproduceres institutionens struktur.

"the institutional structure induces particular kinds of...behavior by constraining and by laying out the logic of the market and the policy-making process"(Zysman, 1994:20).

Der er således tale om en vis grad af strukturdeterminans. Studier inden for denne del af litteraturen er blevet kritiseret for at tillægge mekanismer, der reproducerer de eksisterende strukturer for meget vægt, med den konsekvens til følge, at de har svært ved at forklare ændringer i institutioner over tid.

Nyere studier foreslår dog, at ovenstående to retninger (critical junctures og reproducerende mekanismer) ikke nødvendigvis behøver at være to adskilte størrelser. (Pierson, 2004) er meget eksplicit omkring denne pointe:

"If institutional development is understood as an unfolding of a historical process, it is simply a mistake to juxtapose theories of intitutional change. One can not have one without the other"(Pierson, 2004:166).

I stedet peges der på, at viden om de mekanismer, der reproducerer institutioner, er en forudsætning for at kunne forklare ændringer i institutioners opbygning og funktioner. Thelen argumenterer for:

"Institutions rest on a set of ideational and material foundations that, if shaken, open possibilities for change. But different institutions rest on different foundations - reproducing mechanisms -, and so the process that are likely to disrupt them will also be different" (Thelen 1999, 397).

Nøglen til at forstå institutionel forandring er således, at forstå institutioners reproducerende mekanismer. Viden om de mekanismer, der reproducerer den enkelte institution, gør det muligt, at forudsige hvilke faktorer, der skal til for at udfordre eller ’skade’ institutionernes fundament og således åbne for muligheden for institutionel forandring. Ved eksplicit at opbygge analyserammen omkring betydningen af institutioners reproducerende mekanismer for institutionel udvikling, imødekommer den historiske institutionalisme tidligere tiders kritik om udelukkende at være en deskriptiv disciplin (Pierson, 2004: 49).

I nedenstående tabel sammenfattes hovedpunkterne i de tre nyinstitutionelle retninger.

Sammenfatning af rational choice institutonalisme, sociologisk institutionalisme og historisk institutionalisme


Kilde: Modificering af (Campbell,1994) og (Stacey & Rittberg,2003a)

På baggrund af ovenstående teoretiske diskussion vil vi i det efterfølgende afsnit udlede en teoretisk kombination af den historiske institutionalisme og rational choice institutionalisme.

< Integrationsteorier

Indholdsfortegnelse

Teoretisk kombination >