Og vinderen er ...

Af Martin Lidegaard, Formand, CONCITO - Danmarks grønne tænketank

Efter nogle dages julefred og eftertænksomhed er det interessant at tænke nærmere over, hvem der egentlig vandt og hvem der tabte, da det ikke lykkedes at få en aftale under COP15. Lad os starte med vinderne:

Saudi-Arabien: Står for en tredjedel af OPEC's eksport af olie og leverer 20% af OECD's olieforbrug. Landet kan nu se frem til større prisstigninger på olie og større fortjeneste. Vesten sender i forvejen ca. 250 milliarder dollars til Saudi-Arabien hvert år.
Taliban og Al Qaeda: Hvad der er godt for Saudi-Arabien, er godt for de fundamentalistiske netværk. Ifølge konservative amerikanske tænketanke donerede Saudi-Arabien i perioden 1975-2002 $70 mia. til udbredelse af koranskoler, moskeer mv., svarende til 90% af udgifterne til muslimsk mission. Osama bin Laden skønnes alene at have modtaget $24 millioner fra Saudi-Arabien mellem 1970 og 1994.
Kina: Manglen på en international ramme gør de nationale indsatser endnu mere afgørende, og her står Kina til at blive den store vinder. Sidste år vurderes Kina at have investeret flere midler i udvikling og implementering af energieffektive teknologier og vedvarende energi end noget andet land i verden. Kineserne er dog samtidig optaget af på sigt at få en international aftale. Allerede i dag kæmper Kina med massive problemer som følge af den globale opvarmning, blandt andet ekstreme oversvømmelser og mangel på drikkevand som følge af stadig hurtigere afsmeltning af gletcherne i Himalaya.

Og hvem var så taberne?
OECD: De vestlige lande vil i endnu flere år være fanget i deres egen afhængighed af dårlig energieffektivitet og fossile brændstoffer, der stiger i pris. Samlet vil Vestens konkurrenceevne over for især Kina og Indien falde. Når olien stiger med 30$ for en tønde, som den har gjort i det sidste år, koster det Vesten ca. 1% af BNP eller nogenlunde det samme, som investeringerne i ny teknologi for at overkomme den globale opvarmning skønnes at koste.
Erhvervslivet: Ingen havde vel mere end det internationale erhvervsliv håbet på en transparent, international regulering på klimaområdet. Når der ses bort fra de virksomheder, der tjener penge på udviklingen og produktionen af fossile brændstoffer, har erhvervslivet i et historisk omfang bedt om mere international regulering. Nu får erhvervslivet det, de allernødigst vil have: 193 nationale lovgivninger, der vil gennemføre 193 forskellige klimareguleringer, som virksomhederne skal bruge enorme mængder tid og kræfter på at sætte sig ind i og leve op til.
FN: Ligesom i WTO-forhandlingerne må man sande, at det internationale samfund ikke har det godt, hvis det overhovedet eksisterer. FN-systemet er med sit konsensusprincip ekstremt sårbar over for slyngelstater, men også over for stormagter som USA og Kina, der i bund og grund ikke har nogen interesse i at underordne sig nogle andre end sig selv.
Ulandene: De fattigste ulande fik endnu engang ikke, hvad de kom efter. Ganske vist indeholdt Københavner erklæringen en lovning på 25 mia. dollars i 2010-12 og 100 mia. dollars om året i 2020. Men det er stadig uvist, hvor pengene skal komme fra.

Sådan kan regnebrættet gøres op efter COP 15. Men dermed slutter historien heldigvis ikke. En del tyder faktisk på, at alle de vigtige lande vil melde reduktioner ind inden 1. februar i år, og der er begrundet håb om, at reduktionerne bliver større, end man kunne frygte under de kaotiske dage i Bella Centeret. Samtidig blev klimatopmødet en manifest demonstration af, at verdens byer og borgmestre, erhvervslivet, forbrugerne og civilsamfundet har påbegyndt transformationen til et mere sikkert, økonomisk og klimavenligt samfund, og at de næsten ikke kan vente, til politikerne også hopper med på toget.